MRF 2021.60
Retten i Nykøbing Falsters dom af 13. januar 2021, sag BS-16570/2020-NYK
E mod Planklagenævnet
Byretten ophævede og hjemviste Planklagenævnets ophævelse af landzonetilladelse til opførelse af bolig på byggegrund ud til Præstø Fjord på lavbundsareal, bl.a. fordi kommunen ikke har pligt til at udarbejde lokalplan, og tilladelsen var i overensstemmelse med kommuneplanen og ikke ville tilsidesætte planlægningsmæssige eller landskabelige interesser.
Vordingborg Kommune meddelte den 19. marts 2018 landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1 til opførelse af et enfamilieshus på 129 m2 med sorte betontagsten og en facade med ti større vinduespartier fra gulv til loft ud mod kysten i Præstø Fjord, der forudsatte, at terrænet skulle hæves op til 1,5 m. Ejendommen var beliggende i kystnærhedszonen og var omfattet af kommuneplan 2013-2025, der udlagde området omkring ejendommen til helårsbeboelse og endvidere udlagde den del af ejendommen, der ønskedes bebygget og terrænregulereret, som lavbundsareal. E overtog ejendommen i 2017, hvor det af købsaftalen fremgik, at denne var bekendt med en e-mail fra kommunen af 1. november 2016, hvori kommunen havde oplyst den tidligere ejer, S, om, at der kunne meddeles landzonetilladelse til opførelse af et nyt helårshus på nærmere bestemte vilkår, hvilket købesummen var blevet fastsat efter. Kommunens afgørelse af 19. marts 2018 blev af omboende påklaget til Planklagenævnet, der i afgørelse af 4. december 2019 (j.nr. 18/06040 – trykt KFE 2019.786) lagde til grund, at E ikke på baggrund af kommunens e-mail af 1. november 2016 havde haft en berettiget forventning om en tilladelse, som kunne føre til, at kommunen havde fortabt retten til at meddele et afslag. Herefter fandt et flertal (7 af 11 medlemmer), at det ansøgte byggeri bl.a. var i strid med de hensyn, som varetages med landzonebestemmelserne, at ejendommen var placeret i et område, der var udlagt som lavbundsareal i kommuneplanen, hvor byggeri burde undgås, samt at egentlig byudvikling skulle ske gennem lokalplanlægning og ikke ved enkeltstående landzonetilladelser. E anlagde herefter retssag mod Planklagenævnet med påstand om, at Planklagenævnets afgørelse var ugyldig og skulle hjemvises. E gjorde bl.a. gældende, at afgørelsen var mangelfuldt begrundet, da der var givet flere (kumulerede) begrundelser for afslaget, som endvidere ikke alle havde hjemmel i planloven, og at det var af væsentlig betydning for E, om det havde været et bærende argument, at ejendommen lå i et område udlagt som lavbundsareal, da en sådanne rådighedsbegrænsning kunne udløse kommunal overtagelsespligt efter en analogi til planlovens § 48. Planklagenævnet påstod frifindelse. Byretten fandt, at opførelsen af et enfamilieshus på ejendommen var foreneligt med planlovens hovedformål. Efter besigtigelse af området lagde retten til grund, at den landskabelige påvirkning ikke ville være væsentlig, da ejendommen fremstod som en del af den eksisterende bymæssige bebyggelse langs kysten, og huset med den ansøgte terrænregulering ville være en naturlig del af områdets nuværende struktur. De planlægningsmæssige interesser i kystnærhedszonen ville derfor ikke blive tilsidesat, jf. planlovens § 35, stk. 3. Retten fandt endvidere, at landskabelige interesser i form af udpegning som lavbundsareal ikke ville blive tilsidesat ved meddelelse af landzonetilladelse, da husets placering og terrænreguleringen ikke ville være til hinder for etablering af vådområde. Da ejendommen var udlagt til beboelse i kommuneplanen, der tillige indeholdt en oversigt over området og den bestående bebyggelse, fandt retten, at kommunen med kommuneplanen havde foretaget sådanne planlægningsmæssige overvejelser, at det talte for, at der kunne meddeles landzonetilladelse, idet retten understregede, at kommunerne ikke er forpligtet til at udarbejde lokalplaner. Retten fandt på denne baggrund, at Planklagenævnets ophævelse af landzonetilladelsen var behæftet med mangler, hvorefter afgørelsen blev ophævet som ugyldig og hjemvist til fornyet behandling i Planklagenævnet.
Kommentar: Dommen understreger, at afslag på landzonetilladelse ikke kan begrundes med henvisning til, at kommunen bør udarbejde lokalplan, når det ansøgte ikke er lokalplanpligtig. Samtidigt viser dommen, at selv om det i cirkulære 1998/132 om landzoneadministration for lavbundsarealer anføres, at der ikke må meddeles byggetilladelse på arealer, der i kommuneplanen er udlagt som lavbundsarealer, er denne begrænsning kun relevant, hvis byggetilladelsen hindrer vådområdeprojekter på arealer, hvilket byretten efter besigtigelse afviste var tilfældet. Byrettens hjemvisning af sagen blev afgjort af Planklagenævnet den 23. marts 2021, hvor et enstemmigt nævn meddelte landzonetilladelse til det ansøgte (MRF 2021.72 Pkn).