MRF 2021.327
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. november 2021, j.nr. 20/01073
Stadfæstet ”afgørelse” om, at fældede træstammer på en markvej vej udgjorde en hindring af offentlighedens adgang i strid med naturbeskyttelseslovens § 26, da træstammerne besværliggjorde passage og var egnet til at give besøgende indtryk af, at der ikke var adgang til at færdes ad vejen.
Sagen drejede sig om offentlighedens adgang til en markvej på E’s ejendom. Markvejen var en grusvej, der efter ca. 550 meter i åbent land passerede skråt forbi E’s stuehus i en afstand på mellem 1-5 m. Markvejen gik herefter forbi ejendommens driftsbygninger og fortsatte som sti ca. 150 m gennem en skovbevoksning, hvorefter den som sti og markvej førte til en anden ejendom. Markvejen var ikke registreret som privat fællesvej. Efter at have modtaget klager konstaterede kommunen ved en besigtigelse, at vejen inde i skovbevoksningen var spærret af flere fældede birkestammer og trægrene, hvilket gjorde stien svært passabel og dermed udgjorde en hindring for offentlighedens færdsel. Kommunen traf herefter i oktober 2019 ”afgørelse” om, at markvejen var omfattet naturbeskyttelseslovens § 26, og at offentlighedens adgang var hindret af fældede træer og varslede et påbud til E om at fjerne hindringen. E påklagede ”afgørelsen” og gjorde bl.a. gældende, at han som ejer ikke var forpligtet til at føre tilsyn med og vedligeholde veje og stier, at der ikke var tale om en hindring, da birketræerne på vejen var så små, at de kunne fjernes med håndkraft eller let passeres af gående, og at offentlig færdsel på markvejen var til gene for privatlivets fred, idet vejen forløb tæt forbi stuehuset og gennem ejendommens gårdsplads og haveanlæg uden mulighed for at opsætte afskærmende beplantning eller hegn. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der behandlede klagen i det læge nævn, lagde til grund, at markvejen er en permanent, gennemgående færdselsbane i naturbeskyttelseslovens forstand, og at markvejen er beliggende i det åbne land, hvor naturbeskyttelseslovens § 26 finder anvendelse. Nævnet fandt, at de udlagte træstammer og grenaffald på vejen var egnet til at give besøgende indtryk af, at der ikke var adgang til at færdes ad vejen, og at de besværliggjorde passage for gående og reelt afskar passage for kørestolsbrugere samt personer med trækkende cykel eller barnevogn. Nævnet fandt derfor, at der var tale om en hindring for offentlighedens adgang ad vejen i strid med naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1. Det forhold, at gående havde mulighed for at passere forhindringen eller flytte den med håndkraft, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt endvidere, at offentlighedens færdsel til fods og på cykel ad vejen ikke kunne antages i særlig grad at medføre sådanne særlige gener for privatlivets fred, at det kunne begrunde et færdselsforbud i medfør af naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1. Nævnet bemærkede herved, at selvom der måtte være visse indbliksgener forbundet med færdsel tæt forbi stuehuset, adskilte det sig ikke fra mange andre vejforløb i det åbne land, som løber forbi beboelsesbygninger. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke kunne forventes megen færdsel i området, og at der på plænen mellem beboelsen og vejen var mulighed for at opsætte afskærmende hegn eller beplantning. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund enstemmigt ”afgørelsen”.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse giver anledning til forundring, da det forudsætter, at der er truffet en afgørelse efter naturbeskyttelsesloven. Dette er tvivlsomt. Kommunens beslutning om, at træerne hindrer offentlighedens færdsel, er en procesledende beslutning om, at der foreligger et ulovligt forhold, og kommunen har i den anledning korrekt varslet et påbud om lovliggørelse, men efter sagens oplysning ikke meddelt et påbud om lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, men netop kun varslet en sådan afgørelse. Klagen burde derfor være afvist. I forhold til substansen er afgørelsen uklar, da det er uklart, om E har fældet træerne for at hindre offentlighedens adgang, eller træerne er fældet af andre årsager, men ikke fjernet. Hvis det sidste er tilfældet, er det usikkert, om der i naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1, er hjemmel til at kræve, at E vedligeholder stien, hvis der ikke er tale om en egentlig nedlæggelse efter § 26 a, jf. MAD 2015.402 Nmk, og når markvejen ikke er omfattet af privatvejsloven, kan en sådan pligt heller ikke udløses efter privatvejsloven. I forhold til klagers indsigelse om, at offentlighedens adgang krænker privatlivets fred, er klagenævnets afgørelse ganske vidtgående, da det er vanskeligt at se, hvordan der kan hegnes mod en sti, som passerer ned til 1 meter forbi et stuehus, men det er er det i overensstemmelse med fast praksis, at hensyn til privatlivets fred ikke tillægges nævneværdig betydning i forhold til offentlighedens adgang efter naturbeskyttelsesloven, jf. f.eks. MAD 2019.165 Mfk. Se tillige MRF 2021.291 V.