MRF 2021.23
Planklagenævnets afgørelse af 1. februar 2021, j.nr. 20/12006
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af beboelsesbygning, da ejer ikke ved tidligere forespørgsler havde fået bindende forhåndstilsagn, og kommunen ikke havde udvist passivitet ved ikke tidligere at have udpeget bebyggelsen som bevaringsværdig.
E blev i september 2019 bekendt med en nedrivningsforespørgsel fra 2015 angående en bygning på E’s ejendom. Ejendommen var omfattet af tre lokalplaner, men var ikke udpeget som bevaringsværdig. Det fremgik af Gentofte Kommunes svar på forespørgslen, at det ikke kunne udelukkes, at kommunen ville nedlægge et forbud i henhold til planlovens § 14 ved en formel ansøgning om nedrivning. E kontaktede kommunen telefonisk for at drøfte forespørgslen og ansøgte herefter i december 2019 om tilladelse til at nedrive bygningen. Efter varsling og parthøring af E nedlagde kommunen den 3. juni 2020 § 14-forbud mod nedrivning af bygningen bl.a. med henvisning til bygningens kulturhistoriske og miljømæssige værdi. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at E havde en berettiget forventning om, at kommunen ikke ville nedlægge forbud mod nedrivning, da en sagsbehandler i kommunen telefonisk havde tilkendegivet, at der ikke burde være problemer med at nedrive ejendommen, og at kommunen havde udvist passivitet ved først 2 måneder efter ansøgningen om nedrivningstilladelse havde varslet forbuddet, ligesom kommunen havde siddet tidligere forespørgsler overhørig uden at foretage sig noget. E henviste endvidere til, at ejendommen ikke var blevet indtegnet som bevaringsværdig ved lokalplanerne, og at der i 2015 forinden vedtagelsen af den seneste lokalplan forelå to forespørgsler om nedrivning. E anførte endvidere, at kommunen ikke havde foretaget korrekt partshøring, da forbuddet ikke var blevet varslet til lejeren af ejendommen, og da forespørgslerne fra 2015 skulle have indgået i partshøringsgrundlaget til E. Planklagenævnet (formanden) anførte indledningsvis, at kommunen havde hjemmel i planlovens § 14 til at nedlægge et forbud mod nedrivningen af bygningen. For så vidt angik spørgsmålet om berettigede forventninger, fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn til nedrivningstilladelse af bygningen, da der ikke forelå dokumentation herfor. Hvad angik passivitet, fandt nævnet, at sagsbehandlingen i den konkrete sag ikke oversteg, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid, navnlig da der i tiden mellem ansøgningen og det endelige forbud havde været korrespondance mellem E og kommunen. Nævnet bemærkede, at pligten til at vedtage en lokalplan først opstår, når kommunen bliver bekendt med et aktuelt nedrivningsprojekt og nedlægger et § 14-forbud. Kommunen havde derfor ikke fortabt muligheden for at nedlægge forbud ved ikke at ikke at nedlægge forbud i forbindelse med de tidligere forespørgsler, da disse ikke førte til ansøgninger om nedrivning, ej heller ved ikke at have udpeget bebyggelsen som bevaringsværdig i forbindelse med efterfølgende lokalplanvedtagelse. Hvad angik partshøring af lejeren, fandt nævnet med henvisning til forvaltningslovens § 19, at forbuddet ikke var til ugunst for lejeren, idet lejeren som følge af forbuddet kunne blive boende i bygningen, hvorfor der ikke var krav om, at lejeren skulle have været partshørt i form af et varsel. Nævnet fandt endvidere, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig partshøring af E, da det fremgik af kommunens varsel, at der til forespørgslerne i 2015 to gange var svaret, at der kunne forventes et forbud mod nedrivning. Endeligt fandt nævnet, at kommunen i sin begrundelse for nedlæggelsen af forbuddet havde henvist til relevante planlægningsmæssige hensyn. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.