MRF 2021.363
Planklagenævnets afgørelse af 13. december 2021, j.nr. 19/08235
Ophævet screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at kommuneplanstrategi for udlæg af nye sommerhusområder 200 meter fra fuglebeskyttelsesområde ikke var miljøvurderingspligtig, da Natura 2000-væsentlighedsvurderingen led af en væsentlig retlig mangel, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at der skulle foretages en konsekvensvurdering og dermed en miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2.
Holstebro Kommune traf i september 2019 screeningafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et forslag til kommuneplanstrategi 2019, der bl.a. omfattede et område ved Fjand, som bestod af opdyrkede marker. Vest for området lå et eksisterende sommerhusområde. Kommuneplanstrategien udpegede egnede områder til yderligere sommerhusområder, herunder Fjand-området. Nærmeste Natura 2000-område omfattede habitatområde H58, Nissum Fjord, og fuglebeskyttelsesområde F38, Nissum Fjord. Fuglebeskyttelsesområdet lå ca. 200 meter fra Fjand-området og havde bl.a. pibe-, knop- og sangsvane, kortnæbbet gås og bramgås på udpegningsgrundlaget. Hele Fjand-området var sammenfaldende med dele af habitatområde H58. Dele af området, herunder arealerne i planområdet, var foreslået udtaget af Natura 2000-området, hvilket dog endnu ikke var godkendt af Europa-Kommissionen. Kommunen havde i screeningsafgørelsen vurderet, at Fjand-området ikke påvirkede det Natura 2000-område, som det grænsede op til mod øst, og havde desuden bemærket, at den mere detaljerede planlægning ville tage højde for naboskabet. Afgørelsen blev påklaget af en nabo til planområdet, der anførte, at det ikke var korrekt, at det påtænkte udlagte sommerhusområde ikke længere var et Natura 2000-område, idet området var omfattet, indtil EU-Kommissionen måtte beslutte at udtage området. Det var derfor var uhjemlet, at kommunen med henvisning til, at området ikke længere var et Natura 2000-område, havde truffet afgørelse om ikke miljøvurderingspligt. Og selv hvis området måtte blive ændret, burde der foretages en miljøvurdering, da området i så fald ville grænse op til et Natura 2000-område. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen havde foretaget en væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 3 og havde vurderet, at der ikke var behov for en konsekvensvurdering. I relation til afgrænsning af Natura 2000-området udtalte nævnet med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning, at Natura 2000-områdernes ”afgrænsning er fastlagt med udpegningen i habitatbekendtgørelsen, jf. § 1. Det er kun miljøministeren, der kan ændre på afgrænsningen af Natura 2000-områder med hjemmel i miljømålsloven § 36. Ændringen er først formelt gældende, når den fremgår af en gældende habitatbekendtgørelse. Ændring af et udpeget Natura 2000-område skal godkendes af Europa-Kommissionen”. Nævnet bemærkede, at bl.a. gæs og svaner, som var på udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområdet, ofte fouragerede på dyrkede marker. Det ville derfor efter omstændighederne kunne skade fuglebeskyttelsesområdets integritet, hvis større arealer med dyrkede marker udgik i nærheden af fuglebeskyttelsesområdet. Nævnet bemærkede desuden, at der, selvom der var tale om en overordnet planlægning, fremgik det af kommuneplanstrategien, at der på arealet skulle etableres sommerhusgrunde på arealer, hvor der var landbrugsjord, hvorfor kommunen ved vedtagelse af strategien måtte forholde sig til en eventuel påvirkning af fuglearterne pga. ændringen af arealanvendelsen. Nævnet kunne ikke udelukke, at det ville være muligt for fuglearterne at opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af deres naturlige levesteder ved at fouragere på andre arealer. Dette var imidlertid ikke nærmere belyst i væsentlighedsvurderingen, der var indeholdt i miljøscreeningen. Nævnet fandt derfor, at væsentlighedsvurderingen led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet fandt i forlængelse heraf ikke, at indvirkningen på Natura 2000-områder var tilstrækkeligt belyst i forbindelse med væsentlighedsvurderingen og dermed miljøscreeningen. Nævnet bemærkede, at der desuden efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, skal gennemføres miljøvurdering af planer og programmer, som kan påvirke et udpeget Natura 2000-område væsentligt, hvilket indebærer, at hvis en plan skal konsekvensvurderes efter habitatreglerne, skal planen også undergives en miljøvurdering efter miljøvurderingsloven. Såfremt en fyldestgørende væsentlighedsvurdering havde ført til den konklusion, at der skulle foretages en konsekvensvurdering, skulle kommunen således også have foretaget en miljøvurdering. Planklagenævnet fandt på denne baggrund, at screeningsafgørelsen led af en væsentlig retlig mangel, hvorefter nævnet ophævede screeningafgørelsen og konstaterede, at kommuneplanstrategien derfor var ugyldig.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle bemærkninger. Den ene angår sagen, hvor Planklagenævnet undlod at forholde sig klart til, at habitatbekendtgørelsens afgrænsning af Natura 2000-områder ikke er godkendt af Kommissionen. Nævnet burde således have tydeliggjort, at den omstændighed, at den gældende habitatbekendtgørelse har udtaget en del af et Natura 2000-område, ikke har betydning for klagenævnets bedømmelse af kommuneplanstrategiens påvirkning af Natura 2000-området, da det alene er Kommissionen, der i medfør af habitatdirektivets art. 9 kan reducere eller fjerne et Natura 2000-område, jf. sag C-301/12, Cascina Tre Pini. Den anden bemærkning angår de efterhånden mange regler i planloven, som indfører yderligere formelle afgørelser i kommuneplanlægningsprocessen ud over kommuneplanen. Planlovens bestemmelser om kommuneplanstrategi indebærer således, at der formaliseres et forudgående led for kommuneplanen, så kommuneplanstrategien er en retsakt, der dermed omfattes af miljøvurderingsloven og særskilt kan påklages. Ophæves kommuneplanstrategien som i dette tilfælde, må det formentlig betyde, at den del af kommuneplanen ligeledes må anses for ophævet, da kommuneplanstrategien er en betingelse for denne del af kommuneplanen, hvis vedtagelse i øvrigt er omfattet af de samme regler om miljøvurdering og konsekvensvurdering af Natura 2000-områder. Planlovens formalisering af de forskellige led i planlægning til retsakter vil derfor modvirke den fleksibilitet i planlægningen, som ofte efterspørges. Se tillige MRF 2021.372 Pkn.