MRF 2021.73
Planklagenævnets afgørelse af 23. marts 2021 (j.nr. 20/02641)
Ophævet og hjemvist afslag på lovliggørende landzonetilladelse til et socialpædagogisk bosted grundet utilstrækkelig oplysning af sagen med bemærkning om, at udlevering af medicin til de anbragte ikke i sig selv udgør en planlægningsmæssigt relevant ændring af ejendommens anvendelse som socialpædagogisk bosted.
Sagen omhandlede en beboelsesejendom beliggende i landzone, hvorfra der blev drevet socialpædagogisk opholds- og bosted. Ejendommen lå på en mindre privat fællesvej, som betjente fire ejendomme, og lå ca. 250 meter fra Eskilstrups skole og fritidsaktiviteter. Guldborgsund Kommune blev i forbindelse med en naboklage i 2019 gjort opmærksom på, at bostedets anvendelse var ændret, da formålet havde ændret sig fra at være et socialpædagogisk opholdssted til at være et egentligt behandlingssted. Kommunen underrettede herefter ejendommens lejer, L om, at der ikke forelå landzonetilladelse til at drive opholdssted/botilbud/behandlingsinstitution fra ejendommen. L ansøgte i august 2019 om lovliggørende landzonetilladelse til at drive bofællesskab normeret til fire personer med psykiske lidelser. Kommunen meddelte i december 2019 afslag til det ansøgte navnlig med den begrundelse, at opholdsstedet ikke kunne anses som et bofællesskab grundet normering på fem fuldtidsstillinger til fire beboere i medicinsk behandling, og at der derfor var tale om et behandlingssted, hvilket ville påvirke området væsentligt. Afgørelsen blev påklaget af L, der bl.a. anførte, at der var tale om en fortsættelse af eksisterende lovlig anvendelse af ejendommen, da hovedformålet fortsat var botilbud, og at der på ejendommen hverken var ansat sundhedsfagligt personale eller blev udført medicinsk behandling. Planklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at botilbuddet var en eksisterende lovlig anvendelse af ejendommen, og at der ikke var sket nogle bygningsmæssige ændringer, som udløste krav om landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk. 1. Nævnet fandt, at udlevering af medicin på ejendommen ikke var et planlægningsmæssigt relevant hensyn, der i sig selv medførte, at der var tale om en ændret anvendelse. Nævnet lagde herved vægt på, at medicinsk udlevering i forbindelse med det primære formål som bosted ikke påvirkede omgivelserne på en sådan måde, at det udløste krav om landzonetilladelse. Nævnet fandt endvidere, at et socialt botilbud til fire voksne og fem ansatte ikke i sig selv havde en sådan størrelse, at det udløste krav om landzonetilladelse. Nævnet bemærkede, at det afgørende ville være, om der skete en egentlig medicinsk behandling på stedet, eller om der var tale om en mere intensiv anvendelse, der ikke kunne sidestilles med forskellige boformer. Nævnet fandt imidlertid ikke, at den faktiske anvendelse af ejendommen var tilstrækkeligt belyst, og kommunens afgørelse var derfor behæftet med væsentlige retlige mangler. Nævnet fandt, at der ved en afgørelse på det foreliggende grundlag ville være tale om egentlig sagsbehandling, der derfor, af hensyn til to-instansprincippet, burde finde sted i kommunen. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.