MRF 2022.255
Vestre Landsrets dom af 25. oktober 2022, 13. afd., sag S-2678-21
(Thomas Jønler, Torben Geneser og Lisbeth Kjærgaard)
Anklagemyndigheden mod T (adv. Gert Lund)
Bøde på 10.000 kr. og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud om retablering af § 3-beskyttet hede og overdrev, der var ryddet og opdyrket. Udtalt, at krav om fysisk lovliggørelse efter naturbeskyttelsesloven ikke kan gå videre end at fjerne ulovlige indretninger eller bringe en ulovligt fjernet indretning tilbage, hvilket også omfatter fjernelse af tilført materiale.
Sagen angik et areal på ca. 27 ha af T’s landbrugsejendom, der var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som en mosaik af hede og overdrev. Ejendommen var beliggende i et Natura 2000-område, hvis udpegningsgrundlag bl.a. omfattede surt overdrev. I 2016 blev Viborg Kommune opmærksom på, at T havde ryddet og rodfræset arealet og inddraget det i almindelig korndrift. Efter forudgående varsel traf kommunen i juni 2017 afgørelse om, at der ikke kunne gives lovliggørende dispensation fra forbuddet i § 3. Kommunen meddelte samtidig påbud til T om at retablere den beskyttede natur ved ikke at pløje, gøde, sprøjte eller så og ved, at der blev taget 1-2 årlige høslet eller blev afgræsset. T påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i november 2018 (18/05639 – MAD 2018.396 Mfk) stadfæstede kommunens afgørelse. Da T fortsatte med at dyrke arealet, blev der rejst straffesag mod T for ikke at efterkomme kommunens påbud. T nægtede sig skyldig og gjorde bl.a. gældende, at påbuddet var ugyldigt, idet der ikke i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, er hjemmel til at kræve, at T skulle tage 1-2 årlige høslæt, eller at arealet skulle afgræsses. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen, herunder en af kommunen foretaget besigtigelse, til grund, at arealet i marts 2015 var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Byretten bemærkede, at efter praksis kan lovliggørelsen efter naturbeskyttelsesloven ikke gå videre end at fjerne ulovlige indretninger eller bringe en ulovligt fjernet indretning tilbage. Efter forklaringen fra kommunens sagsbehandler var der ved at lave 1-2 årlige høslæt eller afgrænsning tale om fjernelse af noget af det materiale, der var tilført området. Da fjernelse af tilført materiale måtte anses for at have hjemmel i naturbeskyttelsesloven, fandtes påbuddet ikke i sin helhed at være ugyldigt, også selvom det ikke fremgik af påbuddet, i hvor lang tid foranstaltningerne skulle fortsætte. Da det var ubestridt, at T var fortsat med at dyrke arealet, og at T herved havde tilsigtet en økonomisk vinding, og da T ikke kunne anses for at være i god tro om den fortsatte dyrkning, fandt byretten T skyldig. Ved straffastsættelsen var det på den ene side skærpende, at T havde handlet forsætligt, mens der på den anden side måtte lægges vægt på den meget langstrakte sagsbehandlingstid fra kommunens påbud i juni 2017 til politianmeldelse i april 2020 og endelig sagens hovedforhandling ved retten. T blev derfor idømt en bøde på 10.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 4.000 kr., indtil påbuddet blev efterkommet. T ankede til landsretten, der tiltrådte, at arealet var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 forud for omlægningen, og at kommunens påbud, der var stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, var meddelt med rette. Efter sagens forløb måtte det senest i foråret 2019 have stået T klart, at han skulle ophøre med at dyrke arealet, ligesom det måtte lægges til grund, at T forsætligt havde undladt at efterkomme påbuddet og fortsat dyrkede arealet, hvorved han havde voldt skade på natur og miljø og havde opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel. Landsretten tiltrådte derfor, at T var skyldig, og stadfæstede på den baggrund byrettens dom.
Kommentar: Byrettens udsagn, der så vidt ses blev tiltrådt af landsretten, om, at et krav om fysisk lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, ikke kan gå videre end at fjerne ulovlige indretninger eller bringe en ulovligt fjernet indretning tilbage, må tiltrædes. I forhold til den konkrete sag må det endvidere tiltrædes, at de påbudte foranstaltninger om høslæt eller afgrænsning ikke udgjorde sådanne aktive retableringsforanstaltninger, der ligger uden for § 73, stk. 5, idet formålet med foranstaltningerne efter det af kommunen oplyste var at fjerne det tilførte materiale. Om problemstillingen se Pagh: ’Hvilke foranstaltninger kan påbydes som fysisk lovliggørelse?’, TfM 2016, s. 237 (246 ff.) samt bl.a. KFE 2020.987, MRF 2021.235 Mfk og MRF 2022.209 Mfk.