MRF 2021.329
Miljø- og Fødevareklagenævnets delafgørelse af 5. november 2021, j.nr. 21/05495
Afvist opsættende virkning af klage over tilladelse til udledning af renset spildevand til Pøle Å, da det var vurderet, at der ikke ville ske en væsentlig påvirkning af et nærliggende Natura 2000-område, og udledningen ikke ville hindre en fremtidig målopfyldelse af vandplanen.
Hillerød Kommune meddelte i november 2019 tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til udledning af renset spildevand fra det kommunalt ejede renseanlæg til Pøle Å og Havelse Å. Renseanlægget var udført som et mekanisk-biologisk renseanlæg med biologisk næringsstoffjernelse og mulighed for støttedosering med fældningskemikalier for overholdelse af krav til udledning af fosfor. Fra renseanlægget var der etableret to udløbsledninger med udløb i Slåenbækken og Pøle Å. Ved udledning til Pøle Å løb spildevandet gennem engsøerne ved Strødam, Solbjerg og Alsønderup til Arresø, der er beliggende i Natura 2000-område nr. 134, og som gennem Arresø Kanal afvander til Roskilde Fjord. Af sagens oplysninger fremgår, at tilladelsen havde vist sig at være utilstrækkelig i forhold til ønsket byudvikling og centralisering af renseanlægsstrukturen samt uhensigtsmæssigt i forhold til de store fælleskloakerede oplande i kommunen, hvorfor det var svært at forudsige de vandmængder, der blev ledt til renseanlægget. På den baggrund ansøgte virksomheden i december 2020 om en midlertidig tilladelse til udledning til Pøle Å. Det fremgik af ansøgningen, at den vejledende tilladte vandmængde til renseanlægget fra oplandet til Pøle Å ønskedes ændret fra 5,9 mio. m3 til 6,7 mio. m3 om året. Det fremgik desuden, at der ikke var ansøgt om ændrede krav til maksimal udledning af fosfor eller koncentration af kvælstof. Kommune meddelte i marts 2021 med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, tilladelse til det ansøgte. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der bl.a. anførte, at vurderingerne, der lå til grund for tilladelsen, var mangelfulde, hvorfor tilladelsen var i strid med bl.a. vandrammedirektivet og habitatdirektivet. DN anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, med den begrundelse, at kommunen allerede havde godkendt projekter og lokalplaner, der ville medføre en negativ påvirkning af vandmiljøet, hvorfor det burde sikres, at der ikke kunne tillades yderligere spildevand til renseanlægget, inden klagesagen var afgjort. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at der ikke forelå sådanne særlige konkrete forhold, der kunne begrunde opsættende virkning. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af kommunens afgørelse, at kommunen havde foretaget en habitatvurdering af renseanlæggets påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder, og at kommunen på baggrund af denne vurdering konkluderede, at renseanlægget ikke i sig selv eller i sammenhæng med andre projekter ville give anledning til væsentlig påvirkning heraf. Endvidere lagde nævnet vægt på, at det fremgik, at kommunen havde foretaget en vurdering af, at der ville ske en reduktion af næringsstoffer, og at kommunen på denne baggrund vurderede, at udledningen af renset spildevand ikke ville påvirke miljøtilstanden i Arresø og Roskilde Fjord, ligesom udledningen ikke ville hindre en fremtidig målopfyldelse. Endelig lagde nævnet vægt på, at renseanlægget skulle etableres med anvendelse af BAT inden for rensning af den konkrete type spildevand, og at det derfor ifølge kommunen forventedes, at udløbskoncentrationerne for tungmetaller og miljøfremmede stoffer ville være som gennemsnittet i Miljøstyrelsens nationale overvågningsprogram for punktkilder. Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog på denne baggrund at tillægge klagen opsættende virkning.
Kommentar: Den egentlige baggrund for sagen var, at Planklagenævnet i 2017 havde ophævet det af kommunen i 2015 vedtagne plangrundlag for renseanlægget grundet mangelfuld habitatvurdering og manglende overholdelse af vandplanen (MAD 2017.448 Pkn), og at Miljø- og Fødevareklagenævnet efterfølgende i marts 2018 ophævede VVM-tilladelse og tilladelse til spildevandsudledning (MAD 2018.86 Mfk), hvilket nok burde have været oplyst i afgørelsen, da det var disse forhold, der må have været årsagen til kommunens (lovliggørende) tilladelse i 2019, uden det fremgår, om der blev meddelt en ny VVM-tilladelse til anlægget. Afgørelsen må forstås på den måde, at tilladelsen fra 2019 ikke blev påklaget, men at den efterfølgende tilladelse i marts 2021 blev påklaget med anmodning om opsættende virkning. Konsekvenserne af opsættende virkning af klage i en sag som den foreliggende fremstår umiddelbart som uoverskuelige, da renseanlægget er nødt til at komme af med det spildevand, som tilføres renseanlægget, men det er uklart, om dette er indgået i klagenævnets overvejelser.