MRF 2021.367
Planklagenævnets afgørelse af 16. december 2021, j.nr. 19/03399
Ikke medhold i klage over Erhvervsstyrelsens kommuneplantillæg med miljørapport for opstilling af to 200 meter høje forsøgsvindmøller nær Natura 2000-område, da en eventuel barriereeffekt ikke fandtes at have negativ effekt på fugles mulighed for at udnytte Natura 2000-området. Selv om det måtte forventes, at fuglene ville blive fortrængt fra et større område end anført i miljørapporten, og selv om der ikke var inddraget tab af fourageringsområder uden for Natura 2000-området, fandt nævnet, at der var konkrete holdepunkter for, at de specifikke arter på udpegningsgrundlaget ville tilvænne sig.
Erhvervsstyrelsen udstedte i januar 2019 kommuneplantillæg nr. 7, To forsøgsmøller ved Velling Mærsk, til Ringkøbing-Skjern Kommunes kommuneplan 2017-2029 med tilhørende miljørapport. Planområdet var beliggende i landzone inden for kystnærhedszonen, hvor der tidligere havde ligget en vindmøllepark med 100 vindmøller. Kommuneplantillægget muliggjorde to forsøgsvindmøller på op til 200 meter. Nærmeste Natura 2000-område var Ringkøbing Fjord med bl.a. fuglebeskyttelsesområde F43. Erhvervsstyrelsen havde i 2014 vedtaget et forslag til kommuneplantillæg, der sammen med miljøvurdering var i offentlig høring fra oktober 2014 til december 2014, og som muliggjorde opstilling af fire forsøgsvindmøller på op til 200 meter. I forbindelse med kommunens høring af et forslag til lokalplan for de fire forsøgsmøller ændrede Erhvervsstyrelsen antallet af vindmøller i det vedtagne kommuneplantillæg til to. Kommuneplantillægget blev påklaget af en grundejerforening, der bl.a. anførte, at oplysningsgrundlaget og vurderingerne i forhold til fuglearterne på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området var utilstrækkeligt, og at kommuneplantillægget var ugyldigt, fordi planområdet lå uden for de testpladser, der var fastlagt i rapporten ”Potentielle testpladser til prototypemøller frem mod 2020”, som var udarbejdet af en tværministeriel arbejdsgruppe på baggrund af en politisk aftale om nationale testcentre. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at nævnet havde kompetence til at behandle klagen, idet Erhvervsstyrelsen havde været førsteinstans i forhold til afgørelsen om miljøvurdering. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Erhvervsstyrelsens vurdering af, at det på et objektivt videnskabeligt grundlag kunne udelukkes, at planen ville påvirke bevaringsmålsætningerne for udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Nævnet lagde i forhold til oplysningsgrundlaget vægt på, at der ved besigtigelser i forbindelse med udarbejdelsen af miljørapporten var foretaget registreringer af fugle i området, og at det i miljørapporten var beskrevet, hvilke mulige påvirkninger vindmøllerne kunne have for fuglelivet. I forhold til barriereeffekt henviste nævnet til, at det fremgik af redegørelsen, at trækfugle ville kunne flyve uden om møllerne, og at rastende fugle kunne flyve udenom eller mellem møllerne, hvilket fugle tidligere havde gjort i området, hvor afstanden mellem de opstillede vindmøller var mindre. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Erhvervsstyrelsens vurdering af, at der kun i yderst begrænset omfang ville kunne være en barriereeffekt, og at en eventuel barriereeffekt ikke ville have negativ effekt på fuglenes mulighed for at udnytte Natura 2000-området. I forhold til kollisioner lagde nævnet til grund, at møllerne skønsmæssigt kunne være årsag til maksimalt 10-20 fugledødsfald årligt, hvilket ikke ville påvirke arterne på udpegningsgrundlaget negativt, og henviste i den forbindelse til oplysningerne om, at der på grund af vindmøllernes størrelse ville være mere plads for fuglene til at flyve over og imellem møllerne. Nævnet bemærkede, at Erhvervsstyrelsen havde forudsat en fortrængningszone på 373 meter, hvilket var baseret på en vurdering i forhold til de konkrete