MRF 2022.169
Vestre Landsrets dom af 14. juni 2022, 9. afd., sag S-1246-21
(Dorte Jensen, Henrik Bjørnager Nielsen og Anders Raagaard)
Anklagemyndigheden mod A (adv. Mette Hjøllund-Jensen)
T idømt bøde og månedlige tvangsbøder for ikke at efterkomme Kulturstyrelsens påbud fra 2012 efter museumslovens § 29 o om retablering af beskyttet dige, idet lang sagsbehandlingstid i betydelig grad skyldtes T.
T var tiltalt for overtrædelse af museumslovens § 40 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 29 o, stk. 4, ved at have undladt at efterkomme Kulturstyrelsens påbud af 5. november 2012 om at reetablere et beskyttet dige på sin ejendom. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf og påstand om månedlige tvangsbøder. Kolding Kommune havde den 21. august 2012 truffet afgørelse om afslag på T's ansøgning om lovliggørende dispensation til at fjerne en ca. 300 m lang strækning af et jorddige, der var beskyttet efter museumslovens § 29 a, stk. 1. På dette grundlag meddelte Kulturstyrelsen den 5. november 2012 påbud til T om inden 1. april 2013 at retablere diget, jf. museumslovens § 29 o, stk. 4, og 29 p, stk. 1. Fristen blev efterfølgende forlænget til 1. maj 2013 og senere til 1. maj 2014, men påbuddet var ifølge museumsinspektør B ikke opfyldt den 16. juni 2014, hvilket hun samme dag underrettede Kulturstyrelsen om. T havde påklaget Kolding Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til Natur- og Miljøklagenævnet, der ved afgørelse af 30. januar 2013 stadfæstede kommunens afgørelse, idet nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der var tale om et beskyttet dige omfattet af museumslovens § 29 a, og at der ikke var tale om et ”særligt tilfælde”, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til fjernelse af diget. T anmodede efterfølgende Natur- og Miljøklagenævnet om genoptagelse af sagen, men dette blev den 6. december 2013 afslået af nævnet. T lagde herefter sag an mod Natur- og Miljøklagenævnet med påstand om genoptagelse. Ved en byretsdom af 14. januar 2016 blev Natur- og Miljøklagenævnet frifundet for at genoptage sagen, idet retten lagde vægt på en skønserklæring om, at diget havde været på stedet i hvert fald frem til 1989, og idet retten ikke fandt det godtgjort, at to fremlagte erklæringer indeholdt nye oplysninger af så væsentlig betydning, at sagen skulle genoptages. Der blev den 21. marts 2019 indleveret anklageskrift til byretten. Byretten fandt det bevist, at T ikke forud for den seneste frist den 1. maj 2014 og stadig ikke havde efterkommet Kulturstyrelsens påbud af 5. november 2012 om at retablere diget. Byretten fandt herefter – efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder gennemgang af fremlagt kortmateriale – at diget var omfattet af beskyttelsen i museumsloven, og at Kulturstyrelsen havde meddelt påbuddet med rette. T var derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen og blev idømt en bøde på 5.000 kr. samt månedlige tvangsbøder på 2.000 kr., til påbuddet var opfyldt, idet byretten ikke fandt grundlag for at lade bøden bortfalde eller nedsætte grundet den lange sagsbehandlingstid, da sagsbehandlingstiden i ikke ubetydeligt omfang beroede på T’s forhold. T indbragte sagen for landsretten, der på baggrund af bevisførelsen stadfæstede byrettens dom i henhold til dens grunde og med bemærkning om, at der ikke var grundlag for at nedsætte bøden eller tvangsbøderne.
Kommentar: Oplysningerne i resuméet er baseret på byrettens og landsrettens domme. Det er ikke lykkedes MRF’s redaktion at finde byrettens dom fra januar 2016, men på Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsportal er offentliggjort Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 6. december 2013, hvor nævnet afviste at genoptage nævnets stadfæstelse af Kolding Kommunes afslag på lovliggørende dispensation efter museumslovens § 29 j, stk. 2, til at fjerne det beskyttede dige, og hvor Kulturstyrelsens påbud fra 2012 omtales (NMK-600-00038). Forløbet hænger sammen med, at kompetencen til at dispensere er delt i museumslovens § 29 j, således at det efter § 29 j, stk. 1, alene er Kulturstyrelsen, der kan dispensere fra forbuddet mod tilstandsændringer af fortidsminder i § 29 a, mens kommunerne efter § 29 j, stk. 2, i særlige tilfælde kan dispensere fra forbuddet i § 29 a mod at ændre tilstanden i jord- og stendiger, som ikke er fortidsminder. I forhold til overtrædelse af både § 29 a og § 29 e er det dog Kulturstyrelsen, der er tilsynsmyndighed. Denne kompetencedeling er forklaringen på, at Natur- og Miljøklagenævnet i 2013 behandlede klage over Kolding Kommunes afslag på lovliggørende dispensation på et tidspunkt, hvor Kulturstyrelsen forinden havde påbudt fysisk lovliggørelse. Da ejeren ved retssag anfægtede klagenævnets afslag på lovliggørende dispensation, forekommer det velbegrundet ikke at håndhæve lovliggørelsespåbuddet fra Kulturstyrelsen før den frifindende dom i 2016. Men det er herefter vanskelig at forstå, hvorfor der skulle gå yderligere tre år, før der blev rejst strafferetlig tiltale mod ejeren for ikke at efterkomme påbuddet fra 2012. Om konsekvenserne af den særegne kompetencedeling i museumsloven se tillige MRF 2021.211 Ø med kommentar.