MRF 2022.246
Planklagenævnets afgørelse af 28. september 2022, j.nr. 22/05498
Kommunes afslag på landzonetilladelse til udslusningsfold i Naturnationalpark Gribskov beliggende i Natura 2000-område ændret til tilladelse med nyt vilkår om etablering af udsætningshegn og udsætning af dyr i naturnationalparken, idet udslusningsfold fandtes nødvendig for skovejendommens drift som naturnationalpark, jf. planlovens § 36, stk. 2, jf. § 35, og væsentlighedsvurdering i en VVM-screeningsafgørelse blev lagt til grund. Dissens.
Klagesagen omhandlede Naturstyrelsens ansøgning om landzonetilladelse til etablering af hegn til en udslusningsfold (boma) på ca. 700 m2 til de vilde dyr som krondyr, elge og stude, der efter transport ønskes udsat i Naturnationalpark Gribskov, som Miljøstyrelsen den 20. maj 2022 meddelte tilladelse til efter naturbeskyttelseslovens § 61 a, og hvor klage fra naboer over tilladelsen blev afvist i MRF 2022.218/2 Mfk. Den 1. april 2022 meddelte Gribskov Kommune afslag på landzonetilladelse, idet kommunen lagde til grund, at udslusningsfolden ville udgøre et selvstændigt anlæg/konstruktion til brug for en konkret ny anvendelse, og at folden ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af skoven og ville virke visuelt forstyrrende i landskabet. Naturstyrelsen påklagede afslaget og gjorde bl.a. gældende, at afslaget var usagligt, og at den ansøgte udslusningsfold var nødvendig for skovejendommens drift som naturnationalpark og dermed også urørt skov, da den var en forudsætning for sikring af gode dyrevelfærdsmæssige forhold i forbindelse med udsætning og indfangning af større, planteædende pattedyr. Naturstyrelsen mente, at ansøgningen skulle være behandlet efter planlovens § 36, stk. 2, jf. § 36, stk. 1, nr. 3, da udslusningsfolden var at sidestille med en erhvervsmæssig nødvendig driftsbygning for en skovejendom, der er udlagt til naturnationalpark og uberørt skov. I forbindelse med Miljøstyrelsens tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 61 a var udarbejdet en VVM-screening og en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, hvori bl.a. var anført: ”Opsætning af BOMA vil overvejende finde sted på allerede eksisterende vej og hvor den lapper ind over kortlagt skovhabitattype, vil der ikke ske arealinddragelse eller væsentlig negativ påvirkning af denne”, hvorfor Miljøstyrelsen konkluderede, ”at der overordnet ikke vil være en væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget [...] som følge af opsætning og vedligeholdelse af hegn i Naturnationalpark Gribskov, samt opsætning af BOMA i naturnationalparken”. Planklagenævnets flertal (10 mod 1) lagde til grund, at udslusningsfolden skulle sikre dyreværnsmæssigt gode forhold for dyrene og tjene skovejendommens drift som naturnationalpark, og at dette behov var af en anden art og omfang end ved traditionel skovdrift, hvorfor den fandtes omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og ansøgningen skulle bedømmes efter § 36, stk. 2, da afstanden til nærmeste bebyggelse var ca. 200 meter. Herefter fandt samme flertal, at der kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte placering og udformning af udslusningsfolden, da den understøttede driften af skoven som naturnationalpark, og da der ikke var væsentlige landskabsmæssige eller naturmæssige hensyn imod, idet flertallet ikke fandt grundlag for at ”tilsidesætte den foretagne Natura 2000-væsentlighedsvurdering i forhold til den ansøgte boma [udslusningsfold]”, der fremgik af VVM-screeningsafgørelsen for Naturnationalpark Gribskov. Nævnet ændrede herefter kommunens afslag til en landzonetilladelse med supplerende vilkår om, at der blev etableret et udsætningshegn og udsat dyr i Naturnationalpark Gribskov, samt at udslusningsfolden bliver fjernet et år efter, at den ikke længere er nødvendig for driften.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til tre kommentarer. Den ene er, at Planklagenævnet i afgørelsen har anlagt en udvidende fortolkning af landbrugs- og skovbrugsmæssig nødvendighed, idet det er rimeligt åbenbart, at formålet med naturnationalparken ikke er at drive skovbrug. Den anden bemærkning vedrører prøvelsen af landzonetilladelsens påvirkning af Natura 2000-område efter planhabitatbekendtgørelsens § 4. Ifølge nævnets afgørelse meddelte kommunen afslag på landzonetilladelse, hvorfor kommunens vurdering ikke er ledsaget af en væsentlighedsvurdering. Når Planklagenævnet ændrer afslaget til en landzonetilladelse, er Planklagenævnet som andre myndigheder omfattet af kravet om screening i planhabitatbekendtgørelsens § 4, og dette kan ikke klares alene med en henvisning til væsentlighedsvurderingen indeholdt i Miljøstyrelsens VVM-screening af tilladelsen til Naturnationalparken efter naturbeskyttelseslovens § 61 a, især ikke, da der i Miljøstyrelsens screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 ikke er taget endelig stilling til placering og udformning af udslusningsfolden. Hvis Planklagenævnet ændrer et afslag på landzonetilladelse til en tilladelse, må nævnet således af egen drift sikre, at der som minimum gennemføres en væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 4. For det tredje giver nævnets anonymisering af stednavne anledning til forundring, da det af åbenbare grunde ikke er hemmeligt, hvor udslusningsfolden er placeret. Det må derfor tilrådes, at nævnet udskifter den algoritme, som åbenbart står for anonymiseringen, med en menneskelig hjerne.