fuglearter på udpegningsgrundlaget. Højden på de vindmøller, som lå til grund for undersøgelsen refereret i miljørapporten, fremgik imidlertid ikke. Nævne fandt, at data om responsafstand for mindre vindmøller ikke umiddelbart kunne overføres til større vindmøller, hvilket også var beskrevet i miljørapporten. Det måtte derfor forventes, at der kunne være et større område end det opgjorte, hvorfra fugle ville blive fortrængt som følge af opstillingen af 200 meter høje vindmøller. Nævnet bemærkede endvidere, at styrelsen ikke havde inddraget tab af fourageringsområder, som lå uden for Natura 2000-områdets afgrænsning, i det omfang disse kunne have betydning for bestanden af arter på Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at der ikke ville være en væsentlig indvirkning på Natura 2000-området som følge af fortrængning, da der var konkrete holdepunkter for at antage, at der over tid vil ske en tilvænning. Nævnet henviste i den forbindelse til, at det i miljørapporten var belyst, at der var alternative fourageringsområder omkring planområdet, ligesom nævnet kunne konstatere, at vindmøllerne var placeret i et meget muligt og egnet fourageringsområde for svaner og gæs. En fortrængningseffekt af de to vindmøller ville således udgøre en meget begrænset del af det potentielle fourageringsområde. I forhold til den politiske aftale konstaterede nævnet, at det fremgik af den tværministerielle arbejdsgruppes rapport, at arbejdsgruppen havde identificeret syv potentielt egnede arealer til prototypemøller, og at forligskredsen bag aftalen havde lagt til grund, at den videre planlægning vedrørende arealerne fulgte de almindelige principper i den kommunale planlægning. Arealerne, der var identificeret i aftalen, ville derfor indgå i den generelle kommunale planlægning for vindmøller. Der var således ikke tale om et landsplandirektiv, jf. planlovens § 3, eller på anden måde en retligt bindende ramme i forhold til kommuneplaner. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at en eventuel uoverensstemmelse mellem den politiske aftale og kommuneplantillægget var i strid med planloven eller andre regler, som kunne håndhæves af Planklagenævnet. Nævnet fandt i øvrigt ikke grundlag for at anse miljørapportens indhold eller planvedtagelsen for mangelfuld og kunne herefter ikke give medhold i klagen over Erhvervsstyrelsens kommuneplantillæg.
Kommentar: Sagens forløb er usædvanligt og hænger sammen med, at VVM-direktivet frem til 2017 var gennemført i planloven, hvor det var miljøministeren, der var VVM-myndighed for store vindmøller og havde kompetence til at udarbejde kommuneplantillæg på grundlag af den dagældende planlovs § 11 g og § 11 i, mens kommunerne havde lokalplankompetencen. Efterfølgende overtog Erhvervsstyrelsen i 2016 Miljøministeriets VVM-kompetence. Det var derfor Erhvervsstyrelsen, der udstedte kommuneplantillægget. Styrelsen traf samtidig VVM-tilladelse til projektet, der blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i en formandsafgørelse af 21. december 2021 stadfæstede VVM-tilladelsen (MRF 2021.346 Mfk). Kommunens vedtagelse af lokalplanen for de to forsøgsmøller i januar 2019 blev også påklaget til Planklagenævnet, der i afgørelse samme dag ligeledes afviste at give klagerne medhold (j.nr. 19/02693). Sammenholdes Planklagenævnets vurdering af påvirkningen af fugle og fuglebeskyttelsesområdet i denne sag om de to forsøgsvindmøller med Planklagenævnets afgørelse i bl.a. MRF 2021.65 Pkn, hvor nævnet ophævede plangrundlaget for en vindmøllepark på Thorup-sletten, kunne man tro, at der i mellemtiden var indført nye mere lempede regler om fuglebeskyttelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet, men fortolkningen af beskyttelsen af fugle er markant forskellig, uden at der i Planklagenævnets afgørelse ses nogen forklaring på denne forskel, hvor det i øvrigt må undre, at en klage over et så vigtigt projekt er afgjort som formandsafgørelse.