MRF 2021.359
Planklagenævnets afgørelse af 6. december 2021, j.nr. 21/09366
Ikke medhold i klage over lokalplan, der fastsatte bebyggelsesregulerende bestemmelser for et boligområde, da kommunen ikke havde varetaget usaglige hensyn eller tilsidesat lighedsgrundsætningen. Nævnet afviste at tage stilling til klagepunkt om, at lokalplanen greb ind i en tilsvarende verserende sag, da sagen ikke vedrørte afgørelsen om vedtagelse af lokalplanen.
Aalborg Kommune vedtog i juni 2021 endeligt lokalplan nr. 3-3-119, Boliger, Hasseris. Formålet med lokalplanen var ifølge planens § 1 bl.a. at fastsætte bebyggelsesregulerende bestemmelser for at sikre områdets havebykarakter og bebyggelsens arkitektur, samt at området fortsat skulle anvendes til åben-lav boligbebyggelse. Lokalplanen indeholdt desuden bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering, herunder byggelinjer, højde, etageantal og altaner og tagterrasser, og bebyggelsens udseende, herunder bygningsform, facader, tagbeklædning mv. Planvedtagelsen blev påklaget af en ejendomsejer i lokalplanområdet, der bl.a. anførte, at lokalplanen kun havde til formål at tilgodese enkelte beboere på vejen, der allerede havde bygget i strid med den nu vedtagne lokalplan, og at lokalplanen greb ind i en allerede verserende sag ved Planklagenævnet, hvor politikere tilsvarende forsøgte at komme andre beboere i møde ved at sikre, at et kommende byggeri, der ville være fuldt lovligt i henhold til den tidligere lokalplan, ikke længere kunne opføres. Det anførtes endvidere, at lokalplanen var udtryk for ekspropriation, da ejeren købte ejendommen med det formål at renovere og tilbygge den, at kommunen sideløbende med udarbejdelsen af lokalplanen havde givet tilladelse til opførelse af en bolig på en anden ejendom i strid med planen, og at kommunen senere havde givet dispensation til overskridelse af byggetilladelsen i strid med den tidligere lokalplan. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at den af klager anførte anden verserende sag ikke vedrørte ”kommunens afgørelse om vedtagelse af lokalplanen”. Nævnet afviste derfor at tage stilling til klagepunktet. For så vidt angik spørgsmålet, om lokalplanen usagligt tilgodeså enkelte beboere, fandt nævnet med henvisning til lokalplanens § 1, at lokalplanen havde en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse, og at der ikke var grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn. For så vidt angik spørgsmålet om ekspropriation, fandt nævnet ikke, at bestemmelserne i lokalplanen udgjorde en sådan særlig intens og konkret indskrænkning i ejerens rådighed over ejendommen, at ejeren var afskåret fra en økonomisk rimelig udnyttelse af ejendommen. Nævnet lagde herved vægt på, at lokalplanlægning som udgangspunkt er erstatningsfri regulering, og at kommunen i henhold til planlovens § 15, stk. 2, havde haft hjemmel til at vedtage bestemmelserne. Nævnet fandt ikke, at kommunen med vedtagelsen af lokalplanen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen, idet nævnet henviste til, at lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for, at en kommune fastsætter bebyggelsesregulerende bestemmelser i en lokalplan, uanset at kommunen tidligere har givet tilladelser eller dispensationer til byggeri, der ikke er i overensstemmelse med de pågældende bestemmelser i den senere vedtagne lokalplan. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to bemærkninger. Den af klager omtalte sag blev afgjort den 27. august 2021 (MRF 2021.250 Pkn) og vedrørte klage over kommunens påbud efter planlovens § 43 om håndhævelse af en privatretlig servitut. Da kommunen med lokalplanen havde ophævet servitutten, måtte påbuddet efter § 43 anses for bortfaldet, hvorfor Planklagenævnet ophævede påbuddet i denne sag. Dette burde nævnet have tydeliggjort. I forhold til klagen over ekspropriation kan det undre, at Planklagenævnet ikke oplyste, at hvis en lokalplan hindrer den fremtidige udnyttelse af ejendommen på en så indgribende måde, at det er ekspropriativt, vil ejeren have krav på kommunal overtagelse efter en analog til planlovens § 48. Se herom Anker: Planloven med kommentarer, 2013, s. 748 ff., og Pagh: Fast ejendom – regulering og køb, 3. udg., 2017, s. 664 ff.