MRF 2021.265
EU-Domstolens dom af 14. oktober 2021, 7. afd., sag C-373/20, Dyrektor Z. Oddziału Regionalnego Agencji Restrukturyzacji i Modernizacji Rolnictwa
Krydsoverensstemmelsessanktioner kunne ikke begrundes med naturlige periodiske oversvømmelser af arealer i Natura 2000-områder i sig selv ændrede klassificeringen som ”permanent græsareal”, da en oversvømmelse ikke udgør en ”omdrift” af arealet, uanset at oversvømmelsen kan forsinke tidspunktet for slåning af arealet.
Baggrunden for sagen var, at en polsk landbruger (A.M.) drev et miljøvenligt landbrug beliggende i et Natura 2000-område i henhold til et 5-årigt tilsagn for perioden 2009-2013, for hvilken A.M. modtog landbrugsstøtte for de anmeldte arealer. I 2012 nedsatte de polske myndigheder støtten til A.M., da langvarige oversvømmelser af dele af A.M.’s arealer havde forhindret slåning af enge og græsarealer inden for de krævede tidsfrister. A.M. indgav i 2013 en ny ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug, hvor han anmeldte arealer, der var identiske med dem, der blev anmeldt i perioden 2009-11. A.M. gjorde gældende, at formindskelsen af arealet i 2012 ikke havde betydning, dels fordi A.M. var uden skyld i oversvømmelserne, dels fordi han havde slået engene og græsarealerne på et senere tidspunkt end foreskrevet. Da de polske myndigheder imidlertid fandt, at kontinuiteten i arealanvendelsen som et ”permanent græsareal” var blevet afbrudt på dele af A.M.’s arealer, eftersom A.M. havde iværksat omdrift af arealerne som følge af oversvømmelserne, blev A.M. ikke tillagt støtte for disse arealer, ligesom A.M. med samme begrundelse blev pålagt at tilbagebetale en del af den tidligere udbetalte støtte som krydsoverensstemmelsessanktion. A.M. anfægtede de polske myndigheders afgørelse ved en regional forvaltningsdomstol, der var i tvivl om, hvorvidt myndighedernes forståelse af omdrift som omfattende hel eller delvis oversvømmelse af et areal var korrekt. Dette førte til et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af ”permanente græsarealer” i art. 2, litra c, i forordning nr. 1120/2009 (nu art. 4, litra h, i forordning nr. 1307/2013). I henhold til denne bestemmelse defineres ”permanente græsarealer” som ”arealer, der anvendes til dyrkning af græs eller andet grøntfoder, hvad enten der er tale om naturlige (selvsåede) eller dyrkede (tilsåede) arealer, og som har været holdt uden for bedriftens omdrift i mindst fem år”. EU-Domstolen indledte med at slå fast, at to betingelser skal være opfyldt for, at arealer kan være omfattet af begrebet ”permanente græsarealer”: (1) arealerne skal anvendes til dyrkning af grøntfoder, og (2) arealerne skal have været holdt uden for bedriftens omdrift i mindst 5 år. I den konkrete sag var den første betingelse ubestridt opfyldt, hvorfor Domstolen alene skulle tage stilling til betydningen af ”omdrift” i forhold til den anden betingelse. Domstolen fandt, at ”omdrift” efter almindelig sprogbrug betegner en landbrugspraksis, hvor der løbende dyrkes forskellige afgrøder på det samme areal i en periode. Domstolen afviste, at naturlige periodiske oversvømmelser eller delvise oversvømmelser af enge og græsarealer udgjorde en sådan ”landbrugspraksis”, eftersom de ikke afhænger af den pågældende landbrugers vilje og ofte skyldes vanskeligt forudsigelige naturlige og periodiske fænomener. Sådanne oversvømmelser indebærer heller ikke, at der løbende dyrkes forskellige afgrøder på det samme areal. Naturlige periodiske oversvømmelser eller delvise oversvømmelser af arealer beliggende i et Natura 2000-område har derfor ikke i sig selv nogen indvirkning på klassificeringen af de pågældende arealer som permanent græsareal, uanset om de kan have indvirkning på tidspunktet for slåningen af arealerne.