MRF 2021.50
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. februar 2021, j.nr. 20/14462
Ophævet tilladelse til bypass med op til ca. 24.000 m3 rent oprensningssediment, da projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, hvorfor manglende VVM-screening medførte, at tilladelsen var ugyldig.
Kystdirektoratet meddelte den 12. november 2020 med henvisning til kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1, tilladelse til at foretage bypass med op til ca. 24.000 m3 rent oprensningssediment fra to områder og traf samtidig afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en habitatvurdering efter § 3 i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet. Oprensningen ville foregå fra to områder på søterritoriet, og det oprensede materiale skulle bypasses ca. 1 km sydøst for færgehavnen og ca. 500 m fra kysten. Området var beliggende ca. 450 m vest for Natura 2000-område nr. 154. Det fremgik af ansøgningen, at materialerne, som ønskedes oprenset, bestod af fint sand, og at materialerne ikke var vurderet egnet til nyttiggørelse, da der efter ansøgers opfattelse ikke var projekter, hvor materialet kunne benyttes. Miljøstyrelsen havde i forbindelse med overdragelse af sagen til Kystdirektoratet vurderet, at sedimentet var miljømæssigt rent, og at det kunne placeres kystnært. Kystdirektoratet havde efter høring af en række myndigheder og organisationer vurderet, at der ikke var væsentlige naturhensyn eller hensyn i øvrigt, som talte væsentligt imod projektet, da der var tale om rent oprensningssediment, og at det tilførte bypass-materiale ville have en positiv effekt i forhold til beskyttelse af kysterne mod erosion. Kystdirektoratets tilladelse blev påklaget af Odsherred Kommune, der bl.a. anførte, at afgørelsen om, at der ikke skulle foretages en konsekvensvurdering var mangelfuld, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, hvorfor der burde være truffet en screeningsafgørelse, og at der fandtes ålegræs i det ansøgte område, som vil blive ødelagt af sedimentet, hvilket kunne være til skade for bl.a. udpegede fugle. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at Kystdirektoratets afgørelse indeholdt tre afgørelser: (1) afgørelse om at give tilladelse til projektet efter kystbeskyttelsesloven, (2) afgørelse om at der ikke skal udarbejdes en habitatvurdering af Natura 2000-påvirkning samt (3) en indirekte afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af screeningspligten i miljøvurderingsloven. Nævnet lagde endvidere til grund, at alle tre afgørelse var påklaget. Nævnet fandt, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10.k om projekter til modvirkning af erosion. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til kystbeskyttelsesloven, at bypass skal modvirke erosion på kysten, og at der skal træffes en afgørelse om, hvorvidt bypass medfører uacceptable virkninger på miljøet. Da Kystdirektoratet ikke havde foretaget en screening af projektet for at fastslå, om det kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, led afgørelsen af en væsentlig retlig mangel. Nævnet fandt herved ikke anledning til at tage stilling til sagens øvrige klagepunkter, herunder om klager havde klageret efter kystbeskyttelsesloven og habitatbekendtgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter Kystdirektoratets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at manglende VVM-screening i sig selv er en ugyldighedsgrund, mens det beror på en konkret væsentlighedsvurdering, om manglende partshøring forud for VVM-screeningsafgørelsen medfører ugyldighed. Afgørelsen illustrerer samtidigt, at det var en fejl, at der i tidligere praksis blev meddelt klapningstilladelser efter havmiljølovens § 26 uden VVM-screening. Se til illustration MAD 2011.2504 Nmk, hvor der var sket miljøvurdering af havnesedimentet, men ikke af klapningstilladelsen. Klagenævnet undlod at tage stilling til, om kommunen havde klageret efter kystbeskyttelsesloven og habitatbekendtgørelsen på søterritoriet. Reservationen kan begrundes med, at kommunen ikke er kompetent myndighed på søterritoriet, men om dette afskærer en kommune fra at påklage afgørelser om projekter, der er omfattet af VVM-direktivet, må anses for tvivlsomt. En stillingtagen hertil fra Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne være nyttig, men en sådan stillingtagen bør naturligvis ikke ske i en formandsafgørelse.