MRF 2021.56
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. februar 2021, j.nr. 18/04730 og 18/05735
Stadfæstet VVM-tilladelse til opstilling af seks vindmøller ved Handest Hede, da VVM-redegørelse i tilstrækkeligt omfang redegjorde for projektets virkninger på miljøet og opfyldte mindstekravene til en VVM-redegørelse.
Mariagerfjord Kommune meddelte den 7. juli 2017 VVM-tilladelse til et projekt for opstilling af seks vindmøller med en totalhøjde på ca. 150 m og en effekt på 3,6 MW ved Handest Hede. VVM-tilladelsen byggede på en forudsætning om, at opstilling og drift af vindmøllerne ville ske i overensstemmelse med kommuneplantillæg nr. 23 til Kommuneplan 2013-2025 og lokalplan nr. 109/2017 samt VVM-redegørelsen ”Vindmøller ved Handest Hede”, der tillige indeholdt en miljøvurdering af planerne. Afgørelsen blev påklaget af to beboere i området, der bl.a. anførte, at VVM-redegørelsen var mangelfuld og ikke i tilstrækkeligt omfang havde behandlet miljømæssige påvirkninger i forhold til støj, socioøkonomiske forhold, sundhed og alternativer, samt at VVM-tilladelsen var ugyldig med henvisning til, at den dagældende vindmøllebekendtgørelses grænseværdier ikke kunne lægges til grund i VVM-redegørelsen, da den dagældende vindmøllebekendtgørelse var vedtaget uden forudgående miljøvurdering efter SMV-direktivet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvist til grund, at klagesagen skulle behandles efter reglerne i den dagældende planlov og bekendtgørelse nr. 957 af 27. juni 2016 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM). Nævnet bemærkede, at det af den dagældende planloves § 11 g fremgik, at enkeltanlæg, der måtte antages at påvirke miljøet væsentligt, ikke måtte påbegyndes før der var udarbejdet en redegørelse for anlæggets miljømæssige konsekvenser (VVM-pligt), og bemærkede herefter, at projektet var omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 1, hvormed projektet var omfattet af den fulde VVM-procedure med krav om udarbejdelse af en VVM-redegørelse, jf. VVM-bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Efter VVM-bekendtgørelsens bilag 4, jf. § 5, stk. 3, skulle en VVM-redegørelse bl.a. indeholde oplysninger om anlæggets virkninger på miljøet som følge af bl.a. støj, landskabet, materielle goder, menneskers sundhed samt væsentlige alternativer. Vedrørende støj lagde nævnet vægt på, at der var udarbejdet støjberegninger for projektet i programmet WindPro efter de beregningsmetoder, som var fastsat i den dagældende vindmøllebekendtgørelse, hvormed der var foretaget en vurdering af de støjmæssige påvirkninger fra projektet, samt at der ved overskridelse af støjkravene var stillet krav om i tilladelsen, at der skulle foretages støjdæmpning. Nævnet fandt herefter, at VVM-redegørelsen i tilstrækkeligt omfang redegjorde for forhold i relation til støj, og at mindstekravene til en VVM-redegørelse var opfyldt. Vedrørende visualisering fandt nævnet, at de landskabelige påvirkninger var beskrevet tilstrækkeligt, idet der ikke var krav om, at der skulle foretages visualiseringer fra alle vinkler. Vedrørende alternativer lagde nævnet vægt på, at 0-alternativet var beskrevet i VVM-redegørelsen, og at VVM-redegørelsen desuden indeholdt en beskrivelse af alternative opstillingsmønstre samt antal af vindmøller, der havde været foreslået, hvormed der var tilvejebragt det fornødne grundlag for en beslutning. Nævnet fandt endvidere, at VVM-redegørelsen indeholdt en tilstrækkelig beskrivelse af de socioøkonomiske forhold samt indvirkningen på menneskers sundhed. For så vidt angik klagepunktet om VVM-tilladelsens ugyldighed som følge af, at den dagældende vindmøllebekendtgørelse skulle have været miljøvurderet efter SMV-direktivet, bemærkede nævnet, at grænseværdierne for støjbelastning er uændret i den nugældende støjbekendtgørelse, som har været undergivet strategisk miljøvurdering. Nævnet fandt herefter, at kommune havde gennemført en vurdering af vindmøllernes støjmæssige konsekvenser, som var tilstrækkelig efter miljøvurderingsloven. På denne baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse af 7. juli 2017 om VVM-tilladelse til opstilling af vindmøller ved Handest Hede.
Kommentar: Planklagenævnet havde i januar 2021 (MRF 2021.19 Pkn) afvist klage over plangrundlaget for vindmølleparken. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørte VVM-tilladelsen til vindmølleparken, som ifølge VVM-direktivet og miljøvurderingsloven giver bygherren et retskrav på at gennemføre projektet, medmindre VVM-tilladelsen måtte blive ophævet i klagesagen. VVM-tilladelsens retsvirkning adskiller sig derfor fra lokalplanen og kommuneplantillægget, der var en nødvendig forudsætning til projektet, men ikke i sig selv giver bygherren et retskrav. Denne forskel har betydning for, om den manglende miljøvurdering af den tidligere vindmøllebekendtgørelse kan tillægges retsvirkning. Planklagenævnets afgørelse i MRF 2021.19 Pkn må således tiltrædes, da en lokalplans gyldighed ikke afhænger af, om der var sket miljøvurdering af vindmøllebekendtgørelsen efter SMV-direktivet, men af om der er sket miljøvurdering af lokalplanen, da det er to forskellige retsakter, som hver i sær skal miljøvurderes efter SMV-direktivet, jf. EU-Domstolens dom i sag C-671/16. Denne analogi kan imidlertid ikke udstrækkes til VVM-tilladelser, hvor vindmøllebekendtgørelsens afstands- og støjkrav imidlertid er lagt til grund som en bindende ramme for VVM-tilladelsen. I disse tilfælde kan en strategisk miljøvurdering af lokalplanen ikke erstatte en strategisk miljøvurdering af vindmøllebekendtgørelsen. Dette ændres ikke ved at henvise til, at der er sket en såkaldt ”integreret miljøvurdering”. Det er efter dommen i sag C-41/11 uden betydning, at reglerne ikke er ændret i den nye vindmøllebekendtgørelse. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle have fulgt EU-Domstolens dom i sag C-24/19, måtte det således føre til, at VVM-tilladelsen blev ophævet som ugyldig, hvorefter myndighederne måtte tage stilling til, om der på grundlag af den nu gældende vindmøllebekendtgørelse skulle ske fysisk eller retlig lovliggørelse, jf. uddybende Pagh: Juristen 2020, s. 206.