MRF 2021.230
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. august 2021, j.nr. 19/05554
Efter klage over kommunes påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, ændrede klagenævnet afgrænsning af § 3-beskyttet hede- og engareal på baggrund af luftfotos.
Billund Kommune meddelte i maj 2019 påbud om reetablering af fem forskellige arealer på E’s ejendom efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Areal nr. 1 og 2 var registreret som mose, areal nr. 3 og 4 var registreret som hede, og areal nr. 5 var registreret som eng. Af afgørelsen fremgik, at E og kommunen havde drøftet forholdene, men at parterne ikke var nået til enighed om alle forhold, hvorfor kommunen havde meddelt påbud. Påbuddet blev påklaget af E, som gjorde gældende, at det var en mindre del af arealerne 2, 4 og 5, der var omfattet af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens § 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at der ikke er klageret til nævnet over påbud efter naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5, jf. § 78, stk. 1, men at der efter nævnspraksis kan klages til nævnet, såfremt lodsejeren er uenig med kommunen i, at det omhandlede område er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og om et indgreb udgør en tilstandsændring i strid med lovens § 3. På baggrund af bl.a. de terrænmæssige forhold, jordbundstypen og den vegetation, der tidligere var konstateret på arealerne, sammenholdt med luftfotos fandt nævnet, at areal 2 udgjorde et moseareal, at areal 4 udgjorde et hedeareal, og at areal 5 udgjorde et engareal. Mht. areal 2, fremhævede nævnet, at det på luftfotos fra 1999 og 2006 kunne ses, at markens afgrænsning fulgte den registrerede afgrænsning af mosen, og at det på luftfotos fra 2008 og frem kunne ses, at den nordligste bræmme af det registrerede moseareal var blevet opdyrket i varierende omfang, men at den nordlige afgrænsning af det beskyttede moseareal var sammenfaldende med markens afgrænsning på luftfoto fra 1999. Nævnet lagde herved vægt på, at naturarealer fremstod med uensartet struktur, skiftende farver mv. Det forhold, at der tidligere eventuelt var sket dyrkning af nuværende naturarealer, var ikke til hinder for, at arealerne i 1999 og efterfølgende havde karakter af mose, da et område kan vokse ind i beskyttelsen efter § 3, hvis det ikke dyrkes i en årrække. For så vidt angik areal 4 fremgik af luftfotos fra 1990, 1995 og 1999, at markens afgrænsning fulgte den registrerede afgrænsning af heden, bortset fra en mindre kile i den sydvestlige del af arealet, at marken i 1995 og 1999 fremstod i mørkegrønne farver, hvorimod hedearealet fremstod i blege farver, og at der på luftfotos fra 2008 og 2010 kunne ses ændringer i vegetationen langs marken mod syd og sydvest. Nævnet fandt derfor, at afgrænsningen af det beskyttede hedeareal var sammenfaldende med markens nordlige afgrænsning, som hovedsageligt var sammenfaldende med den nuværende vejledende registrering, og lagde i den forbindelse vægt på, at gødskede arealer ofte fremstår med mørkegrønne farver, hvorimod artsrig vegetation på næringsfattig jord ofte vil fremstå med blege brunlige, gullige og grålige toner. I forhold til det sydøstligste hjørne af arealet fandt nævnet dog, at luftfotos fra 1990 og 1995 tydede på, at en del af dette areal allerede på dette tidspunkt var opdyrket. Nævnet fandt, at den tvivl, som de relevante luftfotos dermed gav anledning til, måtte komme E til gode. Afgrænsningen af hedearealet måtte derfor ændres, så det alene var de efterfølgende tilstandsændringer på den nordlige del af marken, der overskred denne afgrænsning, der var i strid med naturbeskyttelseslovens § 3. For så vidt angik areal 5 fremhævede nævnet, at det på luftfoto fra bl.a. 1999 kunne ses, at markens afgrænsning lå lidt længere mod sydvest end den registrerede afgrænsning af engen, idet den nordligste bræmme i højere grad fremstod som dyrket eng med den uensartede og rodede struktur, som er karakteristisk for beskyttet natur. Markens afgrænsning syntes ikke at være ændret på efterfølgende luftfotos. Nævnet fandt derfor, at afgrænsningen måtte fastlægges, så de efterfølgende tilstandsændringer på den sydlige del af marken mod engen, der overskred denne afgrænsning, ikke var i strid med naturbeskyttelseslovens § 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen med de pågældende ændringer af registreringen af areal 4 og 5, som var angivet på kortbilag til afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to kommentarer. For det første må det noteres, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelsen ikke som tidligere har ”stadfæstet” kommunens afgørelse og dermed lovliggørelsespåbuddet efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, men i stedet mere korrekt har ”stadfæstet” kommunens ”afgørelse vedrørende beskyttede naturarealer på matr. nr. [...] med ændring af udstrækningen af registreringen af et hedeareal (areal nr. 4) og et engareal (areal nr. 5) som angivet på kortbilag til afgørelsen”. Dette må tiltrædes, da klagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til indholdet af kommunens lovliggørelsespåbud, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., som det indirekte er anerkendt i Højesterets dom i U 2021.3664 H (MRF 2021.200). For det andet angik selve klagenævnets vurdering, hvilken tilstand de omhandlede arealer havde i 1990’erne frem til 2010 (for at afgøre, om der tidligere havde været beskyttet natur), og om dette adskilte sig fra den nuværende tilstand. Som det fremgår, har nævnet vurderet dette på grundlag af 20 år gamle luftfotos, hvoraf enkelte er bilagt afgørelsen, hvilket giver læseren mulighed for at få indtryk af, på hvilket forholdsvis usikkert bevismæssigt grundlag § 3-beskyttede områder udpeges og afgrænses, uanset de vidtgående konsekvenser § 3-status af arealet har for den enkelte landmand. Dette er dækkende for den sagsoplysning, som må forventes, når Miljø- og Fødevareklagenævnet tager stilling til klager over § 3-områder. Hvis lodsejer ønsker en mere fyldig bevisførelse, vil det i disse sager derfor være nemmest at gå direkte til domstolene, da en sådan bevisførelse ikke vil kunne forventes tilvejebragt ved klagenævnsbehandling.