MRF 2021.72
Planklagenævnets afgørelse af 23. marts 2021 (j.nr. 21/02046)
Efter byretten i januar 2021 (MRF 2021.60) ophævede og hjemviste Planklagenævnets ophævelse af kommunens landzonetilladelse til opførelse af en bolig på byggegrund ud til Præstø Fjord på lavbundsareal, genoptog Planklagenævnet sagen og ændrede det tidligere afslag til en stadfæstelse af kommunens landzonetilladelse.
Byretten ophævede og hjemviste den 13. januar 2021 Planklagenævnets afgørelse af 4. december 2019 om ophævelse af Vordingborg Kommunes landzonetilladelse til opførelse af et enfamilieshus med tilhørende terrænregulering på 1,5 m på en byggegrund ud til Præstø Fjord på et lavbundsareal (MRF 2021.60 B). Byretten anførte bl.a., at kommunen ikke havde pligt til at udarbejde en lokalplan, samt at landzonetilladelsen var i overensstemmelse med kommuneplan 2013-2015 og ikke ville tilsidesætte planlægningsmæssige eller landskabelige interesser. Planklagenævnet genoptog på denne baggrund sagen til fornyet behandling. En af de oprindelige klagere fremsendte bemærkninger til nævnets nye behandling af sagen, hvoraf bl.a. fremgik, at det var betænkeligt, at byretten behandlede landzone, som var det byzone, og at kommunen havde besluttet at udarbejde en lokalplan for området, der burde inddrages i sagen. Planklagenævnet tog udgangspunkt i byrettens vurdering af de faktiske forhold, hvorefter et enstemmigt nævn fandt, at der kunne gives landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, til det ansøgte. Nævnet lagde i overensstemmelse med byretten til grund, at ejendommen lå i et område med tæt bebyggelse i selve Præstø by og ikke ud mod det åbne land eller i et landområde med spredt bebyggelse, hvorfor opførelsen af et enfamilieshus ikke var uforenelig med planlovens hovedformål. I modsætning til flertallets oprindelige begrundelse i afgørelsen af 4. december 2019 lagde nævnet til grund, at kommunen i kommuneplanen havde taget stilling til muligheden for etablering af en ny bolig inden for kystområdet. Nævnet fandt endvidere, at det ansøgte ikke ville være i strid med de hensyn, som varetages med planlovens landzonebestemmelser, og at ejendommen måtte betragtes som en afrunding af den eksisterende bymæssige bebyggelse, samt at det ansøgte var indpasset i husrækken langs kysten ved Præstø Fjord. Som følge af hegnsbeplantning og tidligere bebyggelse fremstod ejendommen endvidere ikke som en naturlig del af et tilstødende ubebygget grønt areal, der var udlagt ved byplansvedtægt, men at der var tale om enkeltstående byggeri af begrænset omfang, der afrundede en eksisterende husrække, i et område, der var præget af bebyggelse inden for kystnærhedszonen, samt at det tilstødende grønne areal lå i byzone, hvormed det ansøgte havde underordnet betydning. Nævnet lagde endvidere til grund, at placeringen af enfamilieshuset ikke ville være i strid med kommuneplanens retningslinje for lavbundsareal, da der fortsat ville være mulighed for sikring af en økologisk spredningskorridor langs kysten. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at arealet ikke var udlagt til potentielt vådområde, men alene til lavbundsareal, hvilket ifølge kommuneplanens retningslinje 51.2 ikke hindrer byggeri. Vedr. klagers bemærkning om kommunens udarbejdelse af lokalplan for området bemærkede nævnet, at der på daværende tidspunkt ikke var et nyt plangrundlag og dermed ikke nye faktiske oplysninger, som nævnet havde pligt til at inddrage i sagen. Nævnet stadfæstede herefter Vordingborg Kommunes afgørelse af 19. marts 2018 om landzonetilladelse.