MRF 2021.222
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. juli 2021, j.nr. 18/05423
Genoptagelse af klagenævnets ophævelse i 2016 af Miljøstyrelsens revurdering af miljøgodkendelse fra 1997 af affaldsanlæg med shredderanlæg, da nævnets afgørelse var begrundet med, at en i 2015 vedtaget lokalplan for virksomheden var ophævet som ugyldig grundet manglende SMV-screening. Miljøstyrelsens revurdering af miljøgodkendelsesvilkår blev herefter stadfæstet med mindre ændring.
Sagen vedrørte revurdering af miljøgodkendelsen af en affaldsvirksomhed med shredderanlæg i Mariagerfjord Kommune. Virksomhedens første miljøgodkendelse var meddelt i 1976, og i 1997 havde virksomheden fået en ny miljøgodkendelse, hvilket efterfølgende var suppleret af miljøgodkendelser til udvidelse og ændringer. Da virksomheden er omfattet af IE-direktivet og dets regler om revurdering af miljøgodkendelse med Miljøstyrelsen som den kompetente myndighed, gennemførte Miljøstyrelsen i 2015 en revurdering af miljøgodkendelsen. Parallelt hermed sendte Mariagerfjord Kommune i marts 2015 et forslag til lokalplan for virksomheden i høring, idet kommunen samtidig traf screeningsafgørelse efter den dagældende miljøvurderingslov om, at lokalplanforslaget ikke krævede miljøvurdering. Miljøstyrelsens afgørelse om revurdering og kommunens screeningsafgørelse blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN). DN gjorde bl.a. gældende, at lokalplanforslaget fastsatte rammer for en virksomhed omfattet af VVM-direktivet, og at lokalplanen derfor krævede en miljøvurdering (SMV), og at der i relation til revurderingen af miljøgodkendelsen burde være sket en vurdering af, om udledningen af PCB og dioxin fra virksomheden havde haft en effekt i lokalområdet. DN henviste i den forbindelse til, at vilkår C8 ikke indeholdt et egentligt krav om støvnedfaldsmålinger, men alene en mulighed for tilsynsmyndigheden om at meddele påbud, og at vilkåret derfor var overflødigt. Natur- og Miljøklagenævnet gav ved formandsafgørelse i september 2016 DN medhold i, at lokalplanforslaget skulle have været miljøvurderet og ophævede med henvisning hertil lokalplanen og ”som en konsekvens af ophævelsen af lokalplan [...] ophæves også afgørelsen af 16. december 2015 om revurdering af miljøgodkendelsen” (trykt i MAD 2016.354 Nmk). I november 2016 anmodede Miljøstyrelsen Natur- og Miljøklagenævnet om at genoptage nævnets ophævelse af miljøgodkendelsen og anførte som begrundelse, at ophævelse af lokalplanen for en virksomhed, der var etableret før lokalplanen, ikke påvirkede gyldigheden af Miljøstyrelsens revurdering af miljøgodkendelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede herefter at genoptage klagesagen vedrørende Miljøstyrelsens revurdering af miljøgodkendelsesvilkårene. I forhold til DN’s klage over mangelfulde vilkår om måling og kontrol af støvnedfald i omgivelserne fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at stille krav om yderligere undersøgelser af effekten af udledning af PCB og dioxin i omgivelserne forinden revurdering af miljøgodkendelsen, men ophævede vilkår C8 om mulighed for at påbyde undersøgelser, da der var fastsat relevante vilkår for at begrænse diffust støv i omgivelserne, og at et eventuelt fremtidigt krav om undersøgelser vil kræve en ny afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 72 med klageadgang. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter Miljøstyrelsen afgørelse med den ændring, at vilkår C8 ophævedes.
Kommentar: Det fremgår ikke af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, hvilke begrundelser Miljøstyrelsen anførte for genoptagelse, så oplysningerne herom i resuméet ovenfor er indhentet ved, at MRF-redaktionen har bedt nævnet om aktindsigt. Miljøstyrelsens begrundelse for, at ophævelse af lokalplan ikke har betydning for miljøgodkendelse af en lovligt bestående listevirksomhed, er helt i overensstemmelse med fast praksis, så det var forkert, at Natur- og Miljøklagenævnet ophævede revurderingen med den begrundelse, at lokalplanen blev ophævet. I relation til de ændrede vilkår i miljøgodkendelsen er det ikke helt klart, i hvilket omfang der er etableret nye anlæg efter miljøgodkendelsen i 1997, men hvis dette måtte være tilfældet, vil sådanne ændringer være omfattet af kravet om VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, jf. også sag C-275/09, Brussels Hoofdstedelijk Gewest. Det fremgår ikke, om en sådan screening er gennemført i forbindelse med revurderingen, og når Miljø- og Fødevareklagenævnet nu har brugt fem år på at genoptage den gamle sag, burde dette nok være overvejet af nævnet af egen drift.