MRF 2021.68
Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2021 (j.nr. 19/08877 og 19/09391)
Lokalplan for nyt boligområde på et areal belastet af støj fra motorvej ophævet, da der alene var henvist til de lempede støjgrænser i en situation, der ikke var omfattet af planlovens § 15, stk. 2, nr. 26.
Vallensbæk Kommune vedtog i oktober 2019 endeligt lokalplan nr. 102 (Vallensbæk Byhave). Desuden offentliggjorde kommunen i november 2019 afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at lokalplanen ikke krævede miljøvurdering. Lokalplanområdet, der i kommuneplanen var udlagt som byomdannelsesområde, var et industriområde, hvor flere af erhvervsvirksomhederne var under afvikling. Området var beliggende ca. 15 meter fra Køge Bugt Motorvejen, mens de planlagte byggefelter lå i ca. 40 meters afstand herfra. Lokalplanen skulle navnlig muliggøre en ny bydel med boliger og plejeboliger. Det fremgik af lokalplanens § 1, at lokalplanens formål bl.a. var at etablere en støjskærmende bebyggelse mod motorvejen. Det fremgik af lokalplanens § 10.1, at det skulle sikres, at de vejledende grænseværdier for trafikstøj i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 ’Støj fra veje’ var overholdt. Det fremgik endvidere af § 12.2, at ny bebyggelse ikke måtte tages i brug, før det var dokumenteret, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj var overholdt. Vedtagelsen af lokalplanen samt screeningsafgørelsen blev påklaget af en række borgere uden for lokalplanområdet, der navnlig anførte, at lokalplanen var i strid med planlovens § 15 a, da de vejledende støjgrænser ikke kunne overholdes, og at lokalplanen skulle have været miljøvurderet. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der i lokalplanen var henvist til de lempede støjkrav efter planlovens § 15 a, stk. 2, men at denne regel alene omfatter områder, som er fastlagt som byomdannelsesområder, jf. planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 5. Da planlovens almindelige regler om trafikstøj derfor skulle anvendes, fandt § 15 a, stk. 2 ikke anvendelse i den konkrete sag. Tilsvarende afviste nævnet, at planlovens § 15 a, stk. 3 fandt anvendelse, da lokalplanområdet ikke i kommuneplanen var udlagt som et transformationsområde, ligesom der ikke var tale om støj fra produktionsvirksomheder. Nævnet lagde herefter til grund, at de lempede grænseværdier, som kommunen havde henvist til, skulle ses i sammenhæng med muligheden for at stille krav om isolering mod støj af ny boligbebyggelse, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 26. Nævnet fandt, at denne bestemmelse alene angår områder udlagt til blandende byfunktioner eller faktiske, eksisterende boligkvarterer. Da lokalplanområdet hverken var udlagt til blandende byfunktioner eller udgjorde et eksisterende boligkvarter, afviste nævnet, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, fandt anvendelse. Nævnet bemærkede, at det i praksis er accepteret, at en kommune efter omstændighederne kan opfylde planlovens § 15 a, stk. 1, ved i en lokalplan alene at henvise til, at de gældende grænseværdier for støj skal være opfyldt. Nævnet fandt imidlertid, at der som udgangspunkt skal henvises til Miljøstyrelsens generelle støjgrænseværdier, og såfremt en kommune i stedet henviser til i de lempede støjgrænseværdier, som forudsætter, at der etableres foranstaltninger i henhold til § 15, stk. 2, nr. 26, skal der være tale om et område, som er omfattet af bestemmelsen. Planklagenævnet afviste på dette grundlag, at lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a, stk. 1, og ophævede på denne baggrund lokalplanen. Herefter fandt nævnet det ikke aktuelt at behandle klagen over kommunens miljøscreening, da en eventuel vedtagelse af lokalplanen ville kræve tilpasninger, således at planen ville være i overensstemmelse med planlovens § 15 a, hvorfor der med stor sandsynlighed skulle ske en fornyet miljøscreening. På denne baggrund ophævede Planklagenævnet ligeledes kommunens screeningsafgørelse.
Kommentar: Afgørelsen har givet genlyd i en del kommuner og blandt konsulenter og udviklingsselskaber, der ikke har været opmærksom på, at reglerne om støjisolering i planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, har et begrænset anvendelsesområde. Denne begrænsning af anvendelsesområdet for planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, begrænser således samtidigt muligheden for at opfylde kravene i planlovens § 15 a for lokalplanlægning i varigt støjbelastede områder, når det ikke er muligt at anvende undtagelserne i planlovens § 15 a, stk. 2 og 3. Det fremgår således udtrykkeligt af § 15, stk. 2, nr. 26, at muligheden for i lokalplan at stille krav om ”isolering mod støj” kun gælder ”ny boligbebyggelse i eksisterende boligområder eller områder for blandede byfunktioner”. Som eksempel på reglens anvendelse kan nævnes Planklagenævnets afgørelse af 23. september 2020 (j.nr. 20/03225) om lokalplan for nyt boligområde med serviceerhverv i et tidligere industriområde, der blev anset for ”blandede byfunktioner” (offentliggjort i MAD 2021.78). Hvor der planlægges for nye boligområder, vil der ofte ikke være tale om boliger i eksisterende boligområder eller blandede byfunktioner. Konsekvensen er dermed, at der i sådanne støjplagede områder må gennemføres en anden støjafskærmning uden for boligerne, medmindre det er muligt at anvende undtagelsen for lempeligere regler i planlovens § 15 a, stk. 2 eller 3. Efter min opfattelse er Planklagenævnets afgørelse i overensstemmelse med de gældende regler. Når afgørelsen er blev mødt med overraskelse i flere kommuner og blandt konsulenter, skyldes det formentlig, at kommunerne i en del tilfælde har opfyldt kravene om støjbegrænsning ved isolering, uden at betingelserne i planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, var opfyldt. Om dette så kan give anledning til et selvstændigt retligt efterspil, må foreløbigt anses for uklart.