MRF 2021.348
Planklagenævnets afgørelse af 27. september 2021, j.nr. 20/00974
Ikke medhold i klage over lokalplan for boligområde 40 meter fra et autolakeringsværksted, da de vejledende støjgrænser baseret på autoværkstedsbekendtgørelsens § 9 kunne overholdes i lokalplanområdet, hvorfor arealet ikke var støjbelastet efter planlovens § 15 a, stk. 1. Kommunen havde ikke pligt efter § 15 b, stk. 1, til at inddrage mulige fremtidige ændringer eller udvidelser af værkstedsaktiviteterne.
Herning Kommune vedtog i august 2018 endeligt lokalplan nr. 21.BL1.3, Boliger på Granly i Sunds. Lokalplanen muliggjorde etablering af et mindre boligområde i form af enten åben/lav eller tæt/lav bebyggelse. Ca. 40 meter sydøst for lokalplanområdet lå et autolakeringsværksted i et erhvervsområde. Det fremgik af lokalplanens redegørelse, at lugtpåvirkningen fra autolakeringsværkstedet var vurderet forud for vedtagelsen af lokalplanen, og at kommunen havde vurderet, at der ville kunne undgås lugtgener i lokalplanområdet ved en maksimal bygningshøjde på 8 meter, hvilket var opfyldt i lokalplanens § 7.2. Kommunen havde fået udarbejdet en støjberegning, der konkluderede, at det ikke var sandsynligt, at støjpåvirkningen fra autolakeringsværkstedet oversteg 45 dB inden for lokalplanområdet i dagtimerne. Planvedtagelsen blev påklaget af autolakeringsværkstedet (A), der bl.a. anførte, at lokalplanen væsentligt ville indskrænke værkstedets muligheder for at drive virksomheden fremover, da ejendommen pr. 1. oktober 2019 var udlejet til en autolakerings-/industrilakeringsvirksomhed i miljøklasse 4, hvorefter der ville ske en væsentligt større udledning af opløsningsmidler ved industrilakering. A anførte endvidere, at lokalplanen påførte virksomheden indskrænkninger med hensyn til udledning af støj, at der burde foretages fysiske støjmålinger, og at der ikke i beregningen var taget højde for, at der skete vareleverancer med lastbiler meget tidligt om morgenen og sent om aftenen. Planklagenævnet lagde til grund, at der var klaget over, at lokalplanen ikke var i overensstemmelse med planlovens §§ 15 a og 15 b. Nævnet bemærkede, at planlovens § 15 b på tidspunktet for planvedtagelse ikke indeholdt en afgrænsning af de kilder til lugt, støv eller anden luftforurening, der var omfattet af bestemmelsen, og at den derfor omfattede bl.a. autolakeringsværksteder. Nævnet fandt, at lokalplanområdet udgjorde et areal, der potentielt ville kunne være belastet af lugt, støv eller anden luftforurening omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, da der ved bygninger af en vis højde vil være problemer i forhold til lugtgener. Ifølge lokalplanen måtte bebyggelsen dog maksimalt have en højde på 8 meter, og kommunen havde således fastsat en bestemmelse om bygningshøjde som omtalt i planlovens § 15 b, stk. 1. Da der var tale om lugtpåvirkning fra et eksisterende autolakeringsværksted reguleret af autoværkstedsbekendtgørelsen, fandt nævnet, at kommunen kunne tage udgangspunkt i den luftforurening, som autolakeringsværkstedet havde anmeldt til kommunen, jf. autoværkstedsbekendtgørelsens § 5, og som kommunen havde kvitteret for, jf. bekendtgørelsens § 15. Nævnet fandt ikke, at kommunen ved lokalplanens vedtagelse efter planlovens § 15 b, stk. 1, havde pligt til at tage udgangspunkt i mulige fremtidige udvidelser af aktiviteterne i et eksisterende autolakeringsværksted. Nævnet bemærkede, at der var en vis uklarhed om, hvor store mængder organiske opløsningsmidler autolakeringsværkstedet måtte udlede i timen, hvilket ifølge kommunen var 2,5 kg, men 3 kg ifølge virksomheden. Det fremgik imidlertid af bilag 1 til autoværkstedsbekendtgørelsen, at den teoretiske afkasthøjde var 12 meter, uanset om virksomheden måtte udlede 2,5 kg eller 3 kg. Med et højdetillæg på 7 meter og en teoretisk afkasthøjde på 12 meter skulle den totale afkasthøjde i henhold til bilagets beregningsregler være 19 meter. Det eksisterende afkast på autolakeringsværkstedet var 19,5 meter og således højere end den påkrævede afkasthøjde efter autoværkstedsbekendtgørelsen ved den bebyggelse, som lokalplanen muliggjorde. Nævnet fandt herefter, at den i lokalplanen fastsatte maksimale bebyggelseshøjde, sammenholdt med den i lokalplanen tilladte terrænregulering i forhold til det eksisterende terræn, var i overensstemmelse med autoværkstedsbekendtgørelsens bilag 1. Nævnet fandt på denne baggrund, at lokalplanens bestemmelser sikrede den fremtidige anvendelse mod luftforurening, jf. planlovens § 15 b. For så vidt angik støjpåvirkning konstaterede nævnet, at kommunen ved støberegningen havde lagt til grund, at autolakeringsværkstedets støjniveau ikke måtte overstige 60 dB i dagtimerne. Nævnet lagde til grund, at denne forudsætning var baseret på, at virksomheden lå i et erhvervs- og industriområde med forbud mod generende virksomheder, hvor der i henhold til Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier måtte støjes 60 dB døgnet rundt. Nævnet konstaterede videre, at det fremgik af beregningen, at det var forudsat, at der ikke var aktivitet på værkstedet om aftenen og natten, og at der derfor ikke var taget stilling til støj på disse tidspunkter. Det fremgik imidlertid ikke, hvad denne forudsætning byggede på. Nævnet lagde til grund, at forudsætningen var baseret på autoværkstedsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, om driftstider for støjende aktiviteter fra autolakeringsværksteder, herunder at vareleverancer til virksomheden skete i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen. På baggrund af støjberegningen og de forudsætninger, som kommunen havde lagt til grund for beregningen, lagde nævnet til grund, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier ville være overholdt i lokalplanområdet, og at lokalplanområdet således ikke udgjorde et støjbelastet areal som nævnt i planlovens § 15 a, stk. 1. Nævnet lagde desuden til grund, at en teoretisk støjberegning/støjmåling ikke var behæftet med større usikkerhed end fysiske støjmålinger, hvorfor nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den valgte metode til vurdering af støjniveauet. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen er blandt de afgørelser, der er omtalt i PKNO nr. 18 om lokalplanplanlægning af støjbelastede områder og fortolkning af planlovens § 15 a samt § 15 a, stk. 2, nr. 13, 23 og 26.