MRF 2021.19
Planklagenævnets afgørelse af 22. januar 2021, j.nr. 18/05771, 18/06444, 18/06750, 18/06752, 18/06751, 18/06775, 18/06777, 18/06776 og 18/06488
Ikke medhold i klage over kommuneplantillæg og lokalplan for vindmøllepark 1,2 km fra Natura 2000-område, bl.a. fordi en screening af planens påvirkning fandtes tilstrækkelig, fordi skadevirkning på damflagermus kunne undgås ved de i VVM-tilladelsen påbudte afværgeforanstaltninger, der var ledsaget af et overvågningsprogram.
Mariagerfjord Kommune vedtog ifølge Planklagenævnets afgørelse den 29. juni 2017 kommuneplantillæg og ”lokalplan nr. 109/2017 for Vindmølleområde Handest Hede med tilhørende miljørapport”. Kommuneplantillægget og lokalplanen gav mulighed for opførelse af seks vindmøller. Planområdet udgjorde et samlet areal på ca. 15 ha., og i forbindelse med realiseringen af planen skulle nedrives fire bygninger. Det nærmeste Natura 2000-område lå ca. 1,2 km nord for planområdet, og omfattede et habitatområde, hvor udpegningsgrundlaget bl.a. omfattede damflagermus. Det fremgik af den tilhørende miljørapport, at der var gennemført en væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsen (2016/1383), men ikke en egentlig habitatvurdering af plangrundlagets påvirkning af Natura 2000-området for damflagermus. Efter miljørapporten blev planområdet anvendt som yngle- og rasteområde af bilag IV-arter som vandsalamander og spidssnudet frø. Kommunens vedtagelse af planerne og den tilhørende miljørapport blev påklaget af en række lokale beboere, der bl.a. gjorde gældende, at lokalplanens påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område og bilag IV-arter ikke var belyst tilstrækkeligt, og at den dagældende vindmøllebekendtgørelse var ugyldig grundet manglende miljøvurdering, samt at der var inddraget usaglige hensyn ved vedtagelsen af lokalplanen.
Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at planerne skulle behandles efter miljøvurderingsloven fra 2015. Nævnet lagde til grund, at damflagermus fra det nærliggende Natura 2000-område benytter huse og bygninger som ynglesteder, og at der derfor i forbindelse med planvedtagelsesprocessen skulle have været foretaget en undersøgelse af, om damflagermus opholdt sig i de fire bygninger, der skulle nedrives. Hvis dette havde været tilfældet, skulle kommunen have vurderet, om nedrivningen kunne have betydning for udpegningsgrundlaget. Nævnet lagde til grund, at den ene bygning alligevel ikke skulle nedrives, og at de øvrige tre bygninger allerede var revet ned, og at der i forbindelse med nedrivningen ikke var fundet flagermus i disse, hvorfor nedrivningen af bygningerne ikke havde haft eller ville få betydning for udpegningsgrundlaget. Nævnet fandt derfor, at en habitatvurdering af denne påvirkning før planvedtagelsen ikke ville have ført til, at planerne ikke lovligt kunne vedtages. Nævnet bemærkede herefter, at vindmøllerne efter omstændighederne kunne medføre drab af flagermus i et omfang, som kunne udgøre en trussel mod integriteten af et habitatområde med flagermus på udpegningsgrundlaget. Nævnet fandt imidlertid, at der var sikkerhed for, at vindmøllerne ikke vil medføre skade på Natura 2000-områdets flagermus, da der i VVM-tilladelsen var vilkår om afhjælpende foranstaltninger i form af krav om periodisk driftstop ved vindmølle nr. 1 for at undgå negativ påvirkning af flagermus. Nævnet henviste endvidere til, at der ville blive indført et overvågningsprogram for alle vindmøllerne samt driftsstop af disse, hvis de havde skadelig virkning, og at driftsstoppet kun ville blive ophævet, hvis det konkret konstateredes, at mulig påvirkning af damflagermus med sikkerhed kunne afvises. Da disse vilkår var en integreret del af projektet, afviste Planklagenævnet, at den manglende habitatvurdering af planens påvirkning af Natura 2000-områdets flagermus kunne føre til, at plangrundlaget for vindmølleparken var ugyldigt.
Vedrørende bilag IV-arterne flagermus, stor vandsalamander og spidssnuet frø bemærkede nævnet, at det følger af planhabitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2, at et planforslag ikke kan vedtages, hvis gennemførelse af planen kan beskadige eller ødelægge yngle- eller retsområder for bilag IV-arter. Nævnet lagde til grund, at der var foretaget to feltundersøgelser, der viste, at området indeholdte mange arter, hvor dværgflagermusen var den hyppigst forekommende. Nævnet bemærkede herefter, at der bl.a. ved vindmølle nr. 2, nr. 5 og nr. 6 var ledelinjer i form af levende hegn, som kunne anvendes af flagermus. En ledelinje er ikke i sig selv omfattet af beskyttelsen efter planhabitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2, men hvis ledelinjen må anses som en væsentlig ledelinje til og fra yngle- eller rasteområder for flagermus, kan det påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområdet, at vindmøller placeres i eller i forlængelse af ledelinjer og derfor forårsage et højere antal drab af enkeltindivider, hvilket nævnet dog mente kunne afvises i denne sag. Da vindmøllerne ikke ville blive placeret i beskyttede naturtyper, afviste nævnet, at der var risiko for skade på yngle- og rasteområder for stor vandsalamander og spidssnudet frø. Nævnet afviste derfor klagepunkterne vedrørende bilag IV-arter. Tilsvarende afviste nævnet øvrige indsigelser om mangler i miljøvurderingen.
For så vidt angik natur og øvrigt dyreliv bemærkede nævnet, at det af miljøvurderingen af bekendtgørelse om støj fra vindmøller tyder på, at høje støjniveauer kan medføre stress hos husdyr. Der findes imidlertid ikke grænseværdier for støjpåvirkning fra vindmøller af husdyr eller metoder til vurdering af den mulige belastning af dyrene, hvormed der indrømmes kommunerne et betydeligt skøn. Nævnet fandt i den forbindelse ikke, at hestes reaktion på, at vindmøller stopper, var en påvirkning af en sådan karakter og af et sådant omfang, at det skulle vurderes i forbindelse med en miljøvurdering. Nævnet lagde endvidere til grund, at der ikke på daværende tidspunkt var dyrearter, der var truede i området, og at vindmølleprojektet ikke ville medføre ændringer i naturtilstanden på arealerne. Nævnet fandt herefter, at miljørapporten i tilstrækkeligt omfang redegjorde for den sandsynlige miljømæssige påvirkning af flora og fauna. Vedrørende støj afviste nævnet at tage stilling til om den dagældende vindmøllebekendtgørelse skulle have været miljøvurderet efter SMV-direktivet med den begrundelse, at de påklagede planer ikke var vedtaget med hjemmel i bekendtgørelsen om støj fra vindmøller, men efter planloven, og at miljøvurderingen ikke var foretaget med hjemmel i bekendtgørelsen om støj fra vindmøller, men efter miljøvurderingsloven, hvorfor vindmøllebekendtgørelsens ugyldighed var uden betydning for planernes gyldighed. Nævnet lagde til grund, at der ikke efter miljøvurderingsloven er et krav om, at kommunerne i miljøvurderinger skal foretage vurderinger af støj ved andre vindhastigheder end dem, der er omtalt i bekendtgørelsen, idet nævnet samtidigt afviste at have kompetence til at vurdere om støjundersøgelserne var korrekte. Nævnet konkluderede herefter, at miljørapporten i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for planens støjpåvirker af mennesker og miljø. Efter at have afvist de øvrige indsigelser, afviste Planklagenævnet at give medhold i klagen over miljørapporten samt vedtagelsen af lokalplan og kommuneplantillæg.
Kommentar: Den 53 sider lange afgørelse om en lokalplan vedtaget for 3½ år siden tager stilling til flere principielle juridiske spørgsmål, hvorfor det må undre, at afgørelsen er truffet som formandsafgørelse. I den sammenhæng må særligt fremhæves, at Planklagenævnet antager, at det ikke er i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3, at vedtage en plan uden en egentlig habitatvurdering, men tilstrækkeligt med en væsentlighedsvurdering (screening), selvom skadelige påvirkninger kun kan undgås ved afværgeforanstaltninger. Denne fortolkning er udtrykkeligt afvist af EU-Domstolen i sag C-323/17 People over Wind m.fl. Det gør i den sammenhæng ingen forskel, at der er et overvågningsprogram, som det fremgår af sag C-142/16, og ligeledes fremgår af Planklagenævnets afgørelse af 21. december 2020 i j.nr. 18/05754. Tilsvarende forekommer Planklagenævnets betragtninger om retsvirkningen af den manglende habitatvurdering af de nedrevne bygningers påvirkning af flagermus i Natura 2000-området direkte i modstrid med EU-Domstolens praksis, hvorefter mangelfuld habitatvurdering af en plan eller projekt medfører, at planen/tilladelsen er ugyldig, uanset om det efterfølgende viser sig, at planen/projektet er uden skadelig virkning. Det må noteres, at Planklagenævnet fra specialitetsprincip lignende betragtninger afviste at ”tage stilling til, om vindmøllebekendtgørelsen skulle være overtrådt, fordi udformningen af vindmøllerne ikke er bestemt på forhånd, da denne bekendtgørelse ikke hører under nævnets kompetence”, men samtidigt afviste, at den manglende miljøvurdering af den vindmøllebekendtgørelse, der var gældende ved kommuneplantillægs vedtagelse, havde betydning for gyldigheden af plangrundlaget. Endelig må nævnes, at Planklagenævnets betegnelse af den påklagede afgørelse er uheldig. Kommunen vedtager ikke en miljørapport, men tager ved vedtagelse af lokalplan implicit stilling til, om miljørapporten opfylder miljøvurderingslovens regler.