MRF 2021.291

Vestre Landsrets dom af 9. november 2021, 2. afd., sag BS-50039/2020-VLR
(Henrik Estrup, Jens Røn og Joen Sode (kst.))

A (adv. Birgitte Nygaard Christensen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)

Grusvej over et engareal anset for omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1, om veje og stier i det åbne land, og påbud om at fjerne afspærring var gyldig, uden det kunne tillægges betydning, at kommunens ekspropriation af vejstykket efter privatvejsloven var ophævet som uhjemlet og ansvarspådragende. Afvist magtfordrejning.

Sagen angik den seneste udvikling i en længere tvist mellem Syddjurs Kommune og en lodsejer (A) angående afspærring af en grusvej, der fra 1994 til 2011 havde fungeret som adgangsvej til et halmvarmeværk, der var ophørt i 2011. Kommunen mente, at grusvejen var en privat fællesvej, bl.a. fordi kommunen ønskede at anvende vejstykket som adgangsvej til erhvervsområde. I 2013 indgav kommunen politianmeldelse mod A for ikke at efterkomme påbud om at fjerne bom, men sagen blev opgivet grundet usikkerhed om vejens retlige status. I februar 2016 eksproprierede kommunen grusvejen efter vejloven, hvilket efter klage blev ophævet af Vejdirektoratet grundet manglende hjemmel i vejloven. A anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om erstatning. Ved dom af 28. maj 2020 (MAD 2020.112 V) fandt Vestre Landsret, at Syddjurs Kommune havde optrådt ansvarspådragende ved at administrere vejen efter privatvejsloven og ved uhjemlet at ekspropriere arealet. Kommunen blev imidlertid frifundet for erstatningsansvar, da A ikke havde dokumenteret et økonomisk tab som følge af kommunens ansvarspådragende handlinger. Mens retssagen verserede havde kommunen truffet endnu en afgørelse og påbudt A at fjerne afspærringen med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 73, jf. § 26, stk. 1, hvorefter adgang til færdsel ad veje og stier i det åbne land kan, for så vidt angår færdsel til fods eller på cykel, af ejeren kun helt eller delvis forbydes, hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv. A påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor A bl.a. gjorde gældende, at vejstykket var nedlagt efter lukning af halmvarmeværket, at der ikke var tinglyst vejrettigheder over arealet, og at A som følge heraf flere gange havde foretaget opgravning af det tidligere vejstykke. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i april 2019 at give A medhold og henviste til, at det i forhold til naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1, er uden betydning, om vejstykket udgør en privat fællesvej, da veje og stier i det åbne land i forarbejderne er defineret som permanente menneskeskabte færdselsbaner, hvorfor der ikke var grundlag for at underkende kommunens påbud om at fjerne forhindringer efter naturbeskyttelsesloven (MAD 2019.166 Mfk). A anlagde herefter sag mod klagenævnet med påstand om, at afgørelsen skulle tilsidesættes, og gjorde navnlig gældende, at vejen ikke var omfattet af § 26, idet den ikke kunne sige at befinde sig i ”det åbne land”, og subsidiært at færdslen udgjorde en gene, ligesom afgørelsen var båret af usaglige hensyn. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og anførte navnlig, at afgørelsen var hjemlet i § 26, stk. 1, og ikke påvirket af usaglige hensyn. Byretten lagde til grund, at grusvejen var omfattet af § 26, stk. 1, og fandt ikke grundlag for i øvrigt at tilsidesætte afgørelsen. A ankede til landsretten, der indledte med at påpege, at begrebet ”veje og stier” ifølge forarbejderne til § 26 udgør permanente, menneskeskabte færdselsbaner i modsætning til f.eks. midlertidige kørespor, dyreveksler, brandbælter, indkørsler til gårdspladser, havegange og lignende. Dernæst fastslog landsretten, at vurderingen af, om vejen er placeret i ”det åbne land” skal foretages uafhængigt af områdets planmæssige status, herunder om området findes i en byzone, men alene på grundlag af områdets faktiske karakter. Efter en konkret vurdering fandt landsretten herefter ikke grundlag for at tilsidesætte klagenævnets vurdering af, at grusvejen var omfattet af § 26, stk. 1. Sagens forhistorie, herunder kommunens ansvarspådragende adfærd, kunne ifølge landsretten ikke afskære kommunen fra nu at meddele påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1 og 5. Landsretten fandt ikke, at A havde godtgjort sådanne objektivt konstaterbare konkrete gener, at der var grundlag for at forbyde offentlighedens adgang efter § 26, stk. 1, hvorefter byrettens frifindelse blev stadfæstet.

Kommentar: Dommen og det lange sagsforløb illustrerer, at privatvejlovens regler er uden betydning for, hvad der anses for omfattet af ”veje og stier i det åbne land” efter naturbeskyttelseslovens § 26. Da kommunens tidligere afgørelser efter privatvejsloven er blevet underkendt, betyder dommen alene, at grusvejen kan anvendes til gående og cyklende, men ikke til motoriseret færdsel, hvorfor dommen ikke bidrager til at opfylde kommunens ønske om at benytte grusvejen som adgangsvej til erhvervsområde. Der blev ikke i dommen rejst spørgsmål ved, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelsen fra april 2019 udtrykkeligt havde ”stadfæstet kommunens påbud”, uanset nævnet ikke har kompetence hertil. I lyset af Højesterets dom i MRF 2021.200 H (U 2021.3664 H) må det dog med sikkerhed afvises, at klagenævnet og landsretten har taget stilling til indholdet af selve påbuddet, hvorfor der med dommen alene er taget stilling til grusvejens retlige status efter naturbeskyttelseslovens § 26.

Link til byrettens og landsrettens domme.