MRF 2021.311
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. september 2021, j.nr. 21/06863
Stadfæstet afslag på tilladelse til blåmuslingefiskeri uden for søterritoriet i Vadehavet, da fartøjet ikke havde status som FTA-fartøj efter fiskeriloven i de ansøgte områder.
Sagen omhandlede erhvervsfiskeren F’s ansøgning i august 2020 om tilladelse til blåmuslingefiskeri i Vadehavet og Nordsøen uden for søterritoriet (12 sømil fra Jyllands vestkyst). Det fremgik af ansøgningen, at tyske fartøjer allerede fisker og har fisket blåmuslinger på under 4,5 cm i områderne i mange år, og F mente derfor, at danske fartøjer også burde kunne fange og sælge blåmuslinger på under 4,5 cm. Fiskeristyrelsen meddelte i april 2021 med henvisning til bekendtgørelse om tilladelse til fiskeri (FTA-bekendtgørelsen (2018/1471)) § 2, stk. 1, jf. § 5, afslag på F’s ansøgning med henvisning til, at fartøjet ikke havde fartøjstilladelsesandele (FTA) til fiskeri efter blåmuslinger i Vadehavet, Nordsøen og områderne ved Jyllands vestkyst. Afgørelsen blev påklaget af F, der bl.a. anførte, at der ikke gjaldt et specifikt lovkrav om, at fartøjet havde FTA på blåmuslinger, da fiskeriet skulle foregå uden for 12 sømil fra kysten, at fartøjet var registreret som muslingefartøj og FTA-fartøj, og at ansøgerens andet fartøj havde FTA-andele til Vadehavet, som nemt kunne flyttes over på det af ansøgningen omfattede fartøj. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at Fiskeristyrelsens afslag på at meddele tilladelse var korrekt. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke til fartøjet var FTA til blåmuslingefiskeri i de pågældende områder. Nævnet konstaterede, at efter FTA-bekendtgørelsens § 8 (nu § 6) er det en betingelse for udstedelse af en aktuel tilladelse, at et fartøj har status som FTA-fartøj. Da dette ikke var tilfældet for ansøgerens fartøj i de pågældende områder, fandt nævnet, at der allerede på dette grundlag ikke kunne udstedes tilladelse til fiskeri af blåmuslinger til fartøjet. Det forhold, at ansøgeren havde et andet fartøj, hvorfra der eventuelt vil kunne overflyttes FTA til det af ansøgningen omfattede fartøj ændrede ikke på, at der hverken på ansøgnings- eller afgørelsestidspunktet var FTA til blåmuslingefiskeri på det ansøgte fartøj. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen omhandler tilladelse til muslingefiskeri uden for søterritoriet, som efter de danske regler er reguleret i to bekendtgørelser under fiskeriloven. Den ene er bekendtgørelse om regulering af fiskeri efter muslinger og østers (bkg. 2021/2298) på dansk fiskeriterritorium. Den anden er bekendtgørelse om tilladelse til fiskeri efter muslinger og om overdragelige fartøjstilladelsesandele (nu bkg. 2021/2287), der har afløst bekendtgørelse 2019/1460, som var den gældende bekendtgørelse ved indgivelse af ansøgningen og på tidspunktet for Fiskeristyrelsens og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser, der fejlagtigt henviser til den ophævede bkg. 2018/1471. Da ansøgningen angår tilladelse til muslingefiskeri efter §§ 4-5 i bekendtgørelse 2019/1258 om regulering af muslingefiskeri (nu bkg. 2021/2298), må det anses for en fejl, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke forholder sig det relevante lovgrundlag for ansøgningen og afgørelsen, hvorved bemærkes, at det direkte følger af muslingereguleringsbekendtgørelsens § 5, at ”Fiskeristyrelsen kan udstede tilladelse til muslinge- og østersfiskeri i det pågældende farvandsområde til ejere af fartøjer, der, i medfør af bekendtgørelse om tilladelse til fiskeri efter muslinger, østers samt kombinationer heraf, herunder om overdragelige fartøjstilladelsesandele, disponerer over fartøjstilladelsesandele (FTA)”. Om der på denne baggrund var grundlag for at meddele tilladelse efter § 5, vides ikke. Dog kan det konstateres, at klagenævnet ikke har forholdt sig hertil, men tilsyneladende har forladt sig på afgørelsen fra Fiskeristyrelsen.
Når tyske erhvervsfiskere kan fiske mindre muslinger end danske fiskere, hænger det sammen med, at fiskerireguleringen er en eksklusiv EU-kompetence, jf. TEUF art. 3(1), og at medlemsstaterne i relation til fiskeri derfor alene har de beføjelser, som de er tillagt via EU-lovgivning, og at dette også omfatter bevaringsforanstaltninger og beskyttelse af miljøet. Det følger yderligere af den generelle fiskeriforordning 1380/2013 (senest ændret ved forordning 2019/1241) art. 11, at medlemsstaterne har kompetence til at vedtage bevarelsesforanstaltninger, der ikke berører andre medlemsstaters fiskerfartøjer, som finder anvendelse på farvande, der hører under den pågældende medlemsstats fiskeriterritorium, for at sikre overholdelse af habitatdirektivet, fuglebeskyttelsesdirektivet og havrammedirektivet. Heraf følger med andre ord, at Danmark uden for søterritoriet, men inden det det danske fiskeriterritorium, ikke kan regulere fiskeri fra fiskefartøjer fra andre medlemsstater som yderligere præciseret i EU-Domstolens dom i sag C-683/16, Deutscher Naturschutzring m.fl. Se hertil uddybende Pagh: TfM 2018, s. 277 samt Pagh, ’Bæredygtig fiskeri: EU’s enekompetence – fra fri bemægtigelse til res communes’ i Blume m.fl. (red.), Politi, magt og historie – Festskrift til Henrik Stevnsborg, 2018, s. 75 ff.