MRF 2021.58
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. februar 2021, j.nr. 21/00900
Afvist opsættende virkning af klage over miljøgodkendelse til udvidelse af biogasanlæg til afgasning af 30.000 tons biomasse pr. år, bl.a. fordi kommunen i væsentlighedsvurdering havde anført, at der var truffet de nødvendige afværgeforanstaltninger for at sikre det nærliggende Natura 2000-område.
Vordingborg Kommune meddelte den 3. september 2020 miljøgodkendelse til udvidelse af et biogasanlæg beliggende på Jungshoved, 1-2 km fra habitatområde H147 og fuglebeskyttelsesområde F84, der indgik i Natura 2000-område nr. 168. Miljøgodkendelsen gav tilladelse til afgasning af 30.000 tons biomasse pr. år, svarende til anlæggets faktiske kapacitet, hvor der tidligere var givet tilladelse til 19.000 ton pr. år. Der var i afgørelsen anvendt standardvilkår for virksomhedstypen til sikring af jord, grundvand og overfladevand mod modudslip af biomasse samt stillet supplerende vilkår om opsamling af restvand og regnvand. Afgørelsen blev den 30. september 2020 påklaget af en lokal miljøgruppe, der anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) udskilte til særskilt behandling. Klager anførte navnlig, at der ikke var etableret nødvendige afværgeforanstaltninger til at sikre grundvand og det nærliggende Natura 2000-område mod påvirkning, og henviste til, at det af afgørelsen fremgik, at kommunen havde vurderet, at der var en risiko for væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Nævnet fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i miljøbeskyttelseslovens § 96, stk. 1, om at en klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation ikke har opsættende virkning. Nævnet navnlig lagde vægt på, at kommunen havde berigtiget afsnittet i væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1 for påvirkning af Natura 2000-område. Det var således kommunens vurdering, at hverken den daglige drift eller uheld på biogasanlægget ville medføre væsentlig forurening af Natura 2000-området. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det af afgørelsen fremgik, at der var anvendt standardvilkår for virksomhedstypen til sikring af jord, grundvand og overfladevand mod modudslip af biomasse, samt at der var stillet supplerende vilkår om opsamling af restvand og regnvand. Anmodningen om opsættende virkning blev derfor afvist.
Kommentar: Uanset at klager som hovedregel ikke tillægges opsættende virkning, giver afslaget i dette tilfælde anledning til undren. Det fremgår således af delafgørelsens sparsomme oplysninger, at der alene er gennemført en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, og at den manglende habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, er begrundet med, at skadelig virkning på Natura 2000-området er imødegået med afværgeforanstaltninger. Hertil må anføres, at EU-Domstolen i sag C-323/17 udtrykkeligt fastslog, at når et projekt forudsætter afværgeforanstaltninger for at undgå Natura 2000-påvirkning, er der et ufravigeligt krav om en egentlig habitatvurdering, dvs. en habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2 (se Pagh: UfR 2019B.139). Det kan ganske vist anføres, at denne del af dommen i sag C-323/17 er forbigået i Miljøstyrelsens vejledning om habitatbekendtgørelsen fra december 2020, (https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2020/12/978-87-7038-248-9.pdf), men sådanne fejl i Miljøstyrelsens vejledninger er ikke frigørende for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dette må også gælde mht. opsættende virkning. Så medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet mener at kunne tilsidesætte dommen i sag C-323/17, vil den manglende habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, efter nævnets øvrige praksis føre til, at godkendelsen er ugyldig.