MRF 2021.334
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. november 2021, j.nr. 18/05491 og 18/06967
Ophævet og hjemvist tilladelse til ændring af dyrkningspraksis på et areal inden for et Natura 2000-område, da der ikke er hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 19 b til at stille vilkår for anmeldte aktiviteter.
E ansøgte i december 2016 ved indsendelse af et anmeldelsesskema om ændring af dyrkningspraksis på sin ejendom. Ejendommen, der havde et areal på ca. 5,4 ha, var mod sydvest afgrænset af Åmose Å, der var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og ca. 2,5 ha af matriklen lå inden for Natura-2000-område nr. 156, Store Åmose, Skarre Sø og Bregninge Å. Natura 2000-området strakte sig fra Åmose Å og ca. 300 meter ind på E’s ejendom. Ejendommen havde tidligere været opdyrket, men blev i 2013 tilplantet med energipil, hvor en mindre del af arealet i en 20 meter bræmme fra Åmose Å var uopdyrket græsareal. Det fremgik af anmeldelsen, at energipilen på ejendommen skulle ryddes, og at arealet i stedet skulle bruges til dyrkning af afgrøder med mulighed for gødskning. Holbæk Kommune meddelte i januar 2017 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 19 b tilladelse til det ansøgte på vilkår af, at der skulle friholdes et areal mod åen for opdyrkning, hvorfor der måtte ikke ske pløjning nærmere end 20 meter fra Åmose Å, og at energipilen skulle være fjernet fra arealet senest den 1. maj 2017. Kommunen begrundede dette med, at tilplantningen med energipil var sket, efter anmeldelsespligten i naturbeskyttelseslovens § 19 b trådte i kraft, hvorfor tilplantningen var sket i strid med naturbeskyttelsesloven, da den ikke var blevet anmeldt til kommunen. Afgørelsen tjente derfor tillige som en lovliggørelse af dette forhold, da arealet ville tilbageføres til den hidtidige drift. For så vidt angik vilkåret om den 20 meter bræmme fremgik af afgørelsen, at vilkåret var indsat af hensyn til odderne i området. Afgørelsen blev påklaget af E og Danmarks Naturfredningsforening. E gjorde bl.a. gældende, at vilkåret om fjernelse af energipilen var uden betydning, da kommunen havde kendt til forholdet, og at vilkåret om den 20 meter bræmme var uden hjemmel, da kommunen havde vurderet, at opdyrkningen af området ikke stred mod Natura 2000-handleplanen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der ikke er hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 19 b til at meddele en tilladelse til igangsættelse af en anmeldt aktivitet på bestemte vilkår. Såfremt kommunen havde vurderet, at fastholdelsen af 20 meter-bræmmen var nødvendig for at undgå en negativ påvirkning af Natura 2000-området, kunne kommunen have forsøgt at indgå en frivillig aftale om driften efter naturbeskyttelseslovens § 19 c, og hvis dette ikke var muligt, måtte kommunen meddele påbud efter § 19 d. Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke med bemærkningerne om bræmmen med tilstrækkelig klarhed havde taget stilling til, om den anmeldte aktivitet kunne have en negativ påvirkning af Natura 2000-området. Afgørelsen var derfor ugyldig. Nævnet bemærkede, at kommunens frist for at foretage en fornyet vurdering af den anmeldte aktivitet måtte beregnes fra nævnets afgørelsestidspunkt i lighed med naturbeskyttelseslovens § 19 b, stk. 4, 3. pkt. Kommunen skulle derfor inden for 6 måneder have foretaget en nærmere vurdering af den anmeldte aktivitets påvirkning af Natura 2000-området og bringe reglerne i §§ 19 c-19 f i anvendelse, hvis dette var nødvendigt for at afbøde en skade, eller træffe afgørelse om at forlænge fristen, jf. § 19 b, stk. 4, 2. pkt. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.