MRF 2022.19
Vestre Landsrets dom af 1. februar 2022, 13. afd., sag S-2127-20
(Peter Buhl, Henrik Estrup og Gitte Kuhlwein (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Birgitte Nygaard Christensen)
Landmand frifundet for ikke at efterkomme påbud om retablering af jorddige i beplantet område, da der trods kortmateriale, luftfotos og forklaring fra tidligere ejer ikke var ført det fornødne bevis for, at der havde været et beskyttet dige på strækningen.
T var tiltalt for overtrædelse af et lovliggørelsespåbud og museumslovens § 29 p, stk. 1, ved at have undladt at retablere ca. 90 m af et jorddige, som han i 2008-10 havde fjernet af dyrkningsmæssige årsager. I Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) forud for 1992 var diget optegnet som en del af et sammenhængende dige i zigzag. Slots- og Kulturstyrelsen modtog i 2008 en anmeldelse af fjernelsen og varslede i december 2014 påbud om retablering af digestykket. T indgav herefter ansøgning om lovliggørende dispensation til Ringkøbing-Skjern Kommune, der meddelte afslag, hvilket i juni 2016 blev stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet (NMK-600-00104). T gjorde under klagesagen gældende, at der ikke havde været tale om et beskyttet dige, men at han på strækningen kun havde fjernet et læhegn med en sammenhængende trærække, der stod på plan mark. Natur- og Miljøklagenævnet afviste dette med henvisning til, at jorddiget var angivet på kortværket, og at det af T anførte ikke kunne føre til et andet resultat. På baggrund heraf udstedte Slots- og Kulturstyrelsen i december 2016 påbud til T om at retablere diget. Da T ikke efterkom påbuddet, blev der rejst en straffesag mod T, hvor anklagemyndigheden påstod bødestraf på 10.000 kr. og tvangsbøder. T nægtede sig skyldig og fastholdt, at der ikke havde været tale om et beskyttet dige. Under sagen forklarede en tidligere ejer af T’s ejendom, der i 2002 havde solgt ejendommen til T, at der på den omtvistede strækning altid havde været et dige med en højde på 50-70 cm beplantet med nåletræer. Byretten fandt, at historisk kortmateriale tilbage til 1800-tallet, luftfotos og den tidligere ejers forklaring støttede, at der på strækningen i en lang årrække havde bestået et beskyttet dige. Heroverfor kunne T’s forklaring ikke tillægges betydning, bl.a. fordi T uden forudgående dispensation eller undersøgelser havde fjernet diget og dermed afskåret myndighedernes mulighed for at vurdere dets tilstand. Byretten fandt hverken grundlag for at tilsidesætte kommunens og Natur- og Miljøklagenævnets afslag på dispensation eller for at statuere retsfortabende passivitet, hvorfor T fandtes skyldig og blev idømt en bøde på 10.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 4.000 kr., indtil lovliggørelsespåbuddet blev efterkommet. T ankede til landsretten og fremlagde her en erklæring fra en landinspektør, der på baggrund af luftfotos og stereoskopi og en undersøgelse på baggrund af data fra den landsdækkende højdemodel fra 2007 konkluderede, at der ikke havde været et dige med en højde på 0,65 m på den pågældende strækning. Af erklæringen fremgik videre, at de koter, der udledes fra den landsdækkende højdemodel i beplantede områder, erfaringsmæssigt kan være op til 40-50 cm højere end det faktiske terræn. Under hovedforhandlingen forklarede landinspektøren videre, at en anden del af det samlede dige (strækning 7) på et såkaldt hillshade-foto fra højdemålingen fra 2015 ligeledes fremstod som et dige beplantning, men at strækningen i virkeligheden var flad ”som en pandekage”. En medarbejder fra Slots- og Kulturstyrelsen bestred omvendt, at det havde været usagligt at anvende den landsdækkende højdemodel til at bestemme jorddigets dimensioner, da målingerne frasorterede bevoksningen. Landsretten fandt, at både landinspektørens og Slots- og Kulturstyrelsens forklaringer fremstod sikre og troværdige. Navnlig på baggrund af landinspektørens oplysninger om strækning 7, der på hillshade-fotos fra både 2007 og 2015 fremstod på samme måde som det fjernede digestykke, fandt landsretten imidlertid efter en samlet vurdering, at der ikke var ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for, at T var skyldig. Forklaringen fra den tidligere ejer kunne ikke føre til et andet resultat, hvorfor T blev frifundet.
Kommentar: Landsrettens dom er udtryk for det høje beviskrav, der stilles under en straffesag om lovliggørelse af forhold, der ligger tilbage i tid, og hvor det eneste bevismateriale ofte udgøres af kortmateriale og mere eller mindre velegnede luftfotos. Med dommen er der desuden skabt tvivl om anvendeligheden af højdemodellerne til at bestemme højden af jorddiger i beplantede områder. Efter dommen henstår det i det uvisse, om Slots- og Kulturstyrelsens opfattelse er korrekt, hvorefter målingerne, som højdemodellen er baseret på, kan frasortere al bevoksning. Frifindelsen kan sammenholdes med straffesagerne i MAD 1997.108 B, U 2004.2526 V og MRF 2021.211 Ø, der alle angik retablering af jorddiger og endte med domfældelse af tiltalte. Derimod skete der frifindelse i TfK 2020.1079 V, idet amtet i 1996 havde meddelt en dispensation fra digebeskyttelsen til at foretage beplantning på en strækning, som var vanskelig forenelig med opretholdelsen af et eventuelt tidligere jorddige på strækningen. Se også MRF 2022.27 V med kommentaren om beviskravet i civile sager.