MRF 2022.191
Retten i Sønderborgs dom af 21. september 2022, sag K02-5250/2022
Anklagemyndigheden mod T
Bøde og tvangsbøder for ikke at efterkomme kommunes påbud om at forbedre spildevandsrensning, idet Miljøstyrelsen havde vurderet, at ejendommen bidrog til forurening af vandløb, og da de påbudte foranstaltninger ikke stod i misforhold til den forventede rensning. [Anket - se MRF 2023.256 V]
Sagen angik udledning af spildevand fra T’s ejendom til vandløb A, der løb ud i vandløb B, som igen løb ud i vandløb C. Der var ikke i vandplanen for 2009-15 fastsat miljømål for vandløb A, hvorimod både vandløb B og C var målsat. I vandløb B var miljømålet opfyldt, mens der ikke var målopfyldelse i vandløb C, som befandt sig i faunaklasse 4 med målsætning om faunaklasse 5. I juni 2016 meddelte Tønder Kommune påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, til T om forbedret spildevandsrensning. Da påbuddet ikke blev efterkommet, blev der rejst straffesag mod T, hvor anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf og idømmelse af tvangsbøder, indtil påbuddet blev efterkommet. T påstod frifindelse med henvisning til, at påbuddet var ugyldigt. Det var ubestridt, at der fra T’s ejendom blev udledt spildevand til vandløb A, som blev ledt videre til vandløb B og C. Byretten lagde til grund, at T’s ejendom var beliggende i et område, der i den dagældende region- og vandplan var udpeget som et område med renseklasse SO. Byretten anså det endvidere for godtgjort, at T’s ejendom bidrog til forureningen af vandløb C, idet ejendommen var beliggende inden for det opland, som Miljøstyrelsen havde vurderet bidrog til forurening af vandløb C med spildevand. Hertil kom, at der efter den kommunale sagsbehandlers forklaring ”ikke differentieres til, om forureningen skyldes spildevand eller faktiske forhold i denne type sager, idet Miljøstyrelsen, ved udstedelse af kort over oplandet herved har vurderet, at ejendomme inden for området på kortet bidrager til forurening med spildevand”. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at udledningen af spildevand fra T’s ejendom undervejs til vandløb C passerede vandløb B, hvor miljømålet var opfyldt. Påbuddet var derfor gyldigt, idet byretten bemærkede, at påbuddet ikke var uproportionalt, da de påbudte foranstaltninger ikke var af ekstraordinær karakter og ikke stod i misforhold til den forventede rensning af spildevandet fra den enkelte ejendom som led i en samlet løsning af forureningsproblemerne. T blev på den baggrund idømt en bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 1.000 kr., indtil kommunens påbud var efterkommet.
Kommentar: Sagen ligner MAD 2019.253 Ø og MAD 2019.254 Ø, hvis præmisser byretten synes at have været inspireret af. Dommen indeholder kun få oplysninger om kommunens påbud, men efter den kommunale sagsbehandlers forklaring og byrettens begrundelse må sagen forstås sådan, at kommunen ikke havde foretaget konkrete målinger eller set på de enkelte klassificeringer for vandløbene, men at påbuddet alene var udstedt på grundlag af Miljøstyrelsen vurdering, hvorefter spildevand fra bl.a. T’s ejendom var årsag til forureningen i vandløb C. Mens det er korrekt, at udstedelse af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 ikke i alle tilfælde kræver konkrete målinger, skal afgørelsen dog bero på en konkret vurdering, jf. U 2002.1820 H. Det må anses for tvivlsomt, om kommunen havde foretaget en sådan konkret vurdering, såfremt grundlaget for påbuddet alene var Miljøstyrelsens vurdering af afløbsforholdene i oplandet og forureningen af det målsatte vandløb. Dette underbygges endvidere af byrettens noget uklare bemærkning om, at der ifølge den kommunale sagsbehandler ”ikke differentieres til, om forureningen skyldes spildevand eller faktiske forhold”.
(NB: Dommen er anket - se MRF 2023.256 V.)