MRF 2022.230
Planklagenævnets afgørelse af 8. juli 2022, j.nr. 22/06705
Genoptaget Planklagenævnets stadfæstelse af kommunes landzonetilladelse til husstandsvindmølle med vilkår om flagermuskasser efter byrettens tilkendegivelse i MRF 2022.44 B, hvorefter kommunens afgørelse skulle ophæves og hjemvises, da nævnet på baggrund af byrettens tilkendegivelse fandt, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde vurderet, om vindmøllen kunne true opretholdelse af den økologiske funktionalitet af områdets bestand af flagermus.
Sagen angik opstilling af en 25 m høj husstandsmølle placereret ca. 20 m fra eksisterende lade på E’s ejendom. I april 2016 meddelte Stevns Kommune på baggrund af en VVM-screening landzonetilladelse til møllen, hvilket Planklagenævnet i december 2017 ophævede og hjemviste grundet manglende vurdering af projektets konsekvenser for flagermus (NMK-31-02005). I maj 2018 meddelte kommunen fornyet landzonetilladelse til møllen og traf samtidig screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at husstandsvindmøllen ikke var VVM-pligtig, idet kommunen vurderede, at der vil være få enkeltindivider af flagermus, der ville blive ramt af en møllevinge under deres fouragering, hvorfor den økologiske funktionalitet af området for flagermusene ville blive opretholdt. For at minimere en eventuel skadepåvirkning fastsatte kommunen vilkår om, at der blev opsat 1-5 isolerede flagermuskasser. Tilladelsen blev påklaget af en række naboer og Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling til Planklagenævnet, der i marts 2019 stadfæstede kommunens afgørelse med supplerende vilkår om mindst 2 isolerede vinterkasser til flagermus (se MAD 2019.36 Pkn). En af klagerne (A) indbragte Planklagenævnets afgørelse for byretten, hvor der under retssagen blev udmeldt syn og skøn til belysning af møllens påvirkning af flagermusbestanden. Byretten fandt på denne baggrund i tilkendegivelse i juni 2022, at Planklagenævnet ikke i tilstrækkeligt omfang havde taget højde for den risiko for forøgelse af uforsætlige drab af flagermus i området, som møllen kunne medføre, og at afgørelsen derfor var truffet på et mangelfuldt grundlag, hvorfor sagen måtte hjemvises til fornyet behandling i nævnet med henblik på yderligere belysning af forholdene vedrørende opretholdelse af den økologiske funktionalitet af områdets bestand af flagermus. Byrettens skriftlige tilkendegivelse blev efterfølgende tiltrådt af sagens parter (MRF 2022.44 B). Planklagenævnet genoptog herefter sagen, hvor nævnet lagde til grund, at det efter habitatdirektivets art. 12(1)(b) er forbudt forsætligt at forstyrre bilag IV-arter, og at der efter art. 12(1)(d) er forbud mod uagtsomt at beskadige og ødelægge yngle- og rasteområder, hvilket ifølge nævnet skal forstås som forbud at skade den økologiske funktionalitet af levestedet, hvilket skal være belyst, før der kan meddeles tilladelse. Planklagenævnet fandt herefter, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde foretaget den i planhabitatbekendtgørelsens § 7 krævede vurdering af, om opsætning af flagermuskasser var tilstrækkelig til at undgå en trussel mod den økologiske funktionalitet af områdets bestand af flagermus og ophævede og hjemviste med henvisning hertil kommunens landzonetilladelse.
Kommentar: Ophævelsen og hjemvisningen af landzonetilladelsen må anses for velbegrundet, da byrettens tilkendegivelse i MRF 2022.44 B på sin egen måde understreger, at det er kommunen som førsteinstans, der skal foretage den i planhabitatbekendtgørelsens § 7 krævede vurdering af påvirkning af bilag IV-arters yngle og rastepladser. Det må imidlertid anses for en mangel ved afgørelsen, at Planklagenævnet undlader at oplyse om muligheden for at bruge undtagelsen i planhabitatbekendtgørelsens § 8, særligt når det betænkes, at der er tale om en sag, der har varet mere end 8 år, og at det efter sagens oplysninger forekommer tvivlsomt, om der kan gives landzonetilladelse til en husstandsvindmølle uden at anvende undtagelse i planhabitatbekendtgørelsens § 8. Se tillige kommentaren til MRF 2022.44 B i relation til nævnets manglende stillingtagen til art. 12(1)(b).