MRF 2021.260

Planklagenævnets afgørelse af 28. september 2021, j.nr. 19/05008

Ophævet lokalplan for Djurs Sommerland, da lokalplanen i strid med planlovens § 15 b ikke indeholdt bestemmelser, der sikrede den fremtidige anvendelse mod lugtforureningen fra et miljøgodkendt husdyrbrug med svineproduktion beliggende 400 meter fra lokalplanområdet. Planlovens § 15 b omfatter ikke ansøgte udvidelser, hvor der ikke er meddelt godkendelse eller ændringer af geneafstand, efter at lokalplanen er vedtaget.

Syddjurs Kommune vedtog i april 2019 endeligt lokalplan nr. 414, Rekreativt område til Djurs Sommerland Feriepark ved Nimtofte, og kommuneplantillæg nr. 13 til kommuneplan 2016. Det fremgik af lokalplanens § 1, at lokalplanens formål var at sikre områdets anvendelse til rekreativt område i form af feriepark. Lokalplanområdet lå ca. 400 meter fra en ejendom ejet af S, hvorpå der blev drevet et husdyrbrug med svineproduktion. Fra midten af svineproduktionsanlægget var der ca. 550 meter til lokalplanområdet. Planvedtagelsen blev påklaget af S, der bl.a. anførte, at S i oktober 2018 havde ansøgt om miljøgodkendelse til udvidelse af svineproduktionen på ejendommen, og at lokalplanen var i strid med planlovens § 15 b, da den nuværende svineproduktion ikke kunne overholde lugtkriterierne for følsom arealanvendelse inden for lokalområdet, bl.a. fordi der på S’ ejendom lå et miljøgodkendt biogasanlæg, og at der skulle foretages en samlet vurdering af lugten fra svineproduktionen og lugten fra biogasanlægget. Planklagenævnet lagde til grund, at lokalplanen udlagde lokalplanområdet til rekreative formål, hvorfor anvendelsen var omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1. Nævnet fandt, at kommunen i relation til planlovens § 15 b skal tage udgangspunkt i den aktuelle miljøgodkendelse, da formålet med § 15 b er at sikre, at eksisterende produktionsvirksomheder ikke som følge af ændret anvendelse af de nærmeste arealer påføres omkostninger til afværgeforanstaltninger, som ligger ud over miljøgodkendelsen. Dette gælder tilsvarende for udvidelser eller ændringer, som virksomheden måtte ansøge om inden eller under udarbejdelsen af lokalplanen. For så vidt angik vurderingen af lugtbelastning fra svineproduktionen fandt nævnet, at denne skulle foretages på baggrund af de fastsatte regler om lugtemission og lugtgeneafstande i reguleringen af husdyrbrug. Nævnet lagde herefter til grund, at lugtgeneafstanden fra svineproduktion til lokalplanområdet var overholdt på tidspunktet for miljøgodkendelse af S’s svinebedrift i 2015, men at de skærpede lugtgeneafstandskrav, der var gældende ved lokalplanens vedtagelse, ikke var overholdt, og anførte herefter: ”hvor der er sket ændringer af reglerne for beregning af lugt, er et enstemmigt Planklagenævn [...] af den opfattelse, at kommunen skal benytte de beregningsregler, der gælder på det tidspunkt, hvor lokalplanen vedtages endeligt. Nævnet lægger herved vægt på formålet med bestemmelsen, som bl.a. er at sikre borgere mod at blive udsat for lugtforurening. De aktuelle beregningsregler er et udtryk for den nyeste viden vedrørende beregning af lugt fra husdyrbrug. At der tidligere har været andre regler for beregningen af lugt, kan ikke føre til et andet resultat”. Da det herefter måtte lægges til grund, at dele af forlystelsesparken lå inden for lugtgeneafstanden efter den seneste vejledning, og lokalplanen ikke indeholdt bestemmelser, der opfyldte kravene i planlovens § 15 b, var lokalplanen ikke i overensstemmelse med planlovens § 15 b og blev ophævet. Derimod afviste Planklagenævnet, at lokalplanområdet udgjorde et areal belastet af lugt eller luftforurening fra biogasanlægget med henvisning til de lugtberegninger, der var foretaget i forbindelse med tillæg til miljøgodkendelsen af biogasanlægget i 2020. Planklagenævnet understregede dog samtidigt, at lugtgenerne fra biogasanlægget skal indgå i den kumulerede vurdering af lugtgener efter planlovens § 15 b. I forhold til klagers indsigelse om, at det kommuneplantillæg, der var vedtaget sammen med lokalplanen, var blevet ophævet og erstattet af en enslydende tekst i den seneste kommuneplan, bemærkede nævnet, at kommuneplantillægget som følge heraf ikke kan ophæves, men hvis nævnet konstaterer, at tillægget lider af en væsentlig mangel og samtidigt er gentaget i den seneste kommuneplan, vil nævnet acceptere klage over indholdet i forhold til den nye kommuneplan, og at dette også vil kunne ske efter udløb af klagefrist over den nye kommuneplan.

Kommentar: De juridiske spørgsmål om ændret geneafstand for svinebrug er ikke helt sammenfaldende med de spørgsmål, som Højesteret tog stilling til i U 2020.867 H om miljøgodkendelse af minkfarm, hvor de vejledende afstandskrav var ændret, mens klagesagen verserede. Højesteret fandt i denne sag, at det var korrekt, at klagenævnet havde anvendt den seneste digitale vejledning for lugtgener, uanset at denne var ændret, mens klagesagen verserede, hvilket Højesteret begrundede med, at nævnet skal træffe afgørelse på grundlag af den nye viden om lugt fra mink, og at det tillige fremgår af ”husdyrbrugsbekendtgørelsens bilag 3, afsnit B, at Miljøstyrelsens model til beregning af lugtgener kunne ændres på baggrund af ny viden”. I denne sag er der den væsentlige forskel, at lugtgeneafstanden var overskredet, da lokalplanen blev vedtaget, og ifølge Planklagenævnet er dette det afgørende spørgsmål i forhold til planlovens § 15 b. Heraf følger modsætningsvis, at hvis geneafstandskravene havde været overholdt, da lokalplanen blev vedtaget, og lokalplanen påklages, vil en senere skærpelse af lugtgeneafstanden, mens klagesagen verserer, ikke have betydning for Planklagenævnets vurdering af lokalplanens gyldighed, hvilket må anses for velbegrundet.

Link til afgørelsen.