MRF 2021.62
Planklagenævnets afgørelse af 17. februar 2021 (j.nr. 19/08888)
Ikke grundlag for at tilsidesætte screeningsafgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for udvikling af nyt boligområde 1,5 km fra Natura 2000-område, da der var tale om et mindre område på lokalt plan, og planerne ikke kunne antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Rebild Kommune vedtog den 10. oktober 2019 forslag til kommuneplantillæg nr. 16 til kommuneplan 2017 samt forslag til lokalplan nr. 312 og traf den 11. oktober 2019 afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af planforslagene (screeningsafgørelse), hvilket blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening Rebild (DN). Planerne blev endeligt vedtaget den 22. januar 2020. Lokalplanområdet omfattede et areal på ca. 6,8 ha, der lå i byzone. Lokalplanen udlagde området til centerområde og offentlige formål bl.a. i form af boliger og muliggjorde byggeri mellem 2 og 7 etager. Området var bl.a. omfattet af udpegning af kirkebeskyttelseszone omkring Støvring Kirke, som lå ca. 700 m fra planområdet. Syd for lokalplanområdet lå endvidere et regnvandsbassin og Mastrup Bæk, som var beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. Nærmeste Natura 2000-område, N18, omfattede habitatområde H20, der lå ca. 1,5 km fra planområdet, og fuglebeskyttelsesområde F3 og F4. Af Natura 2000-plan 2016-2021 fremgår, at området bl.a. er udpeget for at beskytte lysåbne naturtyper og bilag IV-arterne damflagermus, bred vandkalv og fruesko. Grundet afstanden var det i lokalplanens redegørelse vurderet, at planen ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af arter og naturtyper inden for Natura 2000-området. I klagen over kommunens afgørelse efter miljøvurderingsloven gjorde DN bl.a. gældende, at kommunen ikke havde bevist, at planerne var uden betydning for Natura 2000-området, at områdets rekreative arealer ville blive væsentligt indskrænket ved det byggeri, som planen muliggjorde, og at byggeri inden for lokalplanen ville medføre gener for beboere i tilstødende områder i form af skygge, indblik og udsyn. DN gjorde endvidere gældende, at bebyggelse inden for planområdet ville påvirke landskabet væsentligt, at byggeri i 7 etager ville få betydning for Støvring Kirke, og at regnvand ville ende i et § 3-beskyttet vandløb. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at screeningsafgørelsen var omfattet af miljøvurderingsloven fra 2018. Nævnet tog herefter stilling til, (1) om habitatreglerne var overholdt, (2) om planen var omfattet af reglerne om obligatorisk miljøvurderingspligt, og (3) om kommunen havde inddraget de nødvendige kriterier i forbindelse med den konkrete vurdering, samt om der var grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering i forbindelse med screeningen. Nævnet fandt, at planen enten var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, eller af § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 8, stk. 1, nr. 3, og at det ikke var nødvendigt at tage nærmere stilling hertil, da planerne under alle omstændigheder fastlagde anvendelsen af et mindre område og/eller alene indeholdt mindre ændringer i en sådan plan. Der var således kun pligt til miljøvurdering, hvis planen kunne antages at få væsentlig virkning på miljøet. For så vidt angik kommunens miljøscreening fremgik grundlaget for screening af bilag 3 til miljøvurderingsloven, jf. lovens § 10, hvorefter en miljøscreening bl.a. skal tage hensyn til miljøproblemer af relevans for planen eller programmet, herunder planens indvirkning på miljøet. Endvidere fremgik det af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, at kommunen har pligt til at udarbejde en miljøvurdering af planforslaget, hvor planforslaget kræver en habitatvurdering af Natura 2000-områder. Nævnet fandt, at kommunens screening (væsentlighedsvurdering) af lokalplanforslagets påvirkning af Natura 2000-området var tilstrækkelig, da den bebyggelse, som lokalplanen muliggjorde, ikke kunne antages at medføre påvirkning af Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag grundet afstanden på 1,5 km. For så vidt angik påvirkning af materielle goder i form af rekreative værdier, planens indvirkninger på menneskers brug af materielle goder i form af lys- og skyggepåvirkninger og indbliksgener samt landskabelig påvirkning, herunder indvirkning på Støvring Kirke, fandt nævnet, at screeningen var i overensstemmelse med lovens kriterier. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering af, at der ikke var tale om en så væsentlig påvirkning af miljøet, at der var pligt til at udarbejde en miljøvurdering, navnlig henset til områdets karakter, afstanden til omkringliggende bebyggelse, at planerne vedrørte et mindre geografisk område, som ikke fremstod som en del af et landskab med særligt karakteristiske naturtræk, og at kirken lå ca. 700 m fra planområdet. For så vidt angik planens indvirkning på området, der var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, fandt nævnet, at lokalplanen ikke havde en sådan karakter, at udledningen af overfladevand til Mastrup Bæk skulle have været nærmere afklaret i forbindelse med miljøscreeningen af planen, da der var tale om et boligkvarter. På baggrund af den forventede afledning af overfladevand fandt nævnet endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at planen ikke skulle miljøvurderes. Nævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen over kommunens screeningafgørelse.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer et jævnligt tilbagevendende problem, når der klages over, at en kommune på grundlag af miljøvurderingslovens § 10 har besluttet, at det ikke er nødvendigt at gennemføre en miljøvurdering af et lokalplanforslag, og klager gør gældende, at miljøvurderingen er mangelfuld i forhold til påvirkning af Natura 2000-områder. Grundlæggende er problemet, at reglerne for miljøvurdering af lokalplanforslag i forhold til Natura 2000-områder ikke er fastsat i miljøvurderingsloven, men er fastsat i planhabitatbekendtgørelsens (2016/1383) § 3, der er udstedt på grundlag af planlovens § 3, stk. 3. Det er således ikke miljøvurderingsloven, men §§ 3 og 4 i planhabitatbekendtgørelsen, der i forhold til afgørelser efter planloven gennemfører reglerne om habitatvurdering af projekter og planer i habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Dette indebærer med andre ord, at når kommuner udarbejder forslag til lokalplaner, skal kommunen ikke alene træffe afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, hvorvidt der skal ske miljøvurdering af planforslaget efter miljøvurderingslovens regler, men kommunen skal tillige træffe en screeningsafgørelse efter planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, om, hvorvidt lokalplanforslaget kan fremsættes uden at gennemføre en habitatvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 2. En sådan afgørelse skal selvstændigt kunne påklages, og hvis det konkluderes, at der skulle være sket habitatvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, bevirker dette, at der er obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2. Det er forståeligt, at kommunerne har svært ved at finde rundt i det komplicerede regelværk, men man bør kunne forvente, at de relevante lovbestemmelser fremgår af Planklagenævnets afgørelse, uanset dette næppe vil ændre konklusionen i denne sag. De lege ferenda kunne det overvejes at indføre regler om koordination af screeningsprocedurerne i sammenhæng med de eksisterende regler om samordning i miljøvurderingsbekendtgørelsen (2021/244). Sagen indeholder i øvrigt et yderligere aspekt. Kommunen havde vedtaget forslag til lokalplan og kommuneplantillæg dagen inden, kommunen besluttede, at forslagene ikke krævede miljøvurdering. Da afgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10 skal træffes inden eller samtidigt med beslutningen om at sende lokalplanet i offentlig høring, var dette en overtrædelse af miljøvurderingslovens § 10, som Planklagenævnet burde have påtalt, uden at det dog i sig selv kan føre til ugyldighed.