MRF 2021.340
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. december 2021, j.nr. 18/05071
Tillæg til miljøgodkendelse til udledning af overfladevand fra befæstede arealer på et kraftvarmeværk ophævet og hjemvist, da projektet ikke var omfattet af VVM-redegørelsen for det oprindeligt godkendte projekt og derfor udgjorde en udvidelse omfattet af screeningspligten efter miljøvurderingslovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. bilag 2, pkt. 13, litra a.
Miljøstyrelsen meddelte i 2016 miljøgodkendelse til etablering af en ny biomassefyret kraftværksblok på et kraftvarmeværk med tilhørende VVM-redegørelse og meddelte samtidig tilladelse til direkte udledning af renset spildevand for uforurenet overfladevand fra tagflader. Det fremgik af VVM-redegørelsen, at de befæstede arealer på kraftvarmeværket ville øges ved etableringen af blokken, og at nye bygninger, veje og pladser forventede at dække et areal på ca. 80.000 m2. Ved en beregning med 0,75 m3 regnvand pr. m2 svarede det til en øget mængde overfladevand på ca. 60.000 m3. Endelig udformning og antal af nye udløb af overfladevand var ikke fastlagt på tidspunktet for udarbejdelsen af VVM-redegørelsen. Det fremgik af miljøgodkendelsen, at den i medfør af VVM-bekendtgørelsens § 8, stk. 2, erstattede VVM-tilladelsen. Det fremgik endvidere, at VVM-tilladelsen ikke omfattede tilladelse til udledning af overfladevand fra befæstede arealer, da der ikke forelå den fornødne detailprojektering af det samlede anlæg. Der skulle derfor fremsendes en særskilt ansøgning om tilladelse, når der forelå konkrete oplysninger om regnvandsbetingede udløb. På baggrund af ansøgning meddelte Miljøstyrelsen i februar 2018 tilladelse til udledning af overfladevand i form af et tillæg til miljøgodkendelsen i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33. Miljøstyrelsen havde i tillægsgodkendelsen lagt til grund, at ansøgte projekt om udledningen af overfladevand fra befæstede arealer var omfattet af VVM-redegørelsen fra 2016, og da der hverken var kommet ny lovgivning eller nyt plangrundlag siden, var det ifølge styrelsen unødvendigt at foretage en vurdering i henhold til miljøvurderingsloven. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der navnlig anførte, at der ikke var foretaget en vurdering af påvirkningen fra spildevandsudledning, herunder de kumulative effekter, der ikke var omfattet af den oprindelige VVM-redegørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at miljøgodkendelsen fra 2016 ikke erstattede VVM-tilladelsen for så vidt angik håndtering af regnvand fra befæstede arealer, da miljøgodkendelsen udtrykkeligt ikke regulerede disse forhold, jf. VVM-bekendtgørelsens § 8, stk. 2, modsætningsvis. Denne del af projektet var således ikke godkendt efter VVM-reglerne, da Miljøstyrelsen ved tillægget til miljøgodkendelse meddelte tilladelse hertil. Nævnet fandt derfor, at delprojektet måtte anses som en udvidelse af det oprindeligt godkendte projekt, og at delprojektet dermed var omfattet af screeningspligt efter miljøvurderingslovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. bilag 2, pkt. 13, litra a, for så vidt delprojektet kunne have væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet. Da Miljøstyrelsen ikke havde foretaget en screening, forelå der ikke den nødvendige afklaring af, om projektet kunne forventes at påvirke miljøet væsentligt og dermed var omfattet af miljøvurderingspligt, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at myndighederne ved tillæg til miljøgodkendelser skal være opmærksom på, at tillæg normalt udløser en VVM-screening, og at Miljø- og Fødevareklagenævnet med god grund har forladt den tidligere (mis)forståelse, hvor en VVM-tilladelse blev opfattet som en rammegodkendelse, hvor stillingtagen til konkrete miljøvirkninger kunne udsættes. Af klagenævnets nyere praksis følger således, at VVM-tilladelsen skal tage stilling til alle væsentlige miljøvirkninger.