MRF 2021.258
Planklagenævnets afgørelse af 27. september 2021, j.nr. 20/09423
Afslag på landzonetilladelse til udvidelse af antallet af flyoperationer på en flyveplads ændret til en tilladelse, bl.a. fordi flyvepladsen var etableret på grundlag af miljøgodkendelse og kunne overholde de vejledende støjgrænser med vilkår om, at parkering skulle ske på ejendommen.
Hillerød Kommune meddelte i maj 2020 afslag på landzonetilladelse til udvidelse fra 400 til 800 årlige flyoperationer på en flyveplads beliggende i landzone. Flyvepladsen, der var ejet af V, var etableret på baggrund af en miljøgodkendelse i 1993 og senere godkendt ved landzonetilladelse i 2000. Ejendommen lå i et område, der i kommuneplan 2017 for Hillerød Kommune var udpeget som et støjbelastet areal, et særligt værdifuldt landbrugsområde og et bevaringsværdigt landskab. Kommunen havde i afgørelsen begrundet afslaget med, at en fordobling af flyvningerne ville medføre øgede gener for naboerne i form af støj og trafik. Afgørelsen blev påklaget af V, der bl.a. anførte, at udvidelsen ikke medførte støj, som overskred den fastsatte grænse i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5 af 1994 om støj fra flyvepladser, og at der i 2011 var givet tilladelse til øget trafik til ejendommen. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at hensynet til miljøet som udgangspunkt skal indgå i landzoneadministrationen med henblik på at forebygge forurening af luft, vand og jord samt støjulemper, jf. planlovens § 1, stk. 2, nr. 5. De miljømæssige hensyn kan dog være reguleret af anden lovgivning, herunder miljøbeskyttelseslovgivningen, og at det følger af specialitetsprincippet, at hvis aktiviteten er omfattet af nærmere regulering i speciallovgivningen, skal denne regulering i vidt omfang lægges til grund. Nævnet fandt, at der hverken var planlægningsmæssige eller landskabelige hensyn, der talte afgørende imod en landzonetilladelse til det ansøgte. Nævnet lagde herved vægt på, at flyvepladsen var etableret på baggrund af en miljøgodkendelse og godkendt ved landzonetilladelse, at flyvepladsen var placeret inden for et område, som i kommuneplanen var udlagt til støjende anlæg, som krævede miljøgodkendelse, og at udvidelsen af flyveoperationerne overholdt de vejledende støjgrænser i Miljøstyrelsens vejledning om støj fra flyvepladser. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der med det ansøgte ikke ville opføres ny bebyggelse eller ske en ændring af anvendelsen. Nævnet fandt på denne baggrund, at der kunne gives landzonetilladelse til udvidelsen. Planklagenævnet ændrede herefter afgørelsen til en tilladelse med vilkår om, at al parkering til ejendommen skulle ske på ejendommens areal.
Kommentar: Bemærkningerne i afgørelsen om specialitetsprincippet er i overensstemmelse med praksis og teori, men illustrerer samtidigt et problem. Da støj fra flyvepladser er reguleret efter miljøbeskyttelsesloven og således skal være reguleret i miljøgodkendelsen, er der egentlig ikke behov for, at Planklagenævnet særskilt fremhæver, at de vejledende støjgrænser kan overholdes efter udvidelsen af flyvepladsen, da en overtrædelse heraf ikke kan prøves af Planklagenævnet. I stedet kunne være anført, at landzonetilladelsen meddeles med vilkår om, at der er meddelt de fornødne godkendelser efter miljøbeskyttelsesloven, da en prøvelse af disse spørgsmål i alle tilfælde skal ske efter miljøbeskyttelsesloven.