MRF 2021.70
Planklagenævnets afgørelse af 16. marts 2021 (j.nr. 20/07858)
Ophævet påbud om fysisk lovliggørelse af et skur, da en tidligere meddelt byggetilladelse havde givet ejeren en berettiget forventning om, at kommunen havde foretaget en vurdering af skurets overensstemmelse med lokalplanen, hvormed kommunen var afskåret fra at meddele et påbud.
E ansøgte som ejer af en ejendom i december 2019 om byggetilladelse til et opført skur på 10 m2, der var placeret i en støjvold på ejendommen. Ejendommen var omfattet af lokalplan nr. B53.1-1/D45.1-1, hvor ejendommen bl.a. lå i delområde A. Næstved Kommune gav i december 2019 en lovliggørende byggetilladelse til det opførte skur, idet kommunen vurderede, at det ansøgte ikke var i strid med anden relevant lovgivning. Kommunen meddelte seks måneder senere påbud til E om fysisk lovliggørelse af det opførte skur efter planlovens § 51, idet kommunen vurderede, at skuret var i strid med §§ 3.1, 4.3 og 7.4 i lokalplan nr. B53.1-1/D45.1-1, som ejendommen var omfattet af, og at der ikke i byggetilladelsen var givet tilladelse til opførelse og placering af skuret i støjvolden. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at skuret umiddelbart var tilladt efter lokalplanen, og at der forelå berettigede forventninger herom som følge af den meddelte byggetilladelse. Planklagenævnet (formanden) fandt, at lokalplanens § 3.1 indeholdt et forbud mod etablering af bebyggelse på/i støjvolden. Det ansøgte skur var derfor ikke i overensstemmelse med lokalplanen, hvorfor forholdet krævede dispensation, jf. planlovens § 19. Spørgsmålet var herefter, om kommunen havde givet E en berettiget forventning om, at skuret var i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet bemærkede, at en kommune forud for meddelelse af byggetilladelse skal undersøge, om det ansøgte byggeprojekt er i strid med bl.a. planloven, og hvis der er fastsat en lokalplan eller byplanvedtægt for området, er en byggetilladelse som udgangspunkt en afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med denne lokalplan eller byplanvedtægt (ud over de bestemmelser, der udtrykkeligt er dispenseret fra), jf. § 35, stk. 2, i Bygningsreglement 2018 (BR18). Nævnet bemærkede dog, at det af forarbejderne til byggelovens § 16, stk. 11, fremgår, at det påhviler den til enhver tid værende ejer at sikre sig, at et byggeri er lovligt. Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at byggetilladelsen i den konkrete sag var egnet til at skabe berettigede forventninger hos E om, at kommunen havde foretaget en vurdering af skurets overensstemmelse med lokalplanen, hvormed kommunen var afskåret fra at påbyde fysisk lovliggørelse af skuret. Nævnet lagde vægt på, at skurets placering på grunden var indtegnet på de tegninger, som var vedlagt ansøgningen om byggetilladelse, og at kommunen i byggetilladelsen havde anført, at det ansøgte, ikke var i strid med anden relevant lovgivning. Nævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om et mindre skur på 10 m2, som ikke ødelagde støjvoldens funktion, og som efter det oplyste ikke gav anledning til nabogener i øvrigt. Nævnet fandt herefter, at kommunens påbud om fysisk lovliggørelse af skuret var ugyldig, hvorfor nævnet ophævede kommunens afgørelse. Nævnet bemærkede afslutningsvis, at nævnets afgørelse ikke har betydning for kommunens håndhævelse af lokalplanen i forhold til andre skure og lign., som overskrider lokalplanens byggelinjer.
Kommentar: Sagen illustrerer samspillet mellem planlovens § 18 og den med hjemmel i byggelovens § 16 fastsatte regel om lovgennemgang i BR18 § 35, stk. 2. Hvis en kommune meddeler byggetilladelse til et byggeri omfattet af en lokalplan, er byggetilladelsen en såkaldt indirekte afgørelse efter planloven om, at byggeriet ikke kræver dispensation fra lokalplanen, jf. f.eks. MRF 2021.22 Pkn. I nærværende sag har kommunen fejlagtigt ikke været opmærksom på spørgsmålet om dispensation fra lokalplanen, idet kommunen efterfølgende traf afgørelse om, at der ikke kunne meddeles dispensation. Kommunen havde derfor overtrådt planlovens § 18. Resultatet, som må tiltrædes, blev imidlertid, at der ikke kunne ske fysisk lovliggørelse af hensyn til ejerens berettigede forventninger. Hvis kommunen i stedet for at meddele lovliggørelsespåbud efter planloven, havde tilbagekaldt den meddelte byggetilladelse, ville klageinstansen have været Byggeklageenheden ved Nævnenes Hus og ikke Planklagenævnet. Denne komplicerede retsstilling forekommer ikke gennemtænkt og blev med rette kritiseret i ekspertpanels rapport om den fremtidige miljølovgivning fra december 2017, se: https://mfvm.dk/fileadmin/user_upload/MFVM/Lovkompas_rapport.pdf.