MRF 2021.300
Østre Landsrets dom af 6. december 2021, 2. afd., sag BS-49015/2020-OLR
(Kaspar Linkis, Beth von Tabouillot og Jeanette Ørnvang (kst.))
Generator Hostel Copenhagen A/S (adv. Tobias Vinnes-Weibel) mod Købehavns Kommune (adv. Marie Bockhahn)
Ikke grundlag for at underkende Københavns Kommunes påbud efter planlovens § 51 om at fjerne en 7 x 15 meter teltoverdækning af petanquebane på hotelterrasse, da der var tale bebyggelse i modstrid med lokalplanbestemmelse om, at ny bebyggelse bortset fra mindre bygninger forudsætter ny lokalplan.
Efter at B på vegne af et hotel i 2013 havde kontaktet en medarbejder i Københavns Kommune, blev der på hotellets tagterrasse opført en 7 x 15 meter teltoverdækning af petanquebane. Dette gav anledning til klager til kommunen over støj fra naboer, og kommunen fandt, at opførelsen af teltoverdækning var i var i modstrid med § 5, stk. 2, i lokalplanen 323, Kronprinsessegade, hvorefter ”opførelse af ny bebyggelse bortset fra tilbygninger af begrænset omfang samt mindre bygninger i én etage, herunder skure, byøkologiske anlæg og lignende, forudsætter, at der ved supplerende lokalplan er fastlagt en principiel bebyggelsesplan for områderne”. Den 12. juli 2016 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen. Den 20. oktober 2016 anlagde hotellet sag mod kommunen med påstand om, at afslaget var ugyldigt. Den 24. marts 2017 meddelte kommunen påbud efter planlovens § 51 om at fjerne teltoverdækningen og lovliggørelsespåbud efter byggeloven, da teltoverdækningen var opført uden byggetilladelse. Hotellet påklagede påbuddet til Planklagenævnet og Statsforvaltningen. Statsforvaltningen stadfæstede den 11. juli 2017 den del af påbuddet, der vedrørte byggeloven, mens Planklagenævnet i afgørelse af 15. januar 2020 (j.nr. 18/06363) ikke fandt grundlag for at underkende kommunens påbud med bemærkning om, at Planklagenævnet ikke efter udløb af klagefrist over afslag på dispensation fra lokalplan, kan prøve gyldigheden af afslaget. I sagen for byretten nedlagde hotellet herefter endelige påstande om, at afslaget på dispensation fra lokalplan var ugyldigt, at påbuddet om lovliggørelse fra marts 2017 var ugyldigt, og at sagen blev tillagt opsættende virkning. Til støtte for påstanden gjorde hotellet bl.a. gældende, at teltoverdækningen ikke var en bebyggelse omfattet af lokalplanens § 5, stk. 2, og at hotellet på baggrund af kontakten til kommunen havde en berettiget forventning om at kunne opføre teltoverdækningen. Kommunen påstod frifindelse og henviste til, at teltoverdækningen er en bebyggelse efter byggeloven og ikke kunne anses for en mindre bygning efter lokalplanens § 5, stk. 2, og at hotellet ikke på baggrund af kontakten med kommunen kunne anses i god tro. Byretten lagde til grund, at teltoverdækningen udgør en bebyggelse i lokalplanens forstand, og at den med sin størrelse og anvendelse ikke kan betegnes som af begrænset omfang, men kræver vedtagelse af en ny lokalplan. Kommunen blev herefter frifundet. Hotellet ankede til landsretten, hvor hotellet yderligere henviste til ”forholdets natur”, mens kommunen gjorde gældende, at dispensation til teltoverdækning vil være i modstrid med lokalplanens principper, hvor der ikke kunne meddeles efter planlovens § 19. Landsretten lagde til grund, at teltoverdækningen måtte anses for omfattet af definitionen af ”bebyggelse” i byggelovens § 2, og at den havde en så omfattende karakter, at den ikke var omfattet af undtagelsen i lokalplanens § 5, stk. 2, for tilbygninger af begrænset omfang. Landsretten stadfæstede herefter frifindelsen af kommunen.
Kommentar: Dommen og især det forudgående forløb illustrerer problemerne med administrativ håndhævelse. I dommen mangler enkelte oplysninger, der fremgår af Planklagenævnets afgørelse af 15. januar 2020 (vedlagt som bilag til Østre Landsrets dom). Heraf fremgår, at kommunen den 27. marts 2014 meddelte afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen til teltoverdækningen, at kommunen i september 2014 og i april 2016 varslede påbud om lovliggørelse, hvilket påbud så blev meddelt den 12. juli 2016 efter både planloven og byggeloven. Herefter fulgte tre parallelle forløb, nemlig en klage over byggeforbuddet til Statsforvaltningen, som stadfæstede påbuddet, hvilket i sig selv fører til, at en prøvelse af påbuddet efter byggeloven kun kan ske ved et sagsanlæg mod Statsforvaltningen (nu Byggeklageenheden i Nævnenes Hus). De af landsretten udledte overvejelser om, at teltoverdækningen var en bebyggelse efter byggeloven kan i den forstand anses for overflødige, men da der ikke var anlagt sag om Statsforvaltningens afgørelse fra juli 2017, og sagen vedrørte påbuddet efter planloven, kan dette begrunde landsrettens uddybende præmisser. Det må ligeledes tiltrædes, at byretten og landsretten prøvede, om teltoverdækningen var i modstrid med lokalplanens § 5, stk. 2, selv om Planklagenævnet i januar 2020 havde afgjort klagen over lovliggørelsespåbuddet efter planloven, da det udtrykkeligt fremgår af Planklagenævnets afgørelse, at nævnet forudsatte, at afslaget på dispensation fra lokalplan ikke blev underkendt af domstolene. Det må i øvrigt undre, at Københavns Kommune meddelte afslag på lovliggørende dispensation både i 2014 og 2016, men dette kan muligvis skyldes, at der var problemer med det første afslag på lovliggørende dispensation i 2014, eller at kommunen tilsyneladende ikke fulgte op det varslede påbud i september 2014.