MRF 2021.279
Vestre Landsrets kendelse af 19. august 2021, 14. afd., sag BS-23484/2021-VLR
(Hanne Aagaard, John Lundum og Joen Sode (kst.))
E (adv. Marie Bockhahn) mod Norddjurs Kommune (adv. Kristian Torp Jensen)
Ikke henvisning til landsretten i 1. instans af sag om kommunes eventuelle erstatningsansvar for udstedelse af byggetilladelse til sommerhus i fredskov, da den ansvarsmæssige betydning af byggelovens § 16, stk. 11, om lovgennemgang alene ville blive aktualiseret, såfremt der ikke var indtrådt forældelse, hvilket var behandlet i retspraksis og teori.
Norddjurs Kommune meddelte den 1. september 2006 byggetilladelse til opførelse af et sommerhus på E’s ejendom. I forbindelse med, at E i 2018 ansøgt kommunen om byggetilladelse til opførelse af en tilbygning til sommerhuset, blev kommunen opmærksom på, at sommerhuset var beliggende i fredskov, og at der ikke var opnået tilladelse hertil efter skovloven. Miljøstyrelsen traf i august 2019 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til sommerhuset efter skovloven og meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Afslaget på lovliggørende dispensation blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i juni 2020 (j.nr. 19/07936 og 20/02752). E anlagde herefter sag mod Norddjurs Kommune med et erstatningskrav på ca. 1,3 mio. kr. for tabet som følge af den fysiske lovliggørelse af sommerhuset. Kommunen påstod frifindelse og gjorde i første række gældende, at erstatningskravet var forældet efter den absolutte 10-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Under sagens forberedelse anmodede E om, at sagen blev henvist til landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1, hvilket kommunen tilsluttede sig, hvorefter byretten traf kendelse om at henvise sagen til landsretten. Byretten henviste til, at spørgsmålet om begyndelsestidspunktet for den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2, måtte anses for at være af principiel karakter og ikke var endeligt afklaret i retspraksis, samt at spørgsmålet måtte anses for at have betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, herunder i relation til myndighedsafgørelser vedrørende fast ejendom. Landsretten tog af egen drift stilling til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for henvisning i retsplejelovens § 226, stk. 1, var opfyldt. Landsretten udtalte, at spørgsmålet om begyndelsestidspunktet forældelsesfristen bl.a. var behandlet i FED 1997.644 V og den juridiske teori. Spørgsmålet var endvidere til bedømmelse i U 2016.3518 V, der imidlertid var blevet ophævet ved Højesterets kendelse af 27. juni 2017 (sag 281/2016). Under disse omstændighederne fandtes betingelserne for henvisning til landsretten ikke at være opfyldt, idet landsretten bemærkede, at spørgsmålet om den ansvarsmæssige betydning af en tilsidesættelse af tilsynsbemyndigelsen i byggelovens § 16, stk. 11, alene ville blive aktualiseret, såfremt der ikke var indtrådt forældelse. På den baggrund blev byrettens kendelse ophævet og sagen hjemvist til byretten.
Kommentar: Efter det oplyste blev hovedsagen hævet efter landsrettens kendelse, idet sagens parter forstod kendelsen som en de facto tilslutning til retsopfattelsen udtrykt i FED 1997.644 V, hvorefter erstatningskravet stiftes på det tidspunkt, hvor fejlen begås, jf. Kristian Torp, ”Civilprocesretlig Julealmanak”, 2021, s. 51. Om det underliggende spørgsmål om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt henvises til Bo von Eyben: Forældelse efter forældelsesloven af 2007, 2. udg., 2019, s. 682 ff. Spørgsmålet om forældelse af offentlige myndigheders erstatningsansvar for uhjemlede tilladelser, der først opdages af myndigheden mange år senere, er noget mere kompliceret i sager om fysisk lovliggørelse grundet ugyldige tilladelser, end landsrettens kendelse lægger op til. Problemet er grundlæggende, at hvis der først meddeles påbud til ejer om fysisk lovliggørelse mere end 10 år, efter den offentlige tilladelse blev meddelt, er det på forhånd udelukket for ejeren at gøre myndigheden erstatningsansvarlig for den uhjemlede tilladelse, uanset hvor ansvarspådragende myndigheden måtte have handlet. Da Højesteret i bl.a. U 2000.2412 H har fastslået, at myndighedens erstatningsansvar for en ugyldig tilladelse er et lovligt kriterium i afvejningen mellem fysisk og retlig lovliggørelse, vil det således fremover i sager om fysisk eller retligt lovliggørelse være nødvendigt at inddrage en mulig forældelse af myndighedens erstatningsansvar, hvis man skal lægge landsrettens kendelse til grund. Dette vil i så fald udvide de i forvejen mange præjudicielle spørgsmål, som indgår i afvejningen mellem fysisk og retlig lovliggørelse.