MRF 2021.34
EU-Domstolens dom af 25. februar 2021, 1. afd., sag C-389/19 P, Kommissionen mod Sverige
Ikke grundlag for at underkende, at Retten i sag T-837/16, ophævede Kommissionens tilladelse fra 2015 til at markedsføre og anvende to bestemte blychromater i maling, bl.a. fordi der ikke var foretaget tilstrækkelige undersøgelser af muligheden for substitution med andre mindre farlige stoffer. Derimod blev Rettens afvisning af midlertidigt at opretholde tilladelsen afvist med henvisning til REACH-forordningen art. 56 og 58, men tilladelsen udløb i maj 2019.
Stofferne blysulfochromatgul og blychromatmolybdatsulfatrød er blandinger af bly- og chrom VI-elementer, der pga. af deres bestandighed og klare farver anvendes i lak og malinger til bl.a. broer og stålkonstruktioner, hvor malingen har en signalfunktion på f.eks. advarselsskilte. Begge stoffer er efter REACH-forordningen klassificeret som kræftfremkaldende og reproduktionstoksiske for mennesker. I 2013 indgav selskabet DCC ansøgning om tilladelse til en begrænset anvendelse af de to stoffer. Under behandlingen af ansøgningen oplyste den norske regering, at de to stoffer var forbudt i Norge, men Kommissionen anbefalede en tilladelse. Efter afstemning i REACH-udvalget, hvor 23 medlemsstater stemte for en tilladelse, og tre medlemsstater (herunder Danmark) stemte imod, meddelte Kommissionen i september 2016 tilladelse, der bl.a. indeholdt vilkår om, at downstream-brugere af de tilladte blychromater senest den 30. juni 2017 til det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) indgav oplysninger om egnetheden og om alternativer til de pågældende anvendelser, idet nødvendigheden af at anvende de omhandlede stoffer detaljeret skulle begrundes. Den svenske regering anlagde herefter annullationssøgsmål med henvisning til, at Kommissionen havde tilsidesat sin undersøgelsespligt, da det var muligt at erstatte de tilladte blychromater med mindre farlige stoffer, og at Kommissionen tillige havde tilsidesat begrundelsespligten efter TEUF art. 130 og art. 296. Ved dom i sag T-837/16 fik Sverige medhold med henvisning til, at Kommissionen ikke havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse og vurdering af, om de pågældende blychromater kunne substitueres af mindre farlige stoffer. Samtidigt afviste Retten anmodning fra Kommissionen om midlertidigt at opretholde tilladelsens retsvirkning, idet Retten ikke fandt betingelserne i TEUF art. 264(2) opfyldt med henvisning til, at tilladelsen var materielt ulovlig. Kommissionen ankede dommen med påstand om ophævelse og subsidiær påstand om midlertidig opretholdelse af tilladelsens retsvirkning. EU-Domstolen afviste, at Rettens dom led af sådanne retlige mangler, at der var grundlag for at ophæve dommen. I forhold til Kommissionens påstand om midlertidig opretholdelse af tilladelsens retsvirkning, indtil der var truffet en ny afgørelse, henviste Kommissionen til overgangsordningen i REACH-forordningens art. 56(1), hvorefter en ansøger kan markedsføre et stof, som denne har ansøgt om godkendelse af, indtil Kommissionen har vedtaget en afgørelse om dennes ansøgning om godkendelse. Dette blev støttet af ECHA, mens Sverige støttet af Danmark og Finland afviste en sådan midlertidig opretholdelse af tilladelsen. Domstolen gav imidlertid Kommissionen og ECHA delvis medhold med henvisning til, at det af REACH forordningens art. 56 og 58 følger, de allerede godkendte anvendelser tilladte efter solnedgangsdatoen for deres godkendelse, indtil der er blevet truffet afgørelse om en ny ansøgning om godkendelse, forudsat at denne nye ansøgning er blevet indgivet mindst 18 måneder før solnedgangsdatoen for godkendelsen. Idet DCC havde ansøgt om en ny godkendelse inden for den fastsatte frist, var selskabet omfattet af denne overgangsordning indtil vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, og selskabet blev således igen omfattet af denne ordning efter annullationen af denne afgørelse med øjeblikkelig virkning (præmis 67 og 68). Konsekvensen heraf var dog begrænset, da den annullerede tilladelse fra 2015 udløb i maj 2019, medmindre DCE inden dette tidspunkt havde indgivet ny ansøgning, hvilket ikke var sket. Appellen blev herefter forkastet med denne ændring af Rettens dom i sag T 837/16.