MRF 2021.361
Planklagenævnets afgørelse af 9. december 2021, j.nr. 20/09399
Ophævet screeningsafgørelse om, at kommuneplantillæg for solcelleanlæg på i alt 220 ha ikke var omfattet af miljøvurderingspligt, da der ikke var tale om et mindre område på lokalt plan, hvorfor planen ikke var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1. Kommuneplantillægget var derfor ugyldigt.
Frederikshavn Kommune traf i juli 2020 screeningafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et forslag til kommuneplantillæg, der udlagde arealer til placering af større solcelleanlæg til elproduktion. I forslaget til kommuneplantillæg var der udlagt fem områder på i alt 220 ha til placering af solcelleanlæg, men det fremgik af redegørelsen til det endeligt vedtagne kommuneplantillæg, at der på baggrund af bemærkninger i offentlighedsfasen blev udtaget to områder, hvorfor der med det endelige kommuneplantillæg var udlagt ca. 153 ha til placering af solcelleanlæg. Screeningsafgørelsen blev påklaget af en række beboere i området, der bl.a. anførte, at de nærmeste naboer burde have været inddraget langt tidligere i forløbet, da der var tale om et særdeles indgribende projekt for lokalmiljøet. Planklagenævnet (formanden) fandt, at kommunen havde overholdt miljøvurderingslovens procedurekrav for screeningsafgørelsen, da der ikke efter miljøvurderingsloven er pligt til at foretage høring af offentligheden forinden der træffes afgørelse om, at et planforslag ikke skal miljøvurderes. Screeningsafgørelsen var sammen med planforslaget offentliggjort 2. juli 2020, og det fremgik af offentliggørelsen, at afgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt kunne påklages inden for en frist på 4 uger. Planforslaget var herefter i offentlig høring i 8 uger, og inden udarbejdelsen af kommuneplantillægget var gennemført en foroffentlighedsfase i overensstemmelse med planlovens § 23 c. For så vidt angik spørgsmålet om miljøvurdering bemærkede nævnet, at solcelleanlæg til fremstilling af elektricitet udgør et anlæg omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 3.a om industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand. Kommuneplantillægget var således omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, hvorfor der som udgangspunktet skulle være gennemført en miljøvurdering af tillægget. Dette kan dog undlades, hvis planen kun fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan, jf. § 8, stk. 2, nr. 1. Med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-444/15 og de forskellige sproglige versioner af dommen fandt nævnet, at ”mindre område på lokalt plan” skal forstås på den måde, at planen er udarbejdet af en lokal myndighed, og at planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse i forhold til hele det område, der hører under den lokale myndigheds stedlige kompetence. Nævnet lagde herefter til grund, at der i hvert tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til kommunens areal, og at det ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om et geografisk område, der er mindre end kommunens samlede areal. Da det konkrete planforslag omfattede fem områder på samlet 220 ha, fandt nævnet, at planforslaget ikke var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, idet nævnet henviste til, at kommuneplantillægget udlagde hidtil ubebyggede landbrugsarealer til opførelse af solcelleanlæg, hvorfor der ikke var tale om en mindre ændring af den eksisterende planlægning, hvilket også gjaldt efter reduktionen af arealet til 153 ha. Kommuneplantillægget var derfor omfattet af obligatorisk miljøvurdering, og da det ikke var sket, konstaterede Planklagenævnet, at kommuneplantillægget var ugyldigt.
Kommentar: Se tillige Planklagenævnets afgørelse i MRF 2021.358 Pkn med kommentar om en lokalplan for et solcelleanlæg.