MRF 2021.341
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. december 2021, j.nr. 18/05396
Landmand tilkendt erstatning på 88.223 kr. efter naturbeskyttelseslovens § 19 g for det driftstab, der var opstået ved to års sagsbehandling af anmeldt genopdyrkning i Natura 2000-område som følge af, at klagenævnet i juni 2010 havde ophævet den opsættende virkning af klage over påbud efter § 19 f, hvor landmanden havde opgjort driftstabet til lidt over 1 mio. kr. Kommunen skal efter § 19 h udrede erstatningsbeløbet forrentet fra august 2011.
Efter udløb af en MVJ-aftale i maj 2009 indsendte landmanden E anmeldelse efter naturbeskyttelseslovens § 19 b til Ringkøbing Skjern Kommune om, at E ville genopdyrke arealer beliggende i Natura 2000-område nr. 66, Stadil Fjord. Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede at foretage en nærmere vurdering, og i marts 2010 meddelte kommunen påbud til E efter naturbeskyttelseslovens § 19 f om, at de anmeldte aktiviteter ikke kunne iværksættes, medmindre der blev dyrket græs eller etableret efterafgrøder. E påklagede påbuddet, hvilket som udgangspunkt har opsættende virkning (nu § 87, stk. 7), men ved delafgørelse i juni 2010 ophævede Natur- og Miljøklagenævnet den opsættende virkning af E’s klage, hvorefter E ikke kunne fortsætte genopdyrkning. Ved nævnets endelige afgørelse af klagesagen i juni 2011 blev § 19 f-påbuddet ophævet og hjemvist grundet utilstrækkelig vurdering af fosforpåvirkning (MAD 2011.1374 Nmk). Efter fornyet vurdering besluttede kommunen primo 2012, at de anmeldte aktiviteter kunne iværksættes, men fandt ikke grundlag for at tilkende E erstatning for det driftstab i de to år, hvor E ikke kunne genoptage opdyrkningen. Kommunens afslag på erstatning blev af E påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, der i maj 2015 gav E medhold, da erstatningspligten efter naturbeskyttelseslovens § 19 g også omfatter driftstab i den periode, hvor sagen verserede. Kommunens afslag blev derfor ophævet og hjemvist med bemærkning om, at det er kommunen, der skal udrede erstatningen, uanset klagenævnets andel i de to års sagsbehandlingstid (MAD 2015.160 Nmk). I august 2016 meddelte kommunen imidlertid afslag på erstatning med den begrundelse, at E ikke havde dokumenteret et økonomisk tab som følge af kommunens afgørelse og den efterfølgende sagsbehandlingstid i nævnet, da der på en stor del af markerne var dyrket korn og majs. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at kommunens påbud i marts 2010 med ophævelsen af den opsættende virkning havde hindret E’s drift i to år og påført E et økonomisk tab på lidt over 1 mio. kr., som var nærmere opgjort, og at kommunen skulle erstatte dette tab efter naturbeskyttelseslovens § 19 g. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at betingelsen for, at E havde ret til erstatning, var, at E i 2010 havde efterlevet nævnets ophævelse af den opsættende virkning af klagen i juni 2010. Nævnet vurderede, at marker på i alt 44,35 ha i 2010 var dyrket med majs, en vinterkornafgrøde samt en anden kornafgrøde. Nævnet vurderede endvidere, at marker på i alt 101,65 ha var tilsået med vårbyg, men at det ikke var muligt at fastslå, om markerne tillige var tilsået med græs, ligesom nævnet ikke ud fra luftfotos kunne konstatere, om E efterfølgende havde ladet vårbyggen stå til modenhed, eller om E havde høstet eller ladet husdyr afgræsse arealerne. Nævnet lagde herefter til grund, at markerne var dyrket med vårbyg til modenhed, som var den afgrøde, som E i 2010 indberettede til hektarstøtteordningen. Nævnet henviste i den forbindelse til, at arealerne var indmeldt med afgrødekode ”1 vårbyg”, der var oplistet under kategorien ”Vårsæd til modenhed”, og at det derfor ikke var sandsynliggjort, at E i 2010 havde lidt et økonomisk tab for så vidt angik disse marker, da dyrkning af majs og vårbyg til modenhed var i strid med begrænsningerne på markerne. Nævnet vurderede imidlertid, at marker på i alt 20,95 ha var græsmarker. Nævnet vurderede endvidere, at en mark på 2,23 ha stod med umodent korn i sommeren 2010, og lagde herefter til grund, at E på denne mark havde overholdt begrænsningerne, da luftfotos fra sommeren 2010 var i overensstemmelse med den indberettede afgrøde til hektarstøtteordningen i 2010 ”230 vårkorn, grønkorn”. Nævnet fandt det derfor sandsynliggjort, at E i 2010 havde lidt et økonomisk tab for så vidt angik disse marker, da dyrkning af græs ikke var i strid med begrænsningerne, ligesom det ikke kunne afvises, at dyrkning af vårkorn, grønkorn, var sammenlignelig med græs og dermed i overensstemmelse med begrænsningerne. Nævnet fandt på denne baggrund, at det for marker på i alt 23,18 ha var dokumenteret, at E havde overholdt begrænsningerne og dermed havde lidt et økonomisk tab som følge af den manglende mulighed for at iværksætte de anmeldte aktiviteter. E skulle derfor stilles økonomisk som om, at E ikke var blevet forhindret i at igangsætte aktiviteterne. Nævnet fandt, at tabet skulle opgøres som et driftstab udregnet på baggrund af et standarddækningsbidrag for det optimale sædskifte på arealerne fratrukket besparede omkostninger og dækningsbidraget for græsarealer henset til E tabsbegrænsningspligt. Ved beregningen lagde nævnet det af V1 oplyste optimale sædskifte og det tilhørende gennemsnitlige dækningsbidrag på 6.598 kr. til grund. Nævnet fandt ikke, at de oplyste gennemsnitlige faste maskinomkostninger skulle fratrækkes, da disse måtte betragtes som kapacitetsomkostninger, som E ikke havde haft mulighed for at spare. Nævnet lagde derimod de oplyste gennemsnitlige variable maskinomkostninger på 1.792 kr. fra ”Produktionsøkonomi. Planteavl. 2011” til grund, hvilke skulle fratrækkes erstatningsbeløbet, da dette var omkostninger, som E havde sparet ved ikke at have almindelig omdrift på arealerne. De af E’s rådgiver oplyste variable maskinomkostninger på 1.100 kr. anvendtes ikke, da tallet ikke tog hensyn til, hvilken planteavlsbedrift, der blev drevet på arealerne. Nævnet fandt endvidere, at de af E oplyste indtægter fra græs og hø samt græsningsret ikke kunne anvendes i erstatningsberegningen, da der ikke var klarhed over, hvilke arealer indtægterne præcist vedrørte. Nævnet fratrak derfor i stedet den af V1 oplyste forventede indtjening for markerne som græsarealer. Nævnet valgte med henvisning til den relativt store spredning i det af V1 oplyste interval på 1.000-1.500 kr. for indtjeningen for græsarealerne det laveste mulige beløb, 1.000 kr. pr. ha. Det bemærkedes, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ekstraordinære omkostninger, som E havde måttet afholde for at begrænse sit tab. På baggrund af beregningen fandt nævnet, at E skulle tilkendes en erstatning på 88.223 kr. Nævnet fandt, at erstatningen skulle forrentes fra den 18. august 2011, da de i erstatningsopgørelsen anvendte maskinomkostninger samt dækningsbidrag for vinterhvede og vårbyg var indhentet fra pjecen ”Produktionsøkonomi. Planteavl. 2011”, der blev offentliggjort den 18. august 2011, hvilket dermed var det tidligst mulige tidspunkt, hvor alle erstatningsopgørelsens poster kunne opgøres. Det bemærkedes, at erstatningspligten påhvilede kommunen, jf. forudsætningsvist naturbeskyttelseslovens § 19 h. Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede herefter afgørelsen således, at E tilkendtes en erstatning på 88.223 kr. forrentet fra den 18. august 2011.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til en principiel kommentar. Det er i sagen korrekt lagt til grund, at nævnets ophævelse af opsættende virkning af landmandens klage over påbud efter naturbeskyttelseslovens § 19 g om ikke at genopdyrke arealet har hindret almindelig drift i ca. to år, og at landmanden efter naturbeskyttelseslovens § 19 g har krav på fuld erstatning for dette driftstab. Uenigheden i sagen drejer sig derfor om de bevismæssige problemer ved at godtgøre henholdsvis afkræfte, at landmanden har lidt et tab. Som det fremgår af nævnets afgørelse, er disse vanskelige bevisspørgsmål håndteret af nævnet ved brug af ti år gamle luftfotos suppleret med indberetninger og udtalelse fra en ikke nærmere identificeret V1, der efter oplysningerne under afgørelsens pkt. 2.6 muligvis er medarbejder i Landbrugsstyrelsen. En sådan håndtering af vanskelige bevisspørgsmål modsvarer ikke tilnærmelsesvis de krav til uvildig prøvelse og fri bevisførelse, der gælder ved domstolene. Hvis landmanden vil anfægte erstatningen, vil landmanden være nødt til at anlægge sag ved domstolene mod klagenævnet, uanset det er kommunen, der skal udrede erstatningen. Der synes derfor grund til at overveje, om klagenævnet er rette prøvelsesorgan for erstatningskrav, der mere hensigtsmæssigt kan varetages af taksationskommissioner som første instans.