MRF 2021.40
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2021, j.nr. 18/04981
Ophævet Sorø Kommunes afslag i 2017 på genoptagelse af VVM-screeningsafgørelse fra 2016 om, at skovrejsningsprojekt ikke krævede VVM, da kommunen i afslag på genoptagelse som følge af manglende partshøring af nabo fejlagtigt havde lagt til grund, at naboen ikke var part.
Med henvisning til § 3 i den dagældende VVM-bekendtgørelse traf Sorø Kommune i oktober 2016 screeningsafgørelse om, at et skovrejsningsprojekt på et ca. 4,4 ha areal med dyrkningsjord ikke var VVM-pligtigt. N, som boede ca. 30 m fra projektområdet, anmodede kommunen om at genoptage sagen bl.a. med henvisning til, at N ikke var blevet partshørt. Kommunen meddelte den 21. december 2017 afslag på genoptagelse af sagen, idet kommunen lagde til grund, at N ikke kunne anses for part i sagen. Kommunen lagde bl.a. vægt på, at skovrejsningsarealet var placeret under hensyntagen til naboer i nærheden af projektområdet, og at der mellem skovrejsningsarealet og de to nærmeste ejendomme til projektet, var et område på ca. 3.400 m2, hvor der ikke ville blive rejst skov. Afgørelsen blev påklaget af N, der bl.a. anførte, at N havde partstatus, da projektet havde en betydelig og varig negativ påvirkning af N’s ejendom, og at N derfor burde være blevet partshørt. Kommunen bemærkede hertil, at en genoptagelse af sagen ville udgøre en ren formalitet, idet projektet forsat ville blive vurderet som ikke-VVM-pligtigt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at klagen angik kommunes afgørelse af 21. december 2017 om afslag på genoptagelse, og at nævnet derfor alene kunne tage stilling til spørgsmålet, om hvorvidt kommunen havde haft pligt til at genoptage sin oprindelige afgørelse af 27. oktober 2016 om, at projektet ikke er VVM-pligtigt. Nævnet fandt, at N havde en væsentlig og individuel interesse, da N var en af de nærmeste naboer til projektet, og da skovrejsningen ville etableres ned til ca. 34 meter fra klagers ejendom, hvorfor afgørelsen i særlig grad berørte N i forhold til områdets øvrige omboende. Med henvisning til forvaltningslovens § 19 fandt nævnet, at N måtte anses for part i sagen om eventuel VVM-pligt vedrørende skovrejsningsprojektet, og at N derfor burde have været partshørt forud for kommunens afgørelse af 27. oktober 2016. Da kommunen i sit afslag på genoptagelse havde lagt til grund, at N ikke var part i sagen om skovrejsningsprojektet, hvilede afgørelsen på en forkert retsopfattelse og led dermed af en væsentlig retlig mangel, hvorfor afgørelsen var ugyldig. Nævnet fandt endvidere, at kommunen havde været forpligtet til at genoptage behandlingen af sagen om skovrejsningsprojektet allerede som følge af den manglende partshøring. Det bemærkedes, at kommunen som følge heraf skulle foretage en konkret vurdering af, hvilken betydning den manglende partshøring havde for gyldigheden af kommunens afgørelse om, at projektet ikke er VVM-pligtigt. På denne baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens afslag på genoptagelse af sagen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Det følger af fast praksis, at VVM-screeningsafgørelser er omfattet af forvaltningslovens regler om partshøring, men normalt kan dette ikke påklages efter klagefristens udløb. I denne sag opnåede naboen imidlertid en klageadgang ved at anmode om genoptagelse, idet dette afslag blev anset for en selvstændig afgørelse omfattet af ny klagefrist. Ophævelsen af afslag på genoptagelse betyder, at kommunen skal træffe en ny afgørelse i anledning af naboens genoptagelsesanmodning, hvor kommunen skal vurdere, om den manglende partshøring af naboen var konkret væsentlig. Hvis kommunen finder, at dette besvares bekræftende, skal kommunen herefter foretage en ny VVM-screeningsafgørelse, som kan påklages af nabo. Hvis kommunen derimod når frem til, at den manglende partshøring ikke var konkret væsentlig, vil denne vurdering af partshøringens væsentlighed ligeledes kunne påklages af naboen. Selv om dette kan opfattes som en omgåelse af klagefristen, er dette ikke tilfældet, da en sådan fremtidig prøvelse enten vil angå den manglende partshørings væsentlighed eller en ny VVM-screeningsafgørelses rigtighed.