MRF 2021.77
Planklagenævnets afgørelse af 25. marts 2021 (j.nr. 20/14706 og 20/14707)
Ekspropriation til vejareal i forbindelse med virkeliggørelse af lokalplan for etablering af biogasanlæg ophævet, da nødvendigheden af vejforbindelsens placering og ekspropriationens omfang ikke fandtes godtgjort.
Sønderborg Kommune traf den 5. oktober 2020 afgørelse efter planlovens § 47 om ekspropriation af areal fra to landsbrugsejendomme til anlæggelse af en vejforbindelse i forbindelse med etablering af et privat biogasanlæg. Grundlaget for ekspropriationen var den endeligt vedtagne og offentliggjorte lokalplan nr. 7.4-3 (Biogasanlæg ved Kværs). Kommunen havde i april 2020 varslet åstedsforretning på ejendommene og fremsendt en arealfortegnelse/projektbeskrivelse og et korbilag over ekspropriationens omfang. Heraf fremgik, at der fra den ene ejendom skulle eksproprieres 14.650 m2 til vej og 3.116 m2 til evt. arbejdsareal, og at der fra den anden ejendom skulle eksproprieres 12.451 m2 til vej og 1.515 m2 til evt. arbejdsareal. Kommunen begrundede afgørelsen om ekspropriation med, at Teknik- og Miljøudvalget efter åstedsforretningen havde besluttet at ekspropriere de nødvendige arealer og rettigheder til etablering af en ny vejforbindelse til det nye biogasanlæg. Ejendommene var delvist omfattet af lokalplan nr. 7.4-3, og en del af det areal, der ifølge kortbilaget skulle eksproprieres, var beliggende uden for lokalplanområdet. Planklagenævnet havde tidligere behandlet klager over lokalplanen, der lå til grund for ekspropriationen, samt tilhørende kommuneplantillæg og miljørapport, men gav ikke medhold heri i afgørelse af 17. marts 2021 (j.nr. 19/07162, 19/05726 og 19/06284). Kommunens afgørelse blev påklaget af ejerne af ejendommene, der bl.a. anførte, at der ikke var hjemmel til ekspropriationen, at betingelserne for ekspropriation ikke var opfyldt, og at der ikke var foretaget en vurdering af generne for klagers beboelse ved anlæggelsen af den nye vejforbindelse. Planklagenævnet lagde til grund, at lokalplanen varetog lovlige planlægningsmæssige hensyn og var tilstrækkelig præcis til at kunne udgøre et grundlag for ekspropriation til en vejforbindelse. Nævnet bemærkede, at kravene i forhold til ekspropriationens nødvendighed og rimelighed er skærpet ved ekspropriation til fordel for private. Nævnet antog, at vejforbindelsens placering bl.a. skyldtes trafiksikkerhedsmæssige forhold, men fandt det ikke godtgjort, at det var nødvendigt at ekspropriere til vejarealet på den konkrete placering. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var foretaget nogen vurdering af nødvendigheden af vejforbindelsen på den pågældende strækning. Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke havde godtgjort nødvendigheden af ekspropriationens omfang, da der ikke var en begrundelse for, hvilke overvejelser der lå bag ekspropriationens udstrækning, og at det i forbindelse med en ekspropriation skal være klarlagt om, der bliver brug for et arbejdsareal eller ej. Afgørelsen opfyldte derfor ikke forvaltningslovens begrundelseskrav Hertil kom, at en del af det eksproprieret areal lå uden for lokalplanområdet. Nævnet bemærkede, at beslutningsgrundlaget på tidspunktet for afgørelsen om ekspropriation er afgørende for vurderingen af, om kravet om nødvendighed er opfyldt. Dette forudsætter, at kommunen har haft et velunderbygget og tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til ekspropriationens nødvendighed. Dette var ikke opfyldt i denne sag, hvorfor Planklagenævnet ophævede kommunens ekspropriationsafgørelse.