MRF 2022.25
Vestre Landsrets dom af 24. marts 2022, 1. afd., sagerne BS-31601/2020-VLR og BS-31836/2020-VLR
(Thomas Klyver, Eva Staal og Ida Skouvig)
A1 og A2 (adv. Palle Møller Jørgensen) mod Codan Forsikring A/S som mandatar for Aalborg Kommune (adv. Jacob Fenger)
Kommune ikke erstatningsansvarlig for afgrødetab som følge af oversvømmelse af marker, da det ikke var godtgjort, at kommunen havde begået en klar og væsentlig fejl i sagsbehandlingen i forbindelse med ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder i et nærtliggende offentligt vandløb.
Sagen angik, om Aalborg Kommune var erstatningsansvarlig for afgrødetab som følge af oversvømmelse af to landmænds marker efter et voldsomt regnvejr i september 2015. På anmodning fra en række lodsejere i området havde kommunen i maj 2015 gennemført et tilsyn af det nærtliggende vandløb Landbækgrøften, da lodsejerne mente, at vandløbet ikke var vedligeholdt tilstrækkeligt. Landbækgrøften er et ca. 2 km langt offentligt vandløb ved landsbyen Haldager uden for Aalborg. Den øverste halvdel af vandløbet er rørlagt, hvorefter det løber ud i en åben del, som udmunder i den nedre del af Ryå ved Limfjorden. Under tilsynet erkendte kommunen, at der som følge af sandaflejringer var behov for en ekstraordinær oprensning af vandløbet. Kommunen fastlagde derfor i et notat af 11. maj 2015 en plan for hurtig iværksættelse af vedligeholdelsen, som lodsejerne erklærede sig enig i. Kommunen aftalte derefter med en entreprenør, at denne skulle oprense vandløbet, hvilket blev påbegyndt den 10. juni 2015. Kort tid efter blev entreprenøren imidlertid bedt om at standse arbejdet af en af lodsejerne (A2), idet A2 ikke ønskede, at entreprenøren kørte i eller omkring hans jordbærmark af hensyn til afgrøderne. Det blev derfor aftalt, at lodsejerne skulle kontakte entreprenøren, når der igen måtte køres, hvilket dog ikke skete, og arbejderne blev derfor ikke genoptaget. I august 2015 rykkede lodsejernes talsmand kommunen for færdiggørelsen af vedligeholdelsesarbejdet, hvortil kommunen i begyndelsen af september oplyste, at entreprenøren havde afventet en melding fra lodsejerne om, at der igen kunne køres på markerne. Lodsejernes talsmand svarede, at han var enig i A2’s vurdering af, at arbejderne skulle standses, men anmodede nu kommunen om at færdiggøre oprensningen. Kort tid efter blev to marker med kartofler og jordbær oversvømmet efter et voldsomt regnvejr. Markejerne A1 og A2 rejste herefter et erstatningskrav mod kommunen for afgrødetab på ca. 1 mio. kr. hhv. 760.000 kr., idet lodsejerne gjorde gældende, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vedligeholdelse af Landbækgrøften. Kommunens forsikringsselskab indtrådte i sagen som mandatar for kommunen og påstod frifindelse. Under sagen blev der udmeldt syn og skøn, der bl.a. konkluderede, at det var overvejende sandsynligt, at det var sandaflejringer i rørene og opstuvning fra Ryå som følge af høj vandstand i Limfjorden, der var årsag til oversvømmelserne. I efteråret 2015 var oprensningen af Landbækgrøften blevet færdiggjort, og der var i den forbindelse blevet konstateret store mængder sand i den rørlagte del af vandløbet og i de omkringliggende brønde. På baggrund af sagsforløbet og skønserklæringen fandt byretten det ikke dokumenteret, at kommunen havde foretaget en klar og væsentlig fejl i deres sagsbehandling og derved handlet ansvarspådragende. Byretten lagde bl.a. vægt på, at entreprenørens arbejde var blevet standset af lodsejerne, at kommunen i begyndelsen af september 2015 havde været klar til at genoptage vedligeholdelsesarbejderne, hvilket skete i oktober, at regulativbestemmelserne om vedligeholdelsen af vandløbet ikke var formuleret detaljeret, og at den rørlagte del af vandløbet alene var reguleret af vandløbslovens § 27, stk. 1. Aalborg Kommune blev derfor frifundet. A1 og A2 ankede til landsretten, der lagde til grund, at der ikke tidligere havde været problemer med oversvømmelse af A1 og A2’s marker, og at kommunen havde foretaget tilstrækkelig vedligeholdelse af vandløbet frem til og med 2014. Spørgsmålet var derfor, om afgrødetabet som følge af oversvømmelsen i september 2015 skyldtes ”ansvarspådragende fejl eller forsømmelser begået af kommunen i forbindelse med pligten til at foretage ekstraordinær vedligeholdelse af grøften som aftalt på mødet den 4. maj 2015 og skitseret skriftligt den 11. maj 2015”. Landsretten lagde til grund, at entreprenørens arbejde i juni 2015 ikke blev afsluttet, idet entreprenøren fik at vide af A2, at han ikke måtte arbejde på hans jordbærmarker, og at entreprenøren ikke efterfølgende fik at vide, at han kunne genoptage arbejdet på grund af kommunikationsmisforståelser mellem lodsejernes talsmand, kommunen og entreprenøren. Det måtte også lægges til grund, at kommunen først den 2. september 2015 blev klar over, at entreprenøren ikke havde renset den rørlagte strækning af vandløbet og brøndene, og at markerne kort tid efter blev oversvømmet. Det kunne endvidere lægges til grund, at der allerede i maj 2015 var sand i brøndene og rørene, men at det ikke kunne afvises, at det var den store nedbørsmængde i september 2015, der havde tilstoppet rørene og ført til markoversvømmelsen samtidig med en opstuvning på grund af forhøjet vandstand i Ryå. Herefter fandt landsretten, at A1 og A2 ikke havde godtgjort, at kommunen ved sagsbehandlingen i forbindelse med de ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder havde begået en klar og væsentlig fejl og dermed handlet ansvarspådragende, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af kommunen.
Kommentar: Landsrettens præmisser er usædvanlige for en sag om erstatning for manglende vandløbsvedligeholdelse, hvilket formentlig må tilskrives dels den måde, hvorpå sagen var procederet, dels at vedligeholdelsesbestemmelserne i regulativet for Landbækgrøften fra 1997 har været mangelfulde. Regulativets indhold er ikke gengivet i dommen, men kommunens sagsbehandler forklarede under sagen, at der ikke var fastsat bestemmelser i regulativet i forhold til den rørlagte del af vandløbet, og at denne del derfor blev vedligeholdt af kommunen efter behov. Af kommunens anbringender fremgår videre, at der gennem en længere årrække havde været fulgt en praksis for ekstraordinær vedligeholdelse, der primært havde baseret sig på observationer og henvendelser fra lodsejerne i relation til både den åbne og rørlagte del af vandløbsstrækningen. Landsretten antog, at kommunens erstatningsansvar beroede på, om kommunen havde begået fejl i forbindelse med ”pligten til at foretage ekstraordinær vedligeholdelse af grøften som aftalt på mødet den 4. maj 2015”. Denne pligt synes således hverken at følge af vandløbslovens § 27, stk. 1, eller af vandløbsregulativet, men derimod af kommunens aftale med lodsejerne om, at kommunen ville foretage oprensning af vandløbet. Det må på den baggrund anses for tvivlsomt, om den kommunale taksationskommission havde været kompetent til at påkende erstatningskravet, hvis det havde været indbragt for kommissionen efter vandløbslovens § 73, hvilket dog efter det oplyste i sagen ikke skete. Havde taksationskommissionen omvendt været kompetent, synes det forudsat i motiverne til § 73, at indbringelse af kravet for taksationskommissionen er en forudsætning for, at kravet kan rejses ved domstolene, medmindre parterne er enige om, at sagen kan indbringes direkte for domstolene, jf. uddybende kommentarerne til MRF 2021.51 Mfk og MRF 2021.201 H. Hertil kommer, at kommunens erstatningsansvar i den konkrete sag efter landsrettens præmisser var betinget af, at kommunen ved sagsbehandlingen havde begået en ”klar og væsentlig fejl”, hvilket muligvis skal ses i lyset af, at kommunens ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder nærmest kan have haft karakter af en serviceydelse, hvor domstolene traditionelt har været tilbageholdende med at pålægge myndighederne et ansvar, jf. Bødker Madsen og Mørup i Pagh m.fl. (red.): Offentlige myndigheders erstatningsansvar, 2017, s. 179 ff., især s. 193 ff.