MRF 2021.95
Vestre Landsrets dom af 26. marts 2021, sag BS-16229/2020-VLR (2. afd.)
(Astrid Bøgh, Henrik Twilhøj og Mathias Staugaard Nielsen (kst.))
A ApS (adv. Bjarne Aarup) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Da afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan ikke var påklaget rettidigt, var spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om et ulovligt forhold, og om der kunne meddeles dispensation, retskraftigt afgjort under efterfølgende klagesag vedr. påbud om fysisk lovliggørelse.
Sagen omhandlede en ejendom i Vejle Kommune, der var ejet af C ApS. A ApS ved direktør B havde som bruger af ejendommen opsat en LED-skærm/reklameskærm på ejendommens facade. Ejendommen var omfattet af lokalplan 142 fra 1999, hvoraf bl.a. fremgik (pkt. 3.4), at facadeskilte skulle udføres som enkeltstående bogstaver på bygningen, og at skilte ikke måtte have en reflekterende overflade eller gennemlyste skilteflader. Vejle Kommune varslede den 29. maj 2017 påbud efter planlovens § 51 til C ApS om at lovliggøre forholdet ved at fjerne skiltningen, og lovliggørelsespåbuddet blev meddelt til C ApS den 16. juni 2017. B ansøgte herefter om lovliggørende dispensation fra lokalplanen, hvilket kommunen afslog ved afgørelse af 14. august 2017, der blev meddelt C ApS, idet kommunen fortsat ønskede en restriktiv administration af lokalplan 142 omkring lysskilte, herunder særligt LED/digitale skærme. Den 24. august 2017 påklagede A ApS kommunens afgørelser af 16. juni og 14. august 2017 til Planklagenævnet, hvorved det blev klart, at den pågældende LED-skærm tilhørte A ApS som bruger af ejendommen. Kommunen traf derfor den 13. september 2017 ligeledes afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplanen i forhold til A ApS, der i al væsentlighed var identisk med afslaget af 14. august 2017. Kommunen meddelte den 22. september 2017 påbud om lovliggørelse af LED-skærmen til A ApS, der i al væsentlighed var identisk med lovliggørelsespåbuddet af 16. juni 2017. Påbuddet blev alene sendt til A ApS’ advokat. Den 2. oktober 2017 påklagede A ApS tillige afgørelserne af 13. september og 22. september 2017 til Planklagenævnet. Planklagenævnet bad den 10. oktober 2017 A ApS’ advokat oplyse, om A ApS ville oprette i alt fire klagesager, ligesom nævnet oplyste, at A ApS i lyset af Vejle Kommunes nye afgørelser af 13. september og 22. september 2017 kunne vælge at frafalde den tidligere klage mod, at klagegebyret i denne sag ville blive tilbagebetalt. På denne foranledning bad A ApS’ advokat Vejle Kommune om at bekræfte, ”at det alene er nødvendigt at påklage Vejle Kommunes påbud af 22. september 2017. Dette er i givet fald udtryk for, at det ikke er nødvendigt at påklage de tre andre afgørelser […], idet Planklagenævnets afgørelse vedrørende Vejle Kommunes påbud af 22. september 2017 vil blive lagt til grund for de øvrige afgørelser/parter”. Kommunen meddelte, at den var indforstået hermed, hvorefter A ApS over for Planklagenævnet alene fastholdt klagen vedr. lovliggørelsespåbuddet af 22. september 2017.
Den 1. marts 2018 ophævede Planklagenævnet kommunens påbud af 22. september 2017 med henvisning til, at kommunen ikke havde sendt påbuddet direkte til A ApS som bruger af ejendommen, men alene til dennes advokat. Herefter meddelte Vejle Kommune den 29. juni 2018 et nyt lovliggørelsespåbud direkte til A ApS, som i al væsentlighed var identisk med påbuddet af 22. september 2017. Dette påbud blev tillige påklaget af A ApS til Planklagenævnet, der imidlertid den 22. november 2018 afviste klagen. Afvisningen blev begrundet med, at kommunen den 14. august og 13. september 2017 havde truffet afgørelser om, at LED-skærmen var i strid med lokalplanen, og at der ikke kunne meddeles lovliggørende dispensation. Kommunens lovliggørelsespåbud af 29. juni 2018 måtte forstås sådan, at påbuddet var givet på baggrund af afslagene på dispensation, og at kommunen ikke i forbindelse med udstedelse af det nye påbud havde foretaget en ny vurdering af muligheden for at give dispensation fra lokalplanen. Planklagenævnet konstaterede, at afgørelsen af 14. august 2017 var blevet påklaget, men at A ApS havde frafaldet klagen, mens afgørelsen af 13. september 2017 ikke var blevet påklaget. Da lovliggørelsespåbuddet af 29. juni 2018 måtte anses for en håndhævelse af de to bagvedliggende afgørelser, der stod ved magt, kunne Planklagenævnet alene forholde sig til gyldigheden af påbuddet af 29. juni 2018, men derimod ikke om forholdet var i strid med lokalplanen. Da klagen alene angik forhold vedrørende de bagvedliggende afgørelser, blev klagen derfor afvist.
A ApS anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse af 29. juni 2018 om afvisning af klagen skulle hjemvises til fornyet behandling. Planklagenævnet påstod frifindelse. Byretten fandt, at Vejle Kommune med sine afgørelser af 14. august og 13. september 2017 om afslag på lovliggørende dispensation havde taget stilling til, at forholdet var i strid med lokalplanen. A ApS havde rettidigt påklaget kommunens afgørelser af 14. august, 13. september og 22. september 2017, men A ApS havde efterfølgende over for Planklagenævnet frafaldt/tilbagekaldt klagerne over kommunens afslag på dispensation. Det forhold, at der måtte være en fælles forståelse mellem kommunen og A ApS om betydningen heraf, havde ikke retligt bindende virkning for Planklagenævnet. Byretten bemærkede, at kommunens påbud af 22. september 2017 blev ophævet af Planklagenævnet som følge af en formalitetsmangel, og at den retlige følge heraf ikke var, at alle kommunens tidligere afgørelser samtidig skulle anses ophævet. Det fornyede påbud af 29. juni 2018 var givet til gennemtvingelse af afslaget på lovliggørende dispensation, og kommunen havde ikke foretaget en ny vurdering af, om forholdet var i strid med lokalplanen, eller truffet ny afgørelse om dispensation. Der var derfor intet belæg for, at der løb en ny klagefrist for dispensationsafgørelsen, hvorfor der ikke forelå en rettidig klage herover. Under disse omstændigheder fandt retten det godtgjort, at kommunens afgørelser af 14. august og 13. september 2017 var retskraftige, da Planklagenævnet behandlede klagen over påbuddet af 29. juni 2018, og at der var gjort endeligt op med, om forholdet var i strid med lokalplanen og lighedsgrundsætningen. En prøvelse af lovligheden og gyldigheden af disse afgørelser var derfor udelukket under en senere sag, og Planklagenævnet havde derfor med rette afvist at behandle klagen over påbuddet, da dette i realiteten ville indebære en prøvelse af kommunens endelige afslag på dispensation. Planklagenævnet blev derfor frifundet.
A ApS ankede dommen til landsretten, der bemærkede, at det fremgik af et brev fra B til Vejle Kommune af 27. juni 2017, at B havde modtaget kommunens (varsel om) påbud af 29. maj 2017, at B ikke var enig i kommunens vurdering af, at LED-skærmen var i strid med lokalplan 142, og at B derfor ønskede at søge om dispensation fra lokalplanen. Ved brev af 13. september 2017 meddelte Vejle Kommune, at dispensationsansøgningen havde været drøftet på Teknisk Udvalgs formandsmøde, og at der på mødet blev truffet afgørelse om ikke at imødekomme ansøgningen, da kommunen fortsat ønskede en restriktiv administration af lokalplan 142 omkring lysskilte. På denne baggrund fandt landsretten som byretten, at Vejle Kommune ved afgørelsen af 13. september 2017 havde taget stilling til, at ophængningen af A ApS’ LED-skærm efter kommunens vurdering var i strid med lokalplansbestemmelsen om lysskilte mv., og at ApS ikke kunne have været i tvivl herom. Da landsretten i øvrigt var enig i byrettens begrundelse og resultat, og da det, der var anført for landsretten, ikke kunne føre til en anden vurdering, blev byrettens dom stadfæstet.
Kommentar: Dommen viser, at det af hensyn til en senere domstolsprøvelse og søgsmålsfrist er afgørende, at klageren er meget opmærksom på præcis, hvad der påklages til Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet, særligt i en lovliggørelsessituation, hvor der ofte træffes separate afgørelser vedr. afslag på lovliggørende dispensation hhv. påbud om fysisk lovliggørelse. Landsrettens supplerende begrundelse indikerer dog, at resultatet kunne være blevet et andet, hvis landsretten havde ment, at der havde foreligget en mere kvalificerende undskyldelig vildfarelse hos sagsøgeren. Resultatet i sagen er på linje med f.eks. MAD 2018.204 V og MAD 2012.352 Ø og kan desuden sammenholdes med Højesterets dom af 19. maj 2021 om vandløbsloven (sag BS-27971/2020-HJR) [MRF 2021.200 H]. Konsekvensen af de nævnte domme er, at det må anbefales den private, der er utilfreds med en eller flere forvaltningsafgørelser, enten at påklage alle afgørelser ved en bredt formuleret klage eller allerede ved indgivelsen af klage til klagenævnene at antage en advokat med kendskab til retsområdet. Alternativt kan den private gå direkte til domstolene, hvor sammensuriet af mulige begrænsninger af domstolsprøvelsen, der opstår som følge af rekursbehandlingen, langt hen ad vejen vil kunne undgås. I en situation, som den, A ApS var endt i, er den eneste mulighed for den private for at opnå en prøvelse af spørgsmålet, om der reelt er tale om et ulovligt forhold – noget paradoksalt – at den private undlader at efterkomme lovliggørelsespåbuddet, hvorefter der under en eventuelt efterfølgende straffesag kan ske en præjudiciel prøvelse af dette spørgsmål, uanset om klage- og søgsmålsfrister for afgørelserne er sprunget. Der savnes indtil videre en holdbar løsning på denne uheldige refleksvirkning af forskellen på klage- og søgsmålsfristers betydning i civile sager hhv. straffesager. Se tillige MAD 2008.1867 V, hvor afslag på behandling af VVM-ansøgning begrundet med kontinuitetsbrud efter planlovens § 56 blev afvist prøvet med henvisning til søgsmålsfrist i forhold til indskærpelse efter miljøbeskyttelsesloven, samt kritisk hertil Pagh: TfM 2009.67.