MRF 2022.197
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. juni 2022, j.nr. 20/02542
Fredning af et område på ca. 70 ha stadfæstet med den ændring, at etablering af jagttårne af hensyn til de landskabelige værdier alene kunne ske med fredningsnævnets forudgående godkendelse.
Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlig del, traf den 14. januar 2020 afgørelse om at gennemføre en fredning af arealer ved Krogens og Hørbylund Møllebække i Frederikshavn Kommune. Fredningssagen var rejst af Danmarks Naturfredningsforening i maj 2017, og fredningsnævnet havde i januar 2019 truffet afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10, jf. § 8, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 3, om, at fredningsforslaget ikke var miljøvurderingspligtigt. Denne screeningsafgørelse blev ikke påklaget. Fredningen omfattede et areal på 70,57 ha, hvor omkring 0,07 ha var ejet af Frederikshavns Kommune, mens de resterende ca. 70,5 ha er ejet af 17 private lodsejere. Fredningsområdet var i sin helhed beliggende i landzone og var delvist omfattet af lokalplan nr. 6.02.0. fra 1980, ”150 kV højspændingsledning fra transformerstation ”Dybvad” sydvest for Badskær, syd og vest om Hørby, vest om Hørbykirke, øst om Torslev kirke til Sindal kommunegrænse sydvest for Stenhøj”, som havde til formål at sikre nødvendige rettigheder til fremføring af højspændingsledninger. Formålet med fredningen var at bevare og forbedre områdets landskabelige værdier og naturværdier, herunder levemulighederne for plante- og dyreliv, og at bevare og forbedre forholdene for områdets naturtyper, herunder særligt de lysåbne naturtyper samt sikre deres funktion som levested for sårbare arter, hvilket bl.a. omfattede gul stenbræk, engblomme, blank seglmos og kødfarvet gøgeurt samt at medvirke til at sikre Danmarks internationale forpligtelser med hensyn til at beskytte naturen. Det fremgik af fredningsbestemmelsernes § 4, stk. 3, at der ikke måtte anbringes udrangerede maskiner, tårne, campingvogne, vindmøller, tankanlæg, transformerstationer, master og lignende samt føres yderligere luftledninger overarealerne. Derimod var fredningen ikke til hinder for etablering jagttårne og jagtstiger, eller at den eksisterende højspændingsledning gennem området kunne fornys og renoveres i nødvendigt omfang af hensyn til forsyningssikkerheden. Der var i fredningsområdet registreret beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens § 3 på 58 ha i form af overdrev, mose, hede, eng, sø og vandløb. Af det fredede areal var 11,52 ha endvidere omfattet af åbeskyttelseslinjen, og 2,31 ha var registreret som fredskov. Fredningen blev påklaget af en lodsejer, der bl.a. anførte, at fredningen var et stort indgreb i lokalområdet, at fredningsområdet henlå uberørt og uden forstyrrelser eller påvirkninger, og at store dele af fredningsområdet allerede var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt efter en afvejning af hensynene i naturbeskyttelseslovens § 1, at området var fredningsværdigt og skulle fredes. Nævnet lagde vægt på, at området rummede væsentlige naturmæssige og landskabelige værdier, som var afspejlet i fredningens formålsbestemmelse. Nævnet havde desuden vurderet, at fredningen burde gennemføres for at sikre og forbedre forholdene for områdets naturtyper og for at sikre deres funktion som levested for sjældne og sårbare arter. Ifølge nævnet burde fredningsbestemmelsernes § 4, stk. 3, om bebyggelse og anlæg dog ændres, så fredningen ikke var til hinder for etablering af jagttårne og jagtstiger, men at etablering af disse af hensyn til de landskabelige værdier kun kunne ske med fredningsnævnets forudgående godkendelse af placering og udseende. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede med denne ændring af § 4, stk. 3, fredningen.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af indsigelser fra lodsejer giver ikke anledning til bemærkninger. Derimod giver fredningsnævnets afgørelse fra januar 2019 efter miljøvurderingslovens § 10 anledning til en principiel bemærkning, selv om denne afgørelse ikke indgik i klagesagen, og klagefristen efter miljøvurderingsloven var udløbet. Det fremgår således af fredningen, at der fastsættes ramme for fornyelse af en eksisterende højspændingsledning, således at fredningen ikke er til hinder for udskiftning af højspændingsledningen af hensyn til forsyningssikkerheden. Dette kan sammenholdes med, at højspændingsledninger er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 21, hvis der er af en længde på over 15 km. Såfremt højspændingsledningens længde er over 15 km, vil dette formentlig betyde, at der vil være obligatorisk miljøvurdering af fredningskendelsen efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, da fredningskendelsen afsiges af en statslig myndighed og indeholder rammer for udskiftning af højspændingsledningen. Dette forudsætter dog, at disse rammer kan siges at udgøre en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for projektets gennemførelse, navnlig med hensyn til placering, art, størrelse og betingelser for drift af projektet eller ved tildeling af midler hertil, jf. sag C-300/20, Bund Naturschutz in Bayern (MRF 2022.10) om en tysk landskabsbeskyttelsesbekendtgørelse. Selv om fredningsnævnet tidligere havde truffet en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10, er Miljø- og Fødevareklagenævnet formentlig af egen drift forpligtet til at påse, at der ikke afsiges fredningskendelser i sager, hvor der er obligatorisk miljøvurderingspligt. Se til illustration MRF 2021.358 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede kommuneplantillæg og lokalplan for solcelleanlæg på 67 hektar, fordi der ikke var tale om en mindre geografisk område på lokalt plan, uanset at klagefristen over kommunens screeningsafgørelse var udløbet, da lokalplanen blev påklaget.