MRF 2021.225
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. august 2021, j.nr. 18/05534
Afslag på lovliggørende dispensation samt påbud om retablering af et opdyrket beskyttet overdrev stadfæstet, da der på tidspunktet for opdyrkningen og ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden var tale om et historisk overdrev omfattet af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens § 3.
Sagen omhandlede et registret beskyttet overdrev på en af E ejet ejendom. Registreringen dækkede et areal på 4.747 m2, som var beliggende på en sydvendt skråning i begyndelsen af en markant smeltevandsslugt. Arealet var blevet vejledende registreret af Nordjyllands Amt i 1995. E rettede i oktober 2015 henvendelse til kommunen, idet han bestred størrelsen af arealet. Kommunen blev i den forbindelse opmærksom på, at der kun var et tilbageværende areal på 1.570 m2, der kunne betegnes som et overdrev, hvor resten af overdrevet ifølge kommunen var blevet opdyrket mellem 2002 og 2004. Den opdyrkede del af overdrevet udgjorde efter kommunens opfattelse i alt ca. 3.177 m2, heraf 630 m2 mod øst (delareal A) og 2.547 m2 mod syd og vest (delareal C). I oktober 2016 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation til opdyrkning af overdrevet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3, jf. § 65, stk. 2, og meddelte samtidig påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om fysisk retablering af den opdyrkede del af overdrevet på delareal A og delareal C. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at delarealerne A og C ikke udgjorde beskyttet historiske overdrev på tidspunktet for opdyrkningen i 2003/2004, og at delarealerne allerede var opdyrkede, da E overtog ejendommen i 1990. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at naturbeskyttelsesloven fra 1992 oprindeligt kun omfattede historiske overdrev, og at det først var efter en ændring af loven, at alle biologiske overdrev med virkning fra 1. oktober 2004 blev omfattet af beskyttelsen i § 3, stk. 2, nr. 4. Idet delarealerne A og C var blevet opdyrket mellem 2002 og 2004, var det derfor af afgørende betydning for vurderingen, om der var tale om et historisk overdrev. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunes vurdering af, at hele det registrerede areal var et beskyttet historisk overdrev ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden og på tidspunktet for opdyrkningen af delområderne i 2002 og 2004. Nævnet lagde herved vægt på, at det registrerede areal i perioden 1945-2002 på luftfotos fremstod anderledes end markerne nord og syd herfor, hvilket ifølge nævnet indikerede, at arealet ikke havde været dyrket i denne periode. På luftfoto fra 1992 fremstod arealet rodet og med mange farvenuancer, hvilket efter nævnets tolkning viste, at der var tale om et naturareal med en lang kontinuitet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved kommunens besigtigelse af arealet i 2010 og 2019 blev registreret karakteristisk overdrevsvegetation på den uopdyrkede del af arealet, at arealet var beliggende på en sydvendt skråning i en markant smeltevandsslugt, og at jordbunden var tør og bestod af smeltevandssand. Nævnet fandt således efter en samlet vurdering af arealets driftshistorik, jordbund, beliggenhed, topografi og vegetation på den tilbageværende del, at det registrerede areal levede op til kriterierne i registreringsvejledningen for at være et beskyttet historisk overdrev. Nævnet fandt herudover, at der ikke med klagen var fremkommet oplysninger om særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter kommunens afslag på lovliggørende dispensation samt påbud om retablering.
Kommentar: Uanset Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede afgørelsen og dermed både afslag på lovliggørende dispensation og påbud om genopretning, følger det forudsætningsvis af Højesterets dom i MRF 2021.200 H, at klagenævnet alene har taget stilling til, at der var sket ulovlig opdyrkning af et historisk overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og at der ikke kunne meddeles lovliggørende dispensation. Derimod har nævnet ikke med stadfæstelsen taget stilling til selve påbuddet om den fysiske lovliggørelse, da nævnet ikke har kompetence hertil, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt.