MRF 2021.302
Retten i Holstebros dom af 4. juni 2021, sag BS-20266/2020-HOL
Virksomhed 1 v/A (adv. Mie Otzen Møller) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark v/adv.fm. Mie Bloch Gundesen)
Ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets skøn ved afslag på dispensation fra fortidsbeskyttelseslinje til råstofindvinding. Kommunens tidlige tilkendegivelser over for tidligere ejer og aftaler med denne om omlægning af til- og frakørselsvej gav ikke råstofselskab berettigede forventninger på dispensation.
Efter ansøgning meddelte Thisted Kommune den 15. marts 2019 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, dispensation til at indvinde grus på en ejendom inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen (100 meter), jf. lovens § 18, stk. 1, nærmere bestemt henholdsvis indtil 25, 40 og 53 meter fra tre gravhøje. Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFK), der den 25. oktober 2019 ændrede den til et afslag. Den ansøgende virksomhed (A) sagsøgte derpå MFK med påstand om, at MFK’s afgørelse skulle annulleres. Til støtte herfor gjorde A navnlig gældende, at betingelserne for at meddele dispensation var opfyldte, at A havde en berettiget forventning herom som følge af en tilladelse fra 2012 og en aftale med kommunen om adgangsveje til området. MFK påstod frifindelse og gjorde overordnet gældende, at afgørelsen var lovlig og ikke behæftet med mangler, der medførte ugyldighed. Retten indledte med at fastslå, at der ved vurdering af, om der kan meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 18, lægges vægt på fortidsmindets karakter, dets arkæologiske betydning, omgivelserne og berettigede forventninger. Retten fandt, at MFK havde varetaget alle relevante, saglige hensyn. Retten fastslog i den forbindelse, at kommunens tilkendegivelse i en råstofindvindingstilladelse meddelt til den tidligere ejer i 2012 og aftalen mellem A og kommunen om omlægning af adgangsveje til indvindingsområdet, ikke indebar, at A havde en berettiget forventning om at opnå dispensation. Idet bevisførelsen, herunder dronevideoer og luftfotos over området, ikke gav grundlag for at tilsidesætte MFK’s skøn, blev frifindelsespåstanden taget til følge.
Kommentar: Dommen er på linje med den restriktive praksis, der i almindelighed følges med hensyn til at dispensere fra fortidsmindeværnet, jf. fra nyere klagenævnspraksis eksempelvis MAD 2014.160, MAD 2016.37, MAD 2016.217 og MAD 2016.218. Det er ligeledes i overensstemmelse med retspraksis, at klagenævnet ikke i sager om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 18 og andre afgørelser, hvor klagenævnet foretager fuld prøvelse, er bundet af kommunens tidligere praksis, jf. MAD 1998.98 V. Det er derfor ikke overraskende, at nævnet heller ikke i forhold til naturbeskyttelseslovens § 18 er bundet af kommunens aftaler med lodsejer. Om aftalen derimod kan medføre, at lodsejer måtte have et erstatningskrav over for kommunen på grundlag af aftalen eller kommunens tilkendegivelser, berører ikke klagenævnets prøvelse af dispensationens gyldighed. Noget andet er, at der kan være omstændigheder, som alligevel på tillægges vægt, jf. MAD 2016.105 Nmk, hvor der blev meddelt lovliggørende dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til landbrugsbygninger, da bygningerne var opført i god tro på grundlag af kommunens byggetilladelse, og det var tvivlsomt, om kommunen kunne gøres erstatningsansvarlig, hvortil kom, at bygningernes landskabelige påvirkning var beskeden. Disse særlige momenter forelå ikke i sagen fra Thisted.