MRF 2021.322
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. oktober 2021, j.nr. 20/07618
Efter klage fra Danmarks Naturfredning ophævede nævnet kommunens tilsynsafgørelse om, at sti til Gurre Sø var nedlagt efter naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 1, da ejerne gennem en låge i hegnet opsat få meter fra nedlagt sti fortsat havde adgang til søen. Dissens.
Helsingør Kommune meddelte i 2015 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 26 a tilladelse til at nedlægge en sti, der førte fra en offentlige sti rundt om Gurre Sø, Gurre Søsti, og ned til søen. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som den 18. november 2015 traf afgørelse om, at stien ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26 a, jf. § 23, stk. 10, da stien førte fra den offentlige sti rundtom Gurre Sø og ned til søen og dermed ikke gav adgang til skovens øvrige stisystem. Nedlæggelse af stien kunne derfor ske uden forudgående anmeldelse til kommunen efter bestemmelsen i §26 a. Natur- og Miljøklagenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at for at en sti skal kunne betragtes som nedlagt i § 26 a’s forstand, skal den være fjernet helt eller være afspærret med et ubrudt hegn uden låge eller lignende, så ejeren selv er afskåret fra at benytte stien. Kommunen konstaterede ved en efterfølgende besigtigelse af ejendommen i 2020, at stien var blev nedlagt, og at lågen var fjernet, så der var en ubrudt hegnslinje, hvor der tidligere var låge og sti. Kommune traf herefter i maj 2020 afgørelse om, at adgangsforholdene var lovlige, herunder at stien var blevet nedlagt i overensstemmelse med Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse fra 2015. Kommunen havde med afgørelse samtidig accepteret, at ejerne havde opsat en låge i kanten af lysningen, lidt væk fra den oprindelige sti, så ejerne fortsat havde adgang til den private skov, men uden at der ville etableres en sti i forbindelse hermed. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der bl.a. anførte, at stien ikke var blevet nedlagt i overensstemmelse med Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, idet ejerne havde afspærret stejlepladsen langs søstien og havde opsat en ny, aflåst låge i hegnet ca. 5-7 meter syd for den oprindelige placering, og at ejerne således fortsat havde adgang til Gurre Sø, herunder en bådebro, uden at offentligheden havde adgang. Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal (6 mod 1) fandt, at stien ikke kunne anses for nedlagt i naturbeskyttelseslovens forstand, selvom stien var afspærret med et ubrudt hegn, da ejerne fortsat kunne benytte sig af stien ved at færdes igennem den nye, aflåste låge, som var opsat få meter fra stien og herfra få adgang til stien ned til søen. Mindretallet fandt derimod ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den oprindelige sti var lovligt nedlagt, da der for enden af stien var etableret en lovlig bådebro i søen, som ejerne burde have adgang til via stien, idet stien var svær at erkende, da den fremstod tilgroet. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen.
Kommentar: Kommunens afgørelse om, at stien var lovligt nedlagt er en tilsynsafgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, hvilket ikke kan påklages, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt. Miljø- og Fødevareklagenævnet har imidlertid videreført den praksis, at nævnet mht. tilsynsafgørelser kan prøve, om der foreligger et ulovligt forhold, hvilket dog tidligere begrænsede sig til de tilsynsafgørelser, hvor kommunen mente, at der forelå et ulovlig adgangsbegrænsning af offentlighedens adgang. I nyere praksis har Miljø- og Fødevareklagenævnet dog i enkelte tilfælde tillige prøvet klager over, at kommunen anså forholdet for lovliggjort, jf. bl.a. klagenævnets afgørelse af 7. september 2021 (j.nr. 19/07242), hvilket i denne afgørelse om Gurre Sø blev begrundet med, at nævnet efter praksis ”dog [kan] behandle klager over tilsynsafgørelser, for så vidt angår fortolkningen af lovgrundlaget, herunder om der er tale om ulovlige forhold”. Der ses ingen støtte i forarbejder og heller ikke i nævnets tidligere praksis (jf. f.eks. KFE 1995.163, men sml. MAD 1997.737) til en så vidtgående klage- og prøvelsesadgang for nævnet, der betyder, at enhver tilsynsafgørelse kan indbringes, når klager blot gør gældende, at det vedrører fortolkning af lovgrundlaget. Nævnets udsagn må således føre til, at kommunens påbud om en bestemt lovliggørelse kan prøves, hvis klager gør gældende, at de påbudte foranstaltninger er i modstrid med lovgrundlaget. Denne fortolkning af klageadgangen blev imidlertid udtrykkeligt afvist i MRF 2021.200 H (U 2021.3664 H), hvormed Højesteret tilsluttede sig Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse i denne sag, jf. også MRF-kommentaren til dommen. Prøvelsesadgang af tilsynsafgørelser kan imidlertid ikke være afhængig af, hvad Miljø- og Fødevareklagenævnet måtte finde belejligt i den enkelte sag, hvilket taler for, at den foreliggende sag skulle have været afvist. Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse fra november 2015 er kommenteret af Lasse Baaner og Helle Tegner Anker i MAD 2019.2, hvor der bl.a. stilles spørgsmål ved afgørelsens fortolkning af naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 10. Det kan i øvrigt noteres, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har forladt den tidligere praksis, hvorefter kommunens stiltiende accept af anmeldelse af nedlæggelse af stier efter naturbeskyttelseslovens § 26 a blev anset som en ikke-afgørelse, jf. f.eks. MAD 2011.773 Nmk. Se hertil Pagh: Juristen, 2011, s. 166.