MRF 2021.86

EU-Domstolens dom af 25. marts 2021, 6. afd., sag C-565/19 P, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet

Private borgere og en forening havde ikke søgsmålskompetence til anfægtelse af EU’s ”klimalovgivningspakke” fra 2018, der havde til formål at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 40 % i 2030.

Både EU og en række medlemsstater er parter til Kyoto-protokollen til FN’s rammekonvention om klimaændringer. I regi heraf blev Parisaftalen indgået i 2015, der bl.a. pålægger parterne at vedtage de såkaldte nationalt bestemte bidrag (NDC) med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser. I 2018 vedtog EU en lovgivningspakke bestående af tre retsakter, der havde til formål at overholde de fastsatte NDC’er og nedbringe udledningen af drivhusgasser i overensstemmelse med EU’s daværende klimamålsætning om 40 % reduktion i 2030 i forhold til 1990-niveau. Det drejede sig om direktiv 2018/410 om ændring af kvotedirektivet (2003/87), forordning 2018/841 om klima- og energirammen for 2030 samt forordning 2018/842 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030. I maj 2018 lagde 36 personer bosiddende både inden og uden for EU samt en svensk forening for unge samere sag an ved Retten med påstand om annullation af de tre retsakter efter TEUF art. 263. Sagsøgernes hovedanbringende var, at EU’s ambitionsniveau i forhold til reduktionen af udledning af drivhusgasser ikke var tilstrækkelig høj, og at EU har kapacitet til at reducere udledningen med op til 50-60 %. Med hensyn til deres søgsmålskompetence gjorde sagsøgerne navnlig gældende, at retsakterne krænkede deres menneskerettigheder, og mens denne ret – ligesom andre menneskerettigheder såsom retten til livet – i princippet tilkommer enhver, er påvirkningen af klimaforandringerne og dermed overtrædelsen af menneskerettighederne unik og forskellig for hver enkel borger. Sagsøgerne nedlagde tillige påstand om erstatning i medfør af TEUF art. 340 ”i form af et foreløbigt påbud” til Europa-Parlamentet og Ministerrådet om iværksættelse af foranstaltninger til reduktion af udledningen af drivhusgasser med 50-60 % i 2030. Retten udskilte formalitetsspørgsmålet til særskilt afgørelse og traf i maj 2019 kendelse om at afvise søgsmålet (sag T‑330/18), idet sagsøgerne ikke fandtes at være individuelt berørt af de tre retsakter som krævet efter TEUF art. 263(4). Retten fandt det ikke godtgjort, at de anfægtede retsakter krænkede sagsøgernes menneskerettigheder og udskilte dem individuelt fra alle andre fysiske og juridiske personer. Selvom klimaforandringerne vil kunne påvirke mennesker på forskellig vis afhængig af vedkommendes personlige forhold, indebærer dette ikke, at retsakterne udsondrer sagsøgerne individuelt. I øvrigt henviste Retten til, at de tre retsakter forudsætter yderligere implementering på både EU- og medlemsstatsniveau, og at sagsøgerne derfor efter omstændighederne vil have mulighed for at anfægte gyldigheden af de tre retsakter enten i medfør af TEUF art. 277 (den såkaldte uanvendelighedsindsigelse) eller ved anlæg af sag ved de nationale domstole og dér anmode om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Retten fandt ligeledes, at den svenske forening manglede søgsmålskompetence, idet foreningen ikke var individuelt berørt, ikke repræsenterede medlemmer, der var individuelt berørt, og ikke ved lov var tillagt søgsmålskompetence. Hvad angik sagsøgernes påstand om erstatning i form af et foreløbigt påbud, bemærkede Retten, at muligheden for at anlægge erstatningssøgsmål efter TEUF art. 340 principielt ikke er afhængig af, om sagsøgerne er søgsmålskompetente efter TEUF art. 263, men dog begrænses af princippet om retsmisbrug. Dette indebærer, at der ikke kan anlægges et erstatningssøgsmål, såfremt den erstatningssøgende reelt forsøger at opnå det samme resultat som en annullation af en retsakt, når sagsøgeren mangler søgsmålskompetence i annullationssøgsmålet. Retten fandt, at sagsøgerne med erstatningspåstanden ikke søgte at opnå erstatning for påståede individuelle tab, men derimod et foreløbigt påbud til EU, hvis formål reelt var at opnå en ændring af de anfægtede retsakter. På denne baggrund blev også erstatningspåstanden afvist. Sagsøgerne appellerede kendelsen til Domstolen, der ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rettens vurdering af, at sagsøgerne ikke var individuelt berørt og derfor ikke havde søgsmålskompetence, idet Domstolen bl.a. bemærkede, at det ikke for Retten var gjort gældende, at den svenske forening var søgsmålskompetent som ”a collective defending a collective good”, hvorfor dette ikke kunne prøves af Domstolen. Domstolen var også enig med Retten i, at sagsøgerne med påstanden om erstatning i form af et foreløbigt påbud i realiteten søgte at opnå det samme resultat som med annullationspåstanden, hvorfor det samlede søgsmål med rette var blevet afvist.

Kommentar: Sagen, der er blevet omtalt som ”Folkets klimaretssag”, blev den første af slagsen for EU-Domstolen. Henset til EU-Domstolens restriktive retspraksis vedr. søgsmålsbetingelserne i TEUF art. 263(4), jf. f.eks. sag C-352/19 P (MRF 2020.21), er EU-Domstolens afvisning af annullationspåstanden ikke overraskende, og Domstolen viste ikke tegn på at liberalisere søgsmålsadgangen, blot fordi sagen drejer sig om klimaforandringer. Et interessant aspekt i sagen er desuden, at dommen kan læses som en forudsætningsvis anerkendelse af, at TEUF art. 340 om EU’s erstatningsansvar kan danne grundlag for et krav om foreløbigt påbud over for EU’s institutioner med det formål at undgå, at sagsøgerne vil lide et forestående kausalt tab som følge af EU’s påståede retsstridige adfærd. I dette lys er det imidlertid næppe overraskende, at også denne påstand blev afvist som følge af manglende søgsmålskompetence. Resultatet ville antageligt være blevet det samme efter dansk ret, hvor det i teorien antages, at søgsmålsretten til begæring af foreløbige retsmidler efter retsplejelovens §§ 413-415 ikke er videre end adgangen til at anlægge almindelige civile søgsmål, jf. f.eks. Gomard, Fogedret, 4. udg., 1997, s. 389 ff. og Salung Petersen m.fl., Judicielle forbud/påbud og immaterialretsproces, 2015, s. 66 og 84 f. Endelig er det værd at bemærke, at umiddelbart efter afsigelsen af EU-Domstolens dom i sag C-565/19 P nåede EU’s institutioner i april 2021 til politisk enighed om at revidere EU’s klimamål for 2030, hvorved EU forpligter sig til en reduktion i udledningen af drivhusgasser med mindst 55 %.

Link til afgørelsen (Domstolens dom af 25. marts 2021 (sag C-565/19 P) er optaget i forlængelse af Rettens kendelse).