MRF 2021.228
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. august 2021, j.nr. 21/03461
Delvis ophævelse af Horsens Kommunes afgørelse om, at et areal på landbrugsejendom var beskyttet eng efter naturbeskyttelseslovens § 3, da det ikke kunne udelukkes, at en del af arealet var omfattet af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2 om naturtyper dannet som følge af aftaler om miljøvenlig drift.
Horsens Kommune traf i august 2020 afgørelse om, at et nordligt og et sydligt areal på en af E ejet ejendom retligt måtte klassificeres som eng og mose omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen meddelte samtidig påbud om retablering af de beskyttede enge, da disse fra 2016-2017 var blevet drænet og opdyrket uden dispensation. Det nordlige areal, A, var registreret i Danmarks Miljøportal med et areal på ca. 5.460 m2, mens det sydlige areal, B, var registret med ca. 14.290 m2. Forinden kommunens afgørelse omfattede den vejledende registrering af beskyttet eng kun den mest fugtige del af areal B, men blev efter en besigtigelse i sommeren 2017 udvidet til et større del af areal B og en del af areal A. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt oplyst, at der var indtrådt myndighedspassivitet, da kommunen ikke havde reagereret på de ulovlige forhold i næsten tre år, og at E var i god tro, idet han havde handlet i overensstemmelse med rådgivning fra en landbrugskonsulent. Under behandling af klagesagen konstaterede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at en del af arealerne havde været omfattet af MVJ-aftaler og bad kommunen oplyse, om MVJ-aftalen kunne have betydning, så arealet var omfattet af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2. Kommunen oplyste, at arealerne i perioden 1990-2009/2010 ubrudt var omfattet af MVJ-aftaler og herefter fra 2016 havde været omfattet af 5-årige græsningstilsagn, men kommunen afviste, at dette havde betydning, da kommunen mente, at de femårige græsningstilsagn ikke udgjorde en aftale med en offentlig myndighed, der gav mulighed for at opdyrke arealet inden for et år efter tilsagnsperiodens udløb, at kommunen ikke var bekendt med, at der på noget tidspunkt var indgået aftale om genopdyrkningsret for arealerne, og at kommunen ikke havde indhentet støttetilsagn og gamle markplaner fra Landbrugsstyrelsen, da det vil være forbundet med et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at areal A var blevet delvist omlagt i 2016, at areal B var blevet drænet og opdyrket i 2016/2017, og at begge arealer måtte anses for ferske enge omfattet af § 3, da opdyrkning og dræning blev påbegyndt. Samtidig lagde nævnet dog til grund, at engarealerne havde været omfattet af en ubrudt række af tilsagnsordninger i perioden 1990-2016, hvorfor det skulle vurderes, om undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2 fandt anvendelse på hele eller dele af det registrerede areal. Det måtte derfor undersøges, om naturtypen havde været til stede allerede i 1990, da den første MVJ-aftale blev indgået, eller om naturtypen var opstået som følge af de indgåede aftaler. Nævnet fandt, at det meste af areal A og hele areal B og i perioden 1965-1990 fremstod som naturarealer med samme afgrænsning som den aktuelle § 3-registrering, men at et delareal på ca. 2.240 m2 beliggende inden for areal A dog fremstod som opdyrket på luftfotos fra årene 1980, 1985, 1986 og 1990. På baggrund af den lange kontinuitet uden omlægning, arealernes størrelse, beliggenhed og jordbund, fandt nævnet det sandsynligt, at den del af areal A, der ikke var dyrket i 1980’erne, og hele areal B allerede i 1990 objektivt set havde et for ferske enge karakteristisk dyre- og planteliv. Naturtypen kunne således ikke antages at være opstået som følge af tilsagnsordningerne, hvorfor disse arealer efter nævnets opfattelse ikke var omfattet af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2. Opdyrkning og dræning af disse arealer havde medført en tilstandsændring, der krævede dispensation fra § 3. For delarealet på ca. 2.240 m2 inden for areal A fandt nævnet, at sagen ikke var oplyst i fornødent omfang af kommunen, da kommunen ikke havde inddraget nærmere oplysninger om karakteren af de pågældende tilsagnsordninger og deres betydning for det opdyrkede delareal. Nævnet fandt derfor, at sagen ikke var oplyst tilstrækkeligt, og at kommunen, af hensyn til E’s mulighed for at kunne få sin sag behandlet i to instanser, skulle foretage en fornyet gennemgang af denne del af sagen. Nævnet fandt endvidere, at der ikke var indtrådt myndighedspassivitet, hvorfor kommunen ikke var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse. Det forhold, at kommunens eksterne konsulenter i sommeren 2017 havde foretaget besigtigelse af arealerne som led i en generel gennemgang af registreret natur i kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat, da formålet med besigtigelsen var at registrere naturtilstanden på de vejledende registrerede naturarealer, og at den opdyrkede del af engen på dette tidspunkt ikke var omfattet af den vejledende registrering. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund afgørelsen for så vidt angik areal B samt delarealet på ca. 3.220 m2 inden for areal A, mens nævnet ophævede afgørelsen for så vidt angik delarealet på ca. 2.240 m2 inden for areal A og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere kommentarer. Sagens ene hovedspørgsmål var, om arealerne var omfattet af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2, så naturbeskyttelseslovens § 3 ikke fandt anvendelse, fordi de beskyttede naturtyper var opstået som følge af disse aftaler, hvortil dog kan føjes, at også anmeldte braklægninger efter § 6 i lov om drift af landbrugsjorder er omfattet af undtagelsen, uden dette dog var relevant i denne sag. Svaret på spørgsmålet afhang i alle tilfælde af, hvilken tilstand arealerne havde, inden der blev indgået MVJ-aftaler i 1990, og om de femårige græsningstilsagn efter 2010 kunne anses for omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 2. Det fremgår af afgørelsen, at Horsens Kommune fandt det for ressourcekrævende at undersøge aftalerne nærmere, men at klagenævnet lagde til grund, at alle arealerne ubrudt havde været omfattet af støttetilsagn fra 1990-2016. Arealet var derfor ikke omfattet af § 3, medmindre arealet før 1990 objektivt var beskyttet natur, jf. Højesterets dom i U 2017.1834 H. Afgørelsen af dette vanskelige bevisspørgsmål afgjorde klagenævnet på baggrund af ældre luftfotos. Dette førte til en hjemvisning af kommunens afgørelse for ca. 2.240 m2 på areal A, mens registreringen af det øvrige areal blev stadfæstet. Sammenholdes kommunens åbenbare mangelfulde oplysning af sagen og kommunens begrundelse herfor med de vidtgående følger for landmanden af § 3-registreringen og kommunens påbud, er det overraskende, at afgørelsen ikke i sin helhed blev ophævet og hjemvist, når nævnet lægger vægt på sagens behandling i to instanser.