MRF 2021.78
Planklagenævnets afgørelse af 26. marts 2021 (j.nr. 20/09757)
Landzonetilladelse til opførelse af 12 ferieboliger med tilhørende fælleshus stadfæstet, da der var tale om genopførelse af nedbrændte bygninger, og da ejeren havde en berettiget forventning herom. Lokalplanpligt afvist.
E, hvis ca. 3,9 ha ejendom var beliggende i landzone, ansøgte i marts 2020 om opførelse af 12 ferieboliger med tilhørende fælleshus. Byggeriet skulle opføres med samme placering og bygningsvolumen som to tidligere bygninger, der var nedbrændt i henholdsvis 2012 og 2017. Ejendommen var beliggende inden for kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen, og ejendommens eksisterende bebyggelse lå ca. 50 meter syd for kysten. Ejendommen var omfattet af kommuneplanramme 3.R.02, som udlagde området til rekreativt område med den specifikke anvendelse ’ferie- og kongrescenter’. Ejendommen havde siden 1970’erne været anvendt til badehotel med tilhørende ferielejligheder. Efter branden i 2012 havde E været i løbende dialog med Kystdirektoratet og Hedensted Kommune for at afdække de fremtidige anvendelsesmuligheder af ejendommen. Kystdirektoratet meddelte i april 2020 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til det ansøgte. Dispensationen blev i januar 2021 stadfæstet af et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet med den begrundelse, at der var tale om ferieboliger, der skulle placeres inden for eksisterende sokler med ca. samme størrelse og karakter som det tidligere byggeri (MRF 2021.43 Mfk). Kommunen meddelte den 15. juni 2020 landzonetilladelse til det ansøgte. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at opførelsen af de 12 ferieboliger udgjorde en ændret anvendelse af ejendommen, der skulle betragtes som nyopførelse, og at betingelserne i planlovens § 5 b, stk. 4 og stk. 5, ikke var opfyldt. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der bl.a. var klaget over, at der ikke var sket en egentlig planlægning i forbindelse med det ansøgte, og at betingelserne for planlægning i kystnærhedszonen under alle omstændigheder ikke var opfyldt. Nævnet lagde endvidere til grund, at kommunen havde truffet en indirekte afgørelse om, at det ansøgte ikke var lokalplanpligtigt. Nævnet fandt, at byggeriet ikke medførte en væsentlig ændret visuel og oplevelsesmæssig påvirkning af omgivelserne, da det ansøgte ville have samme placering, udtryk og bygningsvolumen som den hidtidige bebyggelse på ejendommen. Nævnet fandt derfor ikke, at det ansøgte var lokalplanpligtigt. Hvad angik spørgsmålet om landzonetilladelse, lagde nævnet til grund, at den ansøgte bebyggelse var omfattet af kravet om landzonetilladelse. Nævnet fandt, at der ved etablering af ferielejligheder på ejendommen overordnet var tale om samme anvendelse som hidtil, da der fortsat var tale om ferieformål, hvorfor der var tale om genopførelse. Da der på ejendommen siden 1970’erne havde været badehotel med tilhørende ferielejligheder på ejendommen, og da E fra 2012 og frem til klagesagen havde været i løbende dialog med en række myndigheder med henblik på en afklaring af ejendommens fremtidige anvendelsesmuligheder, fandt nævnet, at E havde en berettiget forventning om genopførelse. Nævnet fandt endvidere, at det ansøgte ikke ville stride mod de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der skal varetages inden for kystnærhedszonen, da det ansøgte byggeri havde omtrent den samme placering, størrelse og anvendelse som det tidligere byggeri. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanrammen, da udlejning af ferieboliger og etableringen af en fællesbygning var omfattet af begrebet ’ferie- og kongrescenter’. Da der var søgt om tilladelse inden rimelig tid efter, at de tidligere bygninger nedbrændte, kunne der gives landzonetilladelse til det ansøgte. Planklagenævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse.