MRF 2021.354
Planklagenævnets afgørelse af 18. november 2021, j.nr. 21/07924
Lokalplantillæg for frigivelse af plads til en metrostation ophævet grundet modstrid med planlovens § 28, da kommunen og indenrigsministeren var uenige om, hvorvidt ministerens frafald af veto efter planlovens § 29, stk. 3, forudsatte, at lokalplanen indeholdt en ibrugtagningsbetingelse om erhvervsbebyggelse som støjafskærmende foranstaltning for bagvedliggende byggeri af boliger, uden at Planklagenævnet kunne prøve, om ministeriets krav var i modstrid med planloven.
Københavns Kommune vedtog den 25. marts 2021 endeligt tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 494, Enghave Brygge, hvis formål var at frigive plads til en metrostation og metroplads på det sydlige Enghave Brygge i København. Dette skulle ske ved en justering af de planlagte bebyggelser for området. Syd for planområdet, på den anden side af Frederiksholmsløbet, lå en produktionsvirksomhed. Det fremgik af lokalplantillæggets redegørelse, at anvendelsen for den sydligste del af området skulle ændres af hensyn til eksponeringen for støj fra den nærliggende produktionsvirksomhed. Her muliggjordes erhverv frem for boliger med det formål at lade området skærme de bagvedliggende boliger for støj. I forbindelse med høring af planforslaget i november 2020 gjorde erhvervsministeren med henvisning til planlovens § 29, stk. 3, indsigelse mod lokalplantillægget med den begrundelse, at planforslaget kunne påvirke drifts- og udviklingsmuligheder for H.C. Ørstedværket, der er en virksomhed af national interesse. Planområdet blev i januar 2021 overført fra Erhvervsministeriet til Indenrigs- og Boligministeriet, som i februar 2021 frafaldt indsigelsen mod lokalplantillægget. Det fremgik heraf, at kommunen havde oplyst, at der i lokalplanen skulle fastsættes en betingelse for ibrugtagning, og såfremt boligbebyggelserne blev opført først, ville boligerne ikke kunne ibrugtages, førend erhvervsbebyggelsen var opført. Herudover fremgik det, at indenrigs- og boligministeren frafaldt indsigelsen under forudsætning af, at de aftalte ændringer kom til at indgå i den endeligt vedtagne plan. Afgørelsen blev påklaget af Bolig- og Planstyrelsen, der bl.a. anførte, at lokalplantillægget var vedtaget i strid med planlovens § 28, da forudsætningerne for indenrigs- og boligministerens frafald af indsigelsen ikke var opfyldt, og at indsigelsen dermed stadig var gældende. Efter styrelsens opfattelse fremgik det klart og udtrykkeligt som en forudsætning for frafald af indsigelsen, at der i det endeligt vedtagne tillæg skulle være en ibrugtagningsbetingelse, som indebar, at der skulle opføres erhvervsbebyggelse som støjafskærmende foranstaltning. Planklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til, om der burde have været fremsat indsigelse mod planforslaget eller til indholdet af indsigelsen mod planforslaget, idet nævnet dog bemærkede, at det ikke er usædvanligt, at der i lokalplaner anvendes bebyggelse som støjafskærmning, f.eks. i forhold til boliger, også uden for transformationsområder. Nævnet konstaterede, at det endeligt vedtagne lokalplantillæg ikke indeholdt en bestemmelse om, at det var en betingelse for ibrugtagning af boligbebyggelsen, at erhvervsbebyggelsen var opført som støjafskærmning. Nævnet gengav herefter det af kommunen anførte under klagesagen, bl.a. at der ikke kunne knyttes vilkår til indsigelsesfrafaldet, at ibrugtagningsbestemmelsen måtte anses som en rækkefølgebestemmelse, der ikke lovligt kunne fastsættes i en lokalplan, og at lokalplanen indeholdt en bestemmelse, der sikrede, at boligerne ikke kunne få ibrugtagningstilladelse, før støjkravene var overholdes, hvilket i praksis ville betyde, at erhvervsbebyggelsen var opført samtidig med boligbebyggelsen. Nævnet fandt på denne baggrund, at der ikke kunne siges at være opnået enighed mellem kommunen og indenrigs- og boligministeren om de nødvendige ændringer af lokalplanforslaget. Nævnet fandt derfor ikke, at vedtagelsen af lokalplantillægget var sket i overensstemmelse med planlovens § 28, stk. 1. Planklagenævnet ophævede herefter lokalplantillægget.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer planlovens komplicerede kompetencefordeling, når en statslig myndighed udnytter sin vetobeføjelse efter planlovens § 29, stk. 3. Nedlægges der veto, kan dette ikke indbringes for Planklagenævnet, men kan indbringes for erhvervsministeren, jf. § 28, stk. 2, der herefter endeligt afgør sagen. Men når det er erhvervsministeren, der har nedlagt veto, gælder dette ikke. I dette tilfælde var kompetencen så flyttet til Indenrigs- og Boligministeriet, der ligeledes har overtaget kompetencen efter § 28, stk. 2, og som i dette tilfælde påklagede Københavns Kommunes vedtagelse af lokalplanen. Mens Planklagenævnet ikke kan prøve gyldigheden af et statsligt veto efter planlovens § 29, viser afgørelsen, at Planklagenævnet kan prøve, om en lokalplan er vedtaget, uden at der er opnået den enighed mellem kommunen og den statslige myndighed, som kræves efter planlovens § 28. Som afgørelsen også illustrerer, kan Planklagenævnet ikke ved denne prøvelse tage stilling til, om den statslige vetomyndighed har misforstået planloven, hvilket må anses for at være tilfældet i denne sag. Det er således helt i overensstemmelse med fast praksis, at Københavns Kommune anførte, at der ikke lovligt ved lokalplan kan fastsættes rækkefølgebestemmelse, men at der alene er hjemmel til ibrugtagningstilladelse, hvorfor den statslige myndigheds indsigelse synes baseret på en retsvildfarelse. Afgørelsen er derfor korrekt, selv om det nok for mange synes mærkeligt, at Planklagenævnet på denne måde skal bistå en statslig myndighed med at håndhæve en misforståelse af planloven.