MRF 2021.349
Planklagenævnets afgørelse af 28. september 2021, j.nr. 20/03065
Ophævet landzonetilladelse til opførelse af enfamilieshus på 600 m2, da der var tale om en væsentlig udvidelse i forhold til eksisterende bolig på 500 m2, så bygningen ville fremstå mere markant i landskabet. Landzonetilladelse til staldbygninger på i alt 510 m2 stadfæstet, da bygningerne skulle opføres på omtrent samme placering som de eksisterende og anvendes til hestehold, som er naturligt hjemmehørende i landzone. Dissens.
Sagen omhandlede en ansøgning om tilladelse til opførelse af et enfamilieshus og en stald på en ejendom beliggende i landzone. Matriklen, der var omfattet af ansøgningen, udgjorde 16 ha ud af en samlet ejendom på 60 ha, hvoraf 7,6 ha var pålagt fredskovspligt. Der var ikke fredskovspligt på den omhandlende matrikel. På matriklen var der registreret et stuehus på 146 m2 opført i 1885 og to sammenbyggede lader opført i 1900 på i alt 389 m2. Som erstatning for det oprindelige stuehus var ansøgt om opførelse af en helårsbolig på i alt ca. 600 m2 bestående af en bolig på ca. 495 m2, indbygget overdækning på ca. 40 m2 og indbygget carport på ca. 65 m2. Som erstatning for de to sammenbyggede lader var der ansøgt om opførelse af en bygning med stald, indbygget garage, foderrum, teknikrum, sadelrum og personalerum på i alt ca. 510 m2. Ejendommen var beliggende i et område, der i kommuneplanen var udpeget som særligt landskabsinteresseområde, visuelt uforstyrret landskab og særligt geologisk interesseområde. Ejendommen var omfattet af en privatretlig fredningsservitut fra 1973, hvoraf fremgik, at der kunne opføres nye bygninger, som var nødvendige af hensyn til driften eller som normal bolig inden for et udlagt byggefelt. Silkeborg Kommune meddelte i februar 2020 med henvisning til planlovens § 35, stk. 1, landzonetilladelse til det ansøgte. Afgørelsen blev påklaget af to naboer, der bl.a. anførte, at kommunen havde undladt at håndhæve servitutten, at kommunen ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe afgørelse, herunder oplysninger om hvem der skulle bo på ejendommen, og at det i naboorienteringen ikke var angivet, hvilken bestemmelse, der var anvendt ved vurderingen af sagen. Det anførtes endvidere, at byggeriet ville virke dominerende i landskabet, at staldens anvendelse til erhvervsmæssigt opdræt af heste ville medføre, at byggeriet ville blive stærkt afvigende fra den eksisterende bebyggelse, og at kommunen i to tidligere sager havde givet afslag med henvisning til fredningen. Planklagenævnet afviste, at nævnet kunne tage stilling til kommunens undladelse af at håndhæve servitutten, eller hvem der skulle bo på ejendommen, ligesom nævnet afviste, at der var mangler ved partshøringen. Herefter lagde nævnet til grund, at undtagelsesbestemmelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, hvorefter der er mulighed for at til- og ombygge en helårsbolig med et bruttoetageareal på op til 500 m2 uden landzonetilladelse, ikke gælder ikke ved nyopførelse, idet der dog som altovervejende hovedregel gives tilladelse til opførelse af ny bolig på op til 500 m2 til erstatning for en eksisterende bolig. Flertallet (10 mod 1) fandt, at helårsboliger i det åbne land, som overstiger 500 m2, bør undgås ud fra et generelt landskabeligt hensyn, fordi bygningerne ofte vil virke markante og dominerende i landskabet. Da det ansøgte byggeri ikke var overensstemmelse med de landskabelige hensyn, der skulle varetages i området, og der ikke forelå særlige omstændigheder, kunne der ikke gives landzonetilladelse til opførelse af den ansøgte helårsbolig. Flertallet (10 mod 1) fandt derimod, at der kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte stald, da bygningen skulle opføres på omtrent samme placering som de eksisterende bygninger på ejendommen, ligesom de eksisterende bygninger ikke var i så dårlig stand, at de måttes betragtes som ruiner. Flertallet tillagde det herudover afgørende vægt, at bygningerne skulle anvendes til hestehold, idet heste hører naturligt hjemme i landzonen, og størrelsen på den ansøgte bygning var rimelig i forhold til antallet heste. Flertallet lagde desuden vægt på, at byggeriet ville blive maks. 7,5 meter højt, og fandt, at hverken hensyn til nærliggende skov, planlægningsmæssige, landskabelige eller øvrige hensyn i området talte afgørende imod en tilladelse. Nævnet bemærkede afslutningsvis, at det forhold, at kommunen eventuelt havde foretaget en anden skønsmæssig vurdering i forhold til opførelse af et stuehus på en anden ejendom, ikke kunne føre til et andet resultat, da nævnet ikke havde haft lejlighed til at efterprøve dette skøn. Planklagenævnet ændrede herefter landzonetilladelsen til enfamiliehuset til et afslag og stadfæstede landzonetilladelsen til opførelse af stalden